Ekspert og aktører enige: Udvalg leverer en tynd kop te

SAMMENHÆNG: Regeringens udvalg for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen leverer alt for luftige anbefalinger, kritiserer læger, patienter og KORA-ekspert. Sundhedsmisteren kriserer deltagerne i udvalget. (OPDATERET) 

Opgaven er ikke løst. Sådan lyder, groft sagt, de hårde vurderinger fra Lægeforeningen, Danske Patienter og KORA-professor Jakob Kjellberg om de anbefalinger, som regeringens udvalg for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen har leveret.

Udvalget, der fik forlænget sin arbejdstid med flere måneder, er præget af mange hensigtserklæringer, vurderer Jakob Kjellberg.

”Udvalget leverer da nogle forslag, der kan løse problemer i forskellige hjørner af sundhedsvæsenet. Men i forhold til den annoncerede opgave med at løse flere helt store udfordringer er anbefalingerne en ualmindelig tynd kop te,” siger Jakob Kjellberg.

Han henviser til, at udvalget skulle komme med anbefalinger, der skulle sikre, at flere patienter kan behandles uden for sygehusene. Samtidig skulle udvalget levere forslag, der giver patienterne en bedre oplevelse af sammenhæng på vejen mellem sygehuse, almen praksis og kommunernes sundhedstilbud.

”Man kan højst betegne anbefalingerne for en plan for, hvordan man egentlig kunne lave en plan, der løser disse udfordringer,” siger Jakob Kjellberg.

Løhdes plan 
Det var daværende sundhedsminister Sophie Løhde, der lovede en ”en samlet plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen” og nedsatte udvalget, der fik samme navn.  

Udvalget fik til opgave at sikre anbefalinger til planen, der samtidig skulle sikre, at de stadig flere patienter i højere grad skal behandles uden for sygehusene, der oftest er tættere på borgerne og billigere end sygehusene.

Jakob Kjellberg peger på, at udvalget på centrale områder har været på en umulig opgave. Målet, om at flere patienter behandles uden for sygehusene hos speciallægerne, løses primært via nye overenskomster. Og det er mellem det offentlige på den ene side og så PLO og de andre praktiserende speciallæger på den anden.

I forhold til anbefalingerne om bedre og tættere samarbejde mellem kommuner og regioner er man også kun på det niveau, hvor man rettere kan tale om planen for den egentlige plan, mener Jakob Kjellberg.

Udvalget taler om mere brug af fælles finansiering mellem kommuner og regioner på en række områder. Jakob Kjellberg mener ligesom Danske Patienter, at dette tiltag er et af de centrale i forhold til at sikre bedre sammenhæng i sundhedsvæsnet.

”Men problemet er, at udvalget ikke udstikker en plan for, hvordan det bliver implementeret. I stedet foreslås det blot, at der kan laves forsøg med det enkelte steder. På samme måde er der mange anbefalinger, hvor enten Danske Regioner eller Sundhedsstyrelsen skal arbejde videre med en anbefaling,” siger Jakob Kjellberg, der også peger på, at det er et overenskomstspørgsmål, hvis de alment praktiserende læger skal inddrages i dette spørgsmål. 

Læger: Tågede formuleringer
Lægeforeningen ser ikke udvalgets anbefalinger som solide byggelementer, regeringen kan bruge til at konstruere en samlet plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

”Rapporten bærer tydeligt præg af, at man om bordet ikke har kunnet blive enige om at foreslå tiltag, som er konkrete nok til, at de faktisk kan føres ud i livet. Der er for mange tågede formuleringer og hensigtserklæringer,” siger formand i Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing. 

Danske Patienter ser også positive elementer i anbefalinger, men mener også, anbefalingerne er for ukonkrete.

”Vi håber på, at sundhedsministeren vil omsætte anbefalingerne til ambitiøse planer – for eksempel ved at udpege helt specifikke områder, hvor man skal have fælles økonomi og fælles ledelse. Det kunne være inden for akutområdet eller psykiatrien, hvor både regioner, kommuner, almen praksis og speciallæger er en del af forløbet,” siger Camilla Hersom.

En stribe andre aktører har også reageret på udvalgets anbefalinger. Se dem i faktaboksen. Og se nederst i artiklen.

Jakob Kjellberg peger på, at de vage anbefalinger betyder, at det er regeringen, som skal tage en stribe store og for nogle upopulære beslutninger. I hvert fald, hvis målet stadig er at lave en egentlig plan for et sundhedsvæsen, som både er omkostningseffektivt og sammenhængende tættest muligt på borgerne.

”Der venter et kæmpe opfølgningsarbejde for sundhedsministeren og regeringen,” siger Jakob Kjellberg.

Minister er også skuffet
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby skriver i en mail til Altinget, at hun delvist er enige i krikken af udvalgets anbefalinger.

”Jeg havde gerne set, at udvalget var kommet meget længere med at finde løsninger på de store spørgsmål: Hvordan får vi kommuner og regioner til at arbejde mere sammen om at skabe sammenhæng i sundhed, og hvordan få vi behandling og rehabilitering tættere på borgerne. Den opgave er ikke løst – selvom der er også gode konkrete anbefalinger imellem,” skriver ministeren.

Hun understreger dog, at regeringen som lovet vil udarbejde en plan for det nære sundhedsvæsen.

”Til efteråret kommer jeg og regeringen med en plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Her vil vi bygge videre på udvalgets anbefalinger, men tilfører også yderligere initiativer,” skriver Ellen Trane Nørby.

Ud over embedsmænd fra Finans, Indenrigs- og Sundhedsministeriet var KL og Danske Regioner også repræsenteret i udvalget. Samtidig har en række sundhedsorganisationer kunnet komme med input til udvalget.

Trane: De nytter ikke – når de ikke bider til bolle
Men de vage anbefalinger betyder, at sundhedsministeren nu vil genoverveje, hvordan man fremadrettet inddrager sundhedsaktørerne, når der skal findes svar og løsninger på sundhedsvæsenets store problemer.   

”Det stiller spørgsmålstegn ved arbejdsformen, hvor parterne skal spille ind. Det nytter jo ikke noget, når de ikke rigtigt vil bide til bolle. Vi står over for nogle store sundhedsmæssige udfordringer, hvor vi bliver ældre og kommer til at lide af flere sygdomme, og der skal vi ganske enkelt finde nogle holdbare løsninger,” skriver Ellen Trane Nørby.

Forrige artikel Her er de 20 anbefalinger til et mere sammenhængende sundhedsvæsen Her er de 20 anbefalinger til et mere sammenhængende sundhedsvæsen Næste artikel KL undsiger centrale anbefalinger for det nære sundhedsvæsen KL undsiger centrale anbefalinger for det nære sundhedsvæsen