Facebook er et demokratisk fremskridt

DEBAT: I Kolding Kommune har man haft succes med brugen af sociale medier. Ifølge kommunikationschef Lars Svoger har mange, der ikke tidligere deltog i den offentlige debat, fået en stemme gennem Facebook.

Lars Svoger
Kommunikationschef, Kolding Kommune 

Så længe du kan scrolle i det uendelige på en hjemmeside, og der er nok 3G i luften, er der ingen grænser for, hvad borgerne i Kolding har lyst at spørge om, debattere – ja endda kritisere på kommunens Facebook-væg.

Mange, vi aldrig før har hørt fra, stemmer nu pludselig om kommunens brand eller kommer med ideer til, hvor et badeanlæg skal placeres.

Det bliver ofte sagt kritisk, at Facebook er hurtigt. Men det kan også vendes om, og så kan det hurtige næsten kaldes et demokratisk fremskridt.

Det er jo ikke sådan, at du altid har noget på hjerte, når du står i Føtex lige bag udvalgsformanden. Det er vel mere ideelt at kunne aflevere sit budskab, når behovet er der.

Hvis vi tager demokrati alvorligt, skal vi respektere, at det er hurtigt, men dermed også nemt, for borgerne at give deres mening til kende.

Det betyder ikke, at det er flest likes, der skal afgøre åbningstiderne i en børnehave. Ligesom det heller ikke erstatter den personlige og direkte kontakt til politikerne.

Sociale medier hjælper debatten
Men sociale medier giver os en større kontaktflade, ideer og kommentarer samt uopfordrede inputs fra borgerne.

Kolding Kommune var en af de første kommuner på Facebook og Twitter. Vi kan i dag se, at debatten er død på hjemmesiden, mens den er vokset eksplosivt på sociale medier.

Så lysten til demokrati er der, vi skal blot finde kanalerne. Vi kan mærke, at det ofte er borgere, vi ikke tidligere har hørt fra.

Når vi så ved, at 84 procent aldrig har skrevet læserbreve eller deltaget i andre debatfora, giver de nye ideer og tanker.

I begyndelsen, for fire år siden, havde vi udelukkende fokus på serviceinformation: ”Hvis du leder efter en handicapplads, så har kommunen et oversigtskort med vejledning.” 

Selv om vi stadig har serviceinfo, fyldes vores væg oftere med info eller spørgsmål fra borgerne end fra os selv.

I dag er vi væsentligt mere personlige i både tonen og emnerne, hvilket vi kan se, at vores brugere er glade for. Vores statistik viser, at tilbøjeligheden til at klikke ind på en nyhed er større på Facebook end på kolding.dk.

Borgerne debatterer med hinanden
Jo ældre vi bliver på Facebook, jo mere får vores side sit eget liv. Der er de helt elementære gevinster, at vores svar rammer flere, der kan sidde med samme spørgsmål.

Men vi oplever også, at flere af vores borgere selv svarer andre, fx om børnepasning, vedligeholdelse af veje osv.

Vi ser jævnligt, at borgerne begynder at debattere med hinanden, uden vi behøver at blande os. Det er ikke mediet, der er afgørende i vores kontakt med borgerne.

Vores udgangspunkt er, at borgerne, virksomheder og kommunens ansatte vælger den kanal, der med færrest mulige ressourcer giver god borgerbetjening.

Så vi er der, hvor borgerne er, og guider dem til de digitale selvbetjeningsløsninger.

Hvis borgerne skrotter Facebook om fem år, så drosler vi ned. Men så længe borgerne har lyst, er det et perfekt sted for nye og uopfordrede ideer.

Forrige artikel Det handler om mere end et kryds Det handler om mere end et kryds Næste artikel Sverige og Finland vælger anden dagpengevej end Danmark Sverige og Finland vælger anden dagpengevej end Danmark