Hvis ikke man er socialdemokrat i Herlev, så bliver man det

HØJBORG: Socialdemokratiske bykonger har i næsten 50 år kridtet Herlevs kommunegrænse op i rødt ikke mindst takket været foreningslivet. Men spørger man kommunens svar på Donald Trump, så er byen fuld af eksempler på kammerateri affødt af partiets magtfuldkommenhed.  

Mænd med fadøl og fleecejakker klapper Herlevs drenge ind til opgøret mod vestegnsnaboerne fra Taastrup. Og hvis tilskuerne er som byen, så er over halvdelen på lægterne i aften socialdemokrater.  

For "hvis man ikke er socialdemokrat i Herlev, så bliver man det højst sandsynligt", som fodboldklubbens formand forklarer. Han taler om foreningslivet i byen og kigger til fra tribunen.

Og formanden for fodboldklubben ved lidt om det med Socialdemokratiet, for Kjeld Hansen var selv socialdemokratisk borgmester – eller bykonge, om man vil – i 16 år frem til 2011. 

Selvom borgmesterkæden er videregivet, har det har ikke ændret på, at Herlev er Socialdemokratiets højborg. Ved det seneste kommunalvalg stemte næsten 60 procent af indbyggerne igen på partiet. 

Med foreningslivet som magtbase 
”Kom så for helvede, aflevér”. Kampen bølger frem og tilbage, ingen mål, og det ligner en trist affære, som ikke rækker til divisionsdrømmene hos den tidligere borgmester på lægterne. Men foreningslivet handler om mere end de sportslige resultater, forklarer Kjeld Hansen.

Herlevs fodboldhold varmer op.
Kjeld Hansen (S), formand for fodboldklubben og borgmester i Herlev 1996-2011: "Jeg har jo set det mange gange, at folk falder af og bliver socialdemokrater. Det er helt vanvittigt." (Foto:Toke Kristiansen)

At opbygge foreningslivet var strategien, fra den første socialdemokratiske borgmester satte sig for bordenden i Herlev i 1970'ernes nyfødte forstad, da byen gik under navnet barnevognenes by, til i dag hvor Herlev Idrætsforening er blandt landets største.

Det er i høj grad foreningslivet med fodboldbaner, håndboldhaller, to svømmehaller og snart to skøjtehaller, der har gjort Herlev så socialdemokratisk.

”Alt fra brevduer til hjemmeværnet blev inviteret på rådhuset,” siger Kjeld Hansen om dengang, socialdemokratiet satte sig på magten. Partiet og borgmesteren gav børnefamilierne i den helt unge by et sted at sende børnene hen efter skole og satte sig samtidigt tungt på foreningslivet, og den strategi har socialdemokratiske borgmestre siden holdt fast i.  

 

Herlevs fodboldhold varmer op.
Ib Juul (S), borgmester i Herlev 1970-1996, grundlagde højborgen og det socialdemokratiske flertal i kommunen, ikke mindst ved at opbygge et foreningsliv i den unge forstad, der dengang gik under navnet barnevognenes by. (Foto: Katja Holm)

Det nyrenoverede stadion, hvor hverken Herlev eller Taastrup magter at sætte sig på dagens kamp, ligger omkranset i belejlig afstand til både villakvarterer og boligblokke.

Men det er boligblokkene, som fylder mest i Herlev. For som nogen i Herlev siger, har Socialdemokraterne bygget til deres vælgere. 

Thomas fra Hjortegården
I et boligområde i kort afstand fra Herlevs stadion trasker en vej- og parkarbejder rundt med en trillebør og en skovl. Han smiler og nikker til Herlevs nuværende borgmester, da han passerer den store mand.

Her kom borgmester Thomas Gyldal Petersen til verden og tilbragte sine første leveår.

Herlevs fodboldhold varmer op.
Thomas Gyldal Petersen (S), borgmester i Herlev. ”Det værste ved det her job er de personlige skæbner. Når livet vælter, huset går på tvangsauktion, og de sidder på mit kontor med tårerne væltende ned af kinderne." (Foto: Katja Holm)

Hjortegården er et alment boligbyggeri lige midt i kommunen, der som så mange andre af den type byggerier er blevet udstyret med et idyllisk navn, som mere repræsenter et håb – end en virkelighed.

Og det har ikke ændret sig meget siden dengang i 1970'erne, fortæller Thomas Gyldal Petersen foran sit barndomshjem.

”Det er område, hvor der bor mennesker, der står op og går på arbejde hver dag, og mennesker som har en lidt sværere gang i livet.”

”Sådan var det dengang, og sådan er det i dag,” forklarer borgmesteren om sit barndomhjem.

Udover vej- og parkarbejderen ligger området stille hen denne formiddag – måske er flertallet af beboerne i Hjortegården på arbejde. Nøjagtig som byens socialdemokratiske borgmestre har ønsket, at det skulle være.

Ifølge tidligere borgmester Kjeld Hansen tog det socialdemokratiske flertal i kommunen kontrollen med den centrale anvisning til almene boliger i 1990'erne og flyttede den ud i kommunen.

”Det vigtige for mig, det er balancen. Den smitter i daginstitutionen, i skoleklassen og i fodboldklubben. De stærke skal altid være i overtal,” siger Thomas Gyldal Petersen og følger den røde tråd fra sin forgænger.

Og Hjortegården virker i sin hverdagsformiddagsstilhed til netop at ånde i en balance, hvor flest er på arbejde. 

Gråhårede totter og røde tråde
Borgmesteren viser rundt i hjertet af Herlev. Han bevæger sig, som om han var til en udvidet familiefest, når han går slalom igennem gågadens pensionister et stenkast fra Herlev Rådhus. Her ligger Herlev Bymidte, som består i en lille gågade og et stort shopping-center.

 

Herlevs fodboldhold varmer op.
Borgmesteren bliver stoppet af pensionisterne Sonja Andersen og Egon Struck på gågaden ved Herlev Bymidte. De taler om den årlige pensionist-tur og kommunens seniorfest. "Du har i hvert fald to stemmer her," siger Sonja og Egon – nærmest i kor. (Foto: Katja Holm)

Borgmesteren nikker, hilser, vinker, for folk kan ikke undgå at se den habitklædte mand, der rager et skaldet hoved op over de gråhårede pensionister i laget under. 

Nogle har haft omvæltninger, dødsfald og sygdom, som Thomas Gyldal Petersen spørger interesseret og medfølende ind til. Andre vil give gode råd til programmet på næste års pensionist-tur, hvor borgmesteren også, traditionen tro, deltager. 

Det virker som om, at alle føler sig hørt og set af borgmesteren.

Men ikke alt er fryd og gammen i Herlev bymidte, der er også utilfredse borgere.

Fliserne på gågaden i Herlev Bymidte ligger så ujævnt, at borgmesteren bliver stoppet af en gangbesværet mand. Han vil have borgmesteren til at tage affære.

”Vi, der går med rollator, vi er ved at ryge på røven,” forklarer manden og peger på fliserne på gågaden.

”Det skal vi have lavet,” siger Thomas Gyldal Petersen efter at have kigget grundigt efter – og forsætter: ”Men vi skal have lavet det sammen med dem, der ejer Bymidten, for vi skal jo have lavet en helt ny gågade,” siger Thomas Gyldal Petersen til manden. 

Vil borgmesteren flytte rådhuset ned i shoppingcenteret? 
Herlev Bymidte med sit lavloftede shopping-center og den ujævne gågade har ændret sig i takt med de socialdemokratiske borgmestre. Og Herlev Bymidte skal snart have den store tur under Thomas Gyldal Petersen, som lægger op til at flytte rådhuset ned i Bymidten.

 

Herlevs fodboldhold varmer op.
Herlev Bymidte består af en lille gågade og et stort shopping-center og har ændret sig i takt med skiftende socialdemokratiske borgmestre. Hvis det står til nuværende borgmester Thomas Gyldal Petersen, kan shoppingcenteret, i en ny form, også snart huse kommunens rådhus." (Foto: Katja Holm)

Ib Juul åbnede Herlev Bymidte, i Kjeld Hansens tid blev shopping-centeret gjort større, og i Thomas Gyldal Petersens tid skal det genopføres. Her kommer Letbanen til at passere et nyopført Herlev Bymidte-center med shopping-center, boliger, og måske kommer Rådhuset til at leje sig ind i hjørnet af den privatejede ejendom.

Og der er ingen tvivl om, at Thomas Gyldal Petersen mener, at Herlevs hjerte banker i Bymidten.

”Det tager tid at handle her, fordi man møder folk, man har gået i skole med – det er en fællesskabsbærer,” forklarer Thomas Gyldal Petersen på torvet udenfor centeret.

Den private ejer NPV, som har købt Herlev Bymidte, kom i foråret 2017 til at annoncere, at det nye byggeprojekt i Herlev Bymidte skal rumme Herlevs nye rådhus.

”Den nye markante hjørnebygning, som rummer Herlevs nye rådhus, vil visuelt markere Herlev Torv som en helhed,” skrev entreprenøren på det nye byggeri på deres hjemmeside.

Det skete vel at mærke uden at være behandlet i kommunalbestyrelsen.

Borgmesteren afviser, at der er truffet nogen beslutningen om projektet endnu: 

”Vi har været nødt til at afsøge mulighederne for, om det kunne lade sig gøre i forvaltningen – beslutningen er ikke truffet.” 

Men Thomas Gyldal Petersen sidder både som politisk chef for forvaltning og som leder af et politisk flertal, så snakken om, hvorvidt borgmesteren allerede havde lovet entreprenøren noget, kunne hurtigt få ben at gå på. Og der er blevet snakket om sagen hos Dansk Folkeparti i kommunen. 

Herlevs svar på Trump
Sagen om rådhuset er lige nøjagtigt det, der understreger problemet med Herlev, som har udviklet sig til et demokratisk diktatur, styret af socialdemokrater og vennetjenester. 

Det mener Herlevs svar på Donald Trump, 58-årige Kim Kristensen, Dansk Folkepartis spidskandidat til kommunalvalget. 

 

Herlevs fodboldhold varmer op.
Kim Kristensen, spidskandidat for Dansk Folkeparti i Herlev (Foto: Katja Holm)

Selvom øgenavnet Herlevs Donald Trump er noget, folk bruger til at drille Kim Kristensen med, så tager han ikke afstand fra baggrunden for navnet.

”Folk synes, at jeg er lidt skarp i kanten, og det er jeg langt hen ad vejen ligeglad med,” siger Kim Kristensen.

Kim Kristensen er ny spidskandidat i Dansk Folkeparti til kommunalvalget efter et internt opgør i partiet om, hvor meget man skal samarbejde med Socialdemokratiet i kommunen.

Og ligesom den originale amerikanske udgave af Donald Trump, omgiver Kim Kristensen sig med familie i sit professionelle virke.

Han driver en virksomhed i den nordlige del af Herlev, som udfører iPad- og iPhone-reparationer, sammen med sin søn, kone og kridhvide hund, som flintrer omring på kontoret.

Kim Kristensen understøtter borgmesterens historie om Herlev som fællesskabernes by. Men det er ikke kun af det gode. 

”Herlevborgerne kender hinanden – alle ved alt om alle, men hvis man ikke er født og opvokset her, så er man ikke af deres,” siger Kim Kristensen. 

Kim Kristensen er tilflytter. Han er oprindelig fra Frederiksberg og har ”kun” boet i byen i 30 år.

”Jeg er ikke født og opvokset her, jeg har ikke venskaber og kammerateri, jeg skal pleje. Jeg er her for at lave politik.”

Dansk Folkepartis spidskandidat har ambitioner, og det handler om at opstille et alternativ til Socialdemokratiet, som i hans øjne er blevet for magtfuldt og mangler et alternativ.

”Vi andre bliver ikke inddraget, og så kan man få et ben og en udvalgsformandspost hist og her, men det er dem, Socialdemokraterne, der sidder på det hele.”

Og magtfuldkommenheden hos Socialdemokratiet i kommunalbestyrelsen hænger sammen med, at partiet er massivt repræsenteret i hele foreningslivet.

”Alt hvad der hedder foreningsliv, alt hvad der hedder boligselskaber og så videre, der sidder der en socialdemokrat ved bordenden.”

Den socialdemokratiske dominans i foreningslivet betyder, ifølge DF-kandidaten, ”at en lille del af borgernes ønsker bliver til store ønsker inde på bordet.”

Og det er derfor, at ting går igennem.

Fordi ”der sidder nogen ude i foreningslivet og trækker i trådene,” siger spidskandidaten for Dansk Folkeparti i Herlev.

Misæren om kunststofbanen
På Herlev Stadion følger tidligere borgmester Kjeld Hansen med i opgøret mod Taastrup. Der står stadig 0-0, men drømmen om at vende tilbage til 2. division, som klubben måtte rykke ned fra, lever endnu.

Divisionsdrømmene i foreningen har blandt andet betydet, at stadion har gennemgået en kommunalt støttet opgraderingen af faciliteterne lige fra tribune til lys og bane.

Herlevs fodboldhold varmer op.
Kunststofbanen på Herlev stadion blev genstand for konflikt, da kommunen foreslog at jævne stadions atletikfaciliteter med jorden i forbindelse med anlægget af den nye bane og tribune. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Aftenens kamp foregår på boldklubbens nye kunststofbane, og den opgradering var lige ved at koste atletikforeninger livet, der indtil fornyligt løb, kastede og sprang på atletikfaciliteterne rundt om banen.

Atletikklubberne fik sig nemlig en ubehagelig overraskelse tidligt i januar 2015. Da besluttede Herlev Kommunes Kultur- og fritidsudvalg at bevilge midler til en ny kunststofbane og nye tribuner på Herlev Stadion uden at bevilge en krone til de omkringliggende atletikfaciliteter.

I stedet blev det, i den orientering som atletikforeningerne fik i kommunens idrætsforum, udlagt som: 

”Der er p.t. ikke midler til renovering af løbebanerne på stadion, og de står foran en lukning på grund af deres dårlige stand.” 

Det startede en konflikt imellem atletikmiljøet og fodboldklubben. 

”Historien havde nok været anderledes, såfremt nogle af de involverede enten selv dyrkede eller havde børn, ægtefæller med mere, som dyrkede motion i en af de klubber, som anvender faciliteterne,” skiver en af støtterne til Herlev Atletik på Facebookgruppen, Kim Lillehammer.  

Under divisionsklare lysmaster
Selv på en solrig sensommeraften bliver den nye bane oplyst af de funklende nye lysmaster, som er et krav for at spille divisionsfodbold.

Herlevs tidligere borgmester og nuværende fodboldklubformand Kjeld Hansen ser de unge mænd løbe den korte vej ned fra omklædningsrummet i klubhuset til kunststofbanen efter halvlegen.

Og selvom det er tydeligt, at Kjeld Hansen brænder for fodbolden og har ambitioner på holdets vegne, så afviser han spekulationer om, at det var ham, der trak i trådene, da atletikklubben blev glemt i projektet med den nye bane.

”Der er nogen, der sidder og mener, at alt hvad de ikke er med i, det er sammensværgelser. Men jeg har ikke trukket i nogen tråde,” siger Kjeld Hansen.

Men den tidligere borgmester afviser dog ikke, at hans position som tidligere borgmester kan give vægt. 

”Jeg har præsenteret et synspunkt på vegne af den her fodboldklub. Og så kan det da godt være, at det synspunkt står lidt stærkere og er lidt mere interessant for nogen, fordi jeg præsenterer det. Men trække i tråde, sådan at det bliver odiøst eller noget, det har jeg ikke,” siger den tidligere borgmester. 

Den nye tribune, hvor et par hundrede mennesker følger med i kampen, er ikke bygget klods op og ned af fodboldbanen. Der er noget imellem – et kompromis, som holder tilskuerne til kampen på lidt længere afstand til begivenhederne inde på banen, end hvad det ville være optimalt, hvis man kun havde tænkt på fodboldens interesser. 

”Hvis der er nogen, der har sørget for noget, så er det mig, der har sørget for, at atletikklubben ikke skulle flytte," siger Kjeld Hansen og understreger, at han forsøger at blande sig uden om politik, efter at han har trukket sig tilbage fra kommunalpolitik.  

”Så kan du sige, at der benyttede jeg mig for en gangs skyld af min autoritet i byen til at sige: Det kan I godt glemme det pis,” siger den tidligere borgmester og kigger ud mod begivenhederne på banen. 

Og rundt om den grønne fodboldbane snor sig et blåt bånd af kunststof, som bare lige mangler de hvide streger, før den igen kan lægge underlag til atletikklubbens fødder.

Så må de springe og kaste spyd og diskos et andet sted.

Sejren går til Herlev
Der er scoret, Herlev vinder 1-0 på stadion, og byens tidligere borgmester Kjeld Hansen kigger til, imens Herlev hiver sig et skridt nærmere divisionsfodbolden.

Herlevs fodboldhold varmer op.
Herlevs førstehold klæder om. Herlev IF kæmper for at vende tilbage til divisionsfordbolden og har med sejren over Taastrup taget et skridt imod at vende tilbage til 2. division. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Når man spørger folk i Herlev, tyder alt også på, at kommunalvalgssejren går til Socialdemokratiet igen i år.

Folk i Herlev er tilfredse. De har vænnet sig til kommunens pensionistskovtur med underholdning, at der bygges haller og skøjtebaner, og at skatten ikke stiger. Det er derfor, de bliver ved med at stemme på Socialdemokratiet, forklarer både de tilfredse og utilfredse.  

Og på trods af aftenens gode fodboldresultat er det langt mere sandsynligt, at borgmesterkæden og det absolutte flertal forbliver hos Socialdemokratiet i kommunen, end at divisionsdrømmene for den tidligere borgmester går i opfyldelse. 

For i Herlev handler det om fællesskabet og bredden, ikke om toppen og eliten.

Forrige artikel Lokaljournalisternes bud: Her får midtjyske borgmestre kamp til stregen Lokaljournalisternes bud: Her får midtjyske borgmestre kamp til stregen Næste artikel Freddy Blak dømt for læk i Atea-sag Freddy Blak dømt for læk i Atea-sag