FOA forlader OAO i protest
KORT NYT: FOA har besluttet at melde sig ud af Offentligt Ansattes Organisation, OAO, fra årsskiftet. Det sker i protest mod sidste uges aftale om modernisering af den offentlige sektor.
Det besluttede et flertal i FOA's hovedbestyrelse tirsdag ved et ekstraordinært møde om sidste uges minitrepartsaftale om modernisering af den offentlige sektor. Aftalen blev indgået mellem regeringen, kommunerne, regionerne, OAO, FTF og AC.
Det fremgår dog af en pressemeddelelse fra FOA, at man holder en dør åben for et fortsat medlemskab af OAO, "såfremt LO-organisationerne på det offentlige arbejdsmarked i fællesskab i løbet af det næste halve år kan diskutere sig frem til et fremtidigt bæredygtigt grundlag for OAO".