Nu kommer ekspertenes bud på en sundhedsreform: Her er fem ting, du skal holde øje med

På et utal af scener og konferencer har Sundhedsstrukturkommissionens formand, Jesper Fisker, svaret det samme det seneste år: "I må vente til vi fremlægger rapporten".

Men tirsdag kan han ikke bare løfte lidt af sløret, men offentliggøre hele den mere end 600 siders lange rapport, som Sundhedsstrukturkommissionens samlede værk efter sigende skulle fylde.

Og hele det sundhedspolitiske Danmark vil følge nøje med.

Der hersker nemlig en bred enighed om, at hvis man ikke ændrer på strukturen af vores sundhedsvæsen, så risikerer det at bryde sammen, når demange flere multisyge ældre og kronikere i løbet af få år går fra at være en prognose til virkelighed.

Og det kan bryde sammen på to måder.

For det første risikerer landet at knække over i sundhedsmæssig ulighed. De er flest ældre og syge i de dele af landet, hvor færrest læger søger hen. 

For det andet risikerer sygehusene at bukke under af for mange indlæggelser, hvis ikke man formår at omstille sundhedsvæsenet, så langt flere opgaver håndteres uden for hospitalet - hos den praktiserende læge, i hjemmet eller hos kommunen.

Regeringen gav i marts sidste år kommissionen en omfattende opgave, og et detaljeret kommissorium: Fremlæg forskellige modeller for, hvordan vi indretter sundhedsvæsenet, så vi undgår, at dystopien bliver til virkelighed.

På Altinget er der fem ting, vi holder særligt øje med, når kommissionen offentliggør deres rapport.

Fem, flere eller færre regioner?

Måske har du hørt en del fagfolk og aktører sige, at hele spørgsmålet om regionernes eksistens jo bare er én af mange ting, som regeringen har bedt kommissionen forholde sig til – og i virkeligheden ikke så væsentligt.

Alligevel vil det nok være netop de sider i pdf’en, de fleste vil bladre frem til som det første. Hvad ser kommissionen af fordele og ulemper ved at droppe de fem folkevalgte regionråd i spidsen af sygehusvæsenet? Eller hvad med tre regioner i stedet for fem?

Og har de også leget med tanken om endnu flere regioner end i dag, hvis nu de får ansvaret for kommunernes sundhedsopgaver også? 

Regionernes fremtid har fra regeringens begyndelse være én stor uafklaret uenighed – men ikke meget længere, for inden september er de nødt til at blive enige. 

Hvem kan finde de bedste argumenter i kommissionsrapporten til at overbevise regeringskollegaerne?

{{toplink}}

Hvem får ansvaret uden for sygehuset?

Hvordan fikser man bedst de huller i sundhedsvæsenet, som mange borgere i dag falder i, når de bevæger sig mellem sygehuset, den praktiserende læge og kommunen? Det har været en nøgleopgave for kommissionen at finde løsninger på. Og bag udtryk som bedre “sammenhæng”, tydeligere “patientansvar” og mindre “økonomisk kassetænkning” ligger der et stort drama gemt.

For er det i virkeligheden smartere, hvis dem der driver sygehusene bare overtager kommunernes sundhedsopgaver, så der ikke er usikkerhed om ansvaret og økonomien?  
 
Eller forholder det sig lige omvendt, at det er kommunerne som bør få mere at skulle have sagt, hvis det nære sundhedsvæsen skal styrkes?  

Tre af kommissionsmedlemmerne har allerede italesat, at ansvaret for patienten skal være entydigt. Formand Jesper Fisker kalder det kædeansvar, den tidligere Mærsk-chef Søren Skou kalder det end-to-end-ansvar og sundhedsøkonom Jakob Kjellberg har toppet det med at lancere begrebet vertikal integration.  

Men hvordan kan det konkret se ud? Det bliver det store spørgsmål.

{{toplink}}

Hvem vil helst betale?

"Økonomiske incitamenter" er ikke noget sindsoprivende udtryk, men det gemmer på et væsentligt spørgsmål, når man skal indrette et effektivt sundhedsvæsen.

Jesper Fisker har selv kaldt det for “ødelæggende”, hvis de økonomiske incitamenter vender forkert. Og det gør de for ofte i dag, lyder analysen.

Når kommunen bruger penge på at forebygge hospitalsindlæggelser, er det regionen, som høster besparelsen. Og når regionen betaler de praktiserende læger for at udskrive dosispakket medicin, er det kun den kommunale sygeplejerske der sparer tid i den anden ende. Og sådanne eksempler er der mange af. 

Men kan man overhovedet lave model eller system, hvor patientens og budgettets interesser altid går hånd i hånd? Ingen steder i verden ser man ud til at have knækket koden, så der venter Jesper Fisker og co. en nobelpris i sundhedsøkonomi (hvis den findes), hvis det lykkes at fremlægge en model, der fungerer i den virkelige verden.  

På et lidt lavere ambitionsniveau bliver det interessant at se, hvilken model kommissionen vurderer er mindst uperfekt, og giver mest sundhed for pengene.

{{toplink}}

Vil alle få deres egen læge?

Langt over 150.000 mennesker arbejder med sundhed i det offentligt finansierede sundhedsvæsen - men en lille gruppe på 3.400 selvstændigt erhvervsdrivende kommer til at spille en afgørende rolle i den kommende reform. De praktiserende læger.

Kommissionsmedlem og sundhedsøkonom Jakob Kjellberg har flere gange slået fast, at en succesfuld reform er udelukket, hvis det er uden markante ændringer af almen praksis.

Kommissionen skal komme med løsninger på to hovedproblemer:

1. Hvordan man kan få lægerne jævnt fordelt ud over Danmarkskortet?

2. Hvordan får man bedre indsigt og styring med, hvad de private – men 100 procent offentligt finansierede alment praktiserende læger - foretager sig? 

PLO’s de facto monopol og politiske slagkraft i en eventuel konflikt gør det interessant at se, hvor store ændringer og forslag om stærkere styring, kommissionen tør foreslå. 

Skal det fortsat være Danske Regioner, der forhandler med de praktiserende læger, og så de fem regioner, der fordeler ydernumrene rundt hver for sig? KL vil gerne overtage som arbejdsgiver for almen praksis, og Moderaterne foreslår at fordele ydernumre nationalt.

Hvordan forholder kommissionen sig til det?

{{toplink}}

Hvordan får sjællænderne et bedre sundhedsvæsen?

Hvis man i Region Sjælland havde ligeså mange læger som i Hovedstaden, og havde borgere været lige så raske som landsgennemsnittet, var det ikke sikkert, at der overhovedet havde været momentum for en sundhedsreform.

Men Region Sjællands problemer er massive.

Og nok kan man fjerne regionen på papiret, kalde det for et amt eller en klynge, og erstatte regionspolitikerne med embedsfolk eller professionelle bestyrelsesmedlemmer - men borgerne vil stadig have et dårligere sundhedsvæsen end resten af landet, hvis ikke kommissionen og sidenhen Christiansborg finder en måde at sikre at flere af landets læger kan lokkes (eller tvinges) til området. 

Tror man fortsat at regionerne er de bedste til at løse den opgave, og vil man foreslå andre måder at sikre almen lægehjælp end den klassiske selvstændige praktiserende læge?

{{toplink}}

wind@altinget.dk, ole@altinget.dk