Ellemann skal til landsmøde som dansk politiks mest pressede leder

Man forstår ikke, hvordan et politisk nederlag for alvor føles, medmindre man selv er politisk engageret.

Det stod jeg og tænkte på valgnatten, mens Ellemann banede sig vej op til Venstres valgfest på Christiansborg. Eller fest og fest. Det var netop ikke festligt.  Folk var ægte kede af det, og jeg forstod det ikke.

Ville de hellere i regering med de fem borgerlige partier og Løkke? Altså, VLAK+ igen?

Det var jo en rendyrket katastrofe, og de blå fik så mange valgtæsk bagefter, at det halve havde været nok.

Og Venstre er faldet fra at være et stort parti til at være et mellemstort et af slagsen med blot 13,3 procent af stemmerne bag sig. Hvem vil i regering på den præmis?

Hvis valget har en tale, så var vælgernes besked til Venstre, at partiet befinder sig på et nulpunkt. Går det mere tilbage, er Venstre simpelthen et andet slags parti, end man forestiller sig efter 30 år som det ledende borgerlige parti.

Jeg tænkte: Hvorfor ser I det ikke som rock bottom, det her. Som Stunde Null. Som en mulighed for at tænke nyt. Er der nogen anden vej, egentlig?

Men som Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, sagde i den #dkpol-podcast, vi lavede lige efter valget, er det måske også for meget forlangt. Folk skal lige have lov at føle nederlaget. Og Venstre havde tabt – tabt næsten halvdelen af sine mandater, tabt magtkampen til rivaler i Socialdemokratiet. Tabt kampen om regeringsmagten.

Ja, okay. Det er rigtigt. Det skulle de da.

Nu undrer jeg mig i stedet over, om Venstre egentlig føler nederlaget eller allerede er videre. {{toplink}}

For lige nu handler alt om mulig regeringsdeltagelse, såvel uden for Venstre som i Venstre. Nederlaget og katastrofen er ligesom efterladt i fortiden. Og nu skal partiet og formand Jakob Ellemann-Jensen til landsmøde, mens presset stiger på både parti og formand for at finde ud af, om man egentlig – virkelig – vil gå i regering med et bomstærkt Socialdemokrati. Om det er det, der er vejen tilbage.

Det er ikke bare et taktisk spørgsmål, ja det er ikke engang et strategisk spørgsmål.

Det handler om partiets identitet, og om hvorvidt der stadig findes et borgerligt Danmark.

Hvorfor klappede Venstrefolkene?

Der skete noget andet bemærkelsesværdigt til Venstres gravøls-valgfest. Da han skulle forklare nederlaget, nævnte Jakob Ellemann-Jensen Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne og Løkke Rasmussens Moderaterne. De havde taget stemmerne.

”Sammen ville det, man kunne kalde ”det forenede Venstre”, få omkring 30 procent af stemmerne,” sagde han.

Det var vist lidt ment i spøg. Men her høstede han et af sine største bifald fra venstrefolkene i salen.

Det kunne jeg heller ikke forstå. Hvorfor klapper de af det?

For det er jo der, problemet ligger. Venstre er ikke længere et parti, der evner at skabe en stærk indre koalition mellem forskellige måder at være Venstremand på. Den bue, som Anders Fogh Rasmussen spændte ud fra den konservative del til den velfærdsteknokratiske del af Venstre, er knækket, og delene er blevet rivaler, der bevæger sig væk fra og formulerer sig selv op imod hinanden. Og moderpartiet står tilbage uden mål og med.

Hvorfor klapper de af selve kernen i deres nederlag?

Det talte jeg også med Jakob Nielsen om. Hans svar var, at de klappede, fordi håbet om at blive et bredt favnende, stort, borgerligt folkeparti stadig lever i venstrefolkenes hjerter.

Det er nok også rigtigt, og det hører man også, når man taler til baggrund med kilder i Venstre. Det fælles mål er stadig at gøre Mette Frederiksens ord på valgnatten om, at S er det eneste folkeparti i dansk politik, til skamme. I hvert fald at over nå op over 20 procent af stemmerne næste gang, der er valg.

Spørgsmålet i Venstre er så nu, om regeringsdeltagelse er vejen til det mål. Eller det endegyldige farvel til det mål.

Og til syvende og sidst er den, der skal svare på det spørgsmål, Jakob Ellemann-Jensen.

Venstre førte en katastrofal valgkamp

Han havde egentlig en god valgkamp. Altså, hvis man altså gør hans og partiets udgangspunktet til sit kriterium.

Fra det øjeblik, Søren Pape Poulsen udnævnte sig selv til statsministerkandidat og gik i offensiven med en skatteplan, der ville fjerne topskatten, var Ellemann tredje hjul på en politisk date.

Fra da af blev Pape Poulsen Socialdemokratiets hovedmodstander, og Ellemann skulle kæmpe for at gøre sig relevant som samtalepartner i den debat, der foregår mellem potentielle statsministerkandidater.

Den del lykkedes, hvilket valgresultatet også viser; Venstre blev næsten tre gange så stort som De Konservative.

Men Venstre førte som parti en virkelig dårlig valgkamp. På vælgernes top tre over vigtige emner var: sundhed, klima og økonomi.

Økonomi blev af grunde, jeg har analyseret her og her, aldrig den borgerlige game changer, de havde håbet på. Klima er Venstre og de borgerlige notorisk bagud på; vælgerne tror simpelthen ikke på, at det grønne hviler trygt i deres hænder. Sundhed var, som Altinget har skrevet om, Socialdemokratiets akilleshæl, men det fik Venstre aldrig gjort centralt i deres kampagne.

Og det falder selvfølgelig også tilbage på Ellemann-Jensen. Han burde have investeret langt – langt – mere tid i sundhedsemnet, end han gjorde. Ikke bare med henblik på valgkampen, men i det hele taget siden 2019.

Det eneste, Venstre havde tilbage, var en negativ kampagne rettet mod Mette Frederiksen. Den tabte man med et brag.

Venstres krise er liberalismens krise

Men der er også en anden pointe med vælgernes dagsorden. Alle tre emner handler om bekymring. Bekymring for om man – eller ens pårørende – kan få den behandling, de forventer. Bekymringer om der er en planet med rimelige betingelse for et menneskeligt liv for ens børn og børnene. Bekymring om, hvorvidt lønchecken kan række til at betale regningerne.
 
Ingen af delene formåede Venstre at sætte sig på og politisere tilstrækkeligt til egen fordel. 

Men problemet er også den fælles stemning, der præger de tre emner, nemlig bekymringen for fremtiden.

Billedligt talt føler vælgerne, at der er ild i naboens hus, og de er bekymrede over, om ilden også får fat i deres eget. Ind ad døren kommer Mette Frederiksen med en spand vand (via sloganet ”Trygt gennem usikre tider)”, og det kan godt være, at en spand vand ikke er nok, men i det mindste anerkender og solidariserer hun sig med vælgernes sindstilstand.

Ellemann? Han kom med ”Mere frihed. Flere muligheder.”

For at blive i billedet kommer han ind ad den samme dør som Mette Frederiksen og foreslår, at man kunne tage ud og rejse. Og det vil de fleste af os jo også gerne, men ikke når en ildebrand truer med at få fat i ens hus. Vælgerne var bekymrede for fremtiden – den akutte, den nære og den lange fremtid – og her virker ’rejseforslag’ som helt udenfor skiven. Malplaceret med andre ord.

En stemmeprocent på 13,3 viser, hvor langt fra den brede befolkning Venstre egentlig er.

Og for nu at løfte det fra niveauet med de hurtige slogans og de forgrovede allegorier: Det er Venstres liberalisme – med sin kamp for mere frihed og flere muligheder – der ikke længere virker appellerende.

Venstres krise hænger sammen med liberalismens krise med andre ord. I hvert fald for så vidt som liberale i det hele taget har svært ved at acceptere og forankre sig i vælgernes bekymrede verdensanskuelse.

For liberale går det hele altid fremad, fordi vi har haft en eksponentiel BNP-vækst på 2 procent i snit om året siden dampmaskinens opfindelse, og fordi teknologien også er mere raffineret i dag end i går.  Mere frihed, flere muligheder. Så hvorfor bekymre sig?

Når det definerer ens liberalisme, får man åbenlyst svært ved at give borgerligt-liberale svar på bekymringerne. Altså et svar, der inkluderer, hvad man egentlig vil med staten og samfundet.

Venstre tabte tryghedsvalget

Hvor svært Jakob Ellemann-Jensen har det med den debat, udstillede han selv til fulde på det første af de to fælles pressemøder, som Venstre afholdt sammen med alle de andre partier i blå blok under valgkampen.

Her havnede han i problemer på spørgsmålet om borgernes ret til at afvise muslimske sosu’er og hjemmehjælpere. Det svarede Ellemann ja til, kun for en time senere at blive korrekset af pressetjenesten. Det kan man ikke.

Det afslørede også, hvor svært Venstres formand har det med den værdikamp, Venstre voksede sig stort på dengang for mere 20 år siden da Anders Fogh Rasmussen stod i spidsen for Venstre. Altså, netop det forenede Venstre han refererede til i sin tabertale på valgnatten.

Hvad fortidens storhed egentlig bestod i, har Venstrefolk – sjovt og sigende nok – selv ret svært ved at svare på. Nogle mener, at det var udlændingepolitikken. Nogle at det var Claus Hjort-doktrinen. Atter andre at det var skattestoppet.

Det var det hele, og det var intet af det.

Hjort-doktrinen handlede om aldrig nogensinde at tabe til Socialdemokratiet på velfærd igen. Det vil sige, at det handlede om at gøre vælgerne trygge ved at give Venstre regeringsmagten.

Skattestoppet var en sutteklud til det borgerlige Danmarks krav om en mindre skattebetaling.

Og udlændingepolitikken handlede ikke bare om tilstrømning fra Mellemøsten eller om integration. Det handlede om at svare på den utryghed, en globaliseret verden skaber hos vælgerne.

Og værdikampen handlede i det hele taget om at genoprette en orden, mange vælgere følte var skredet. I skolen, i retssamfundet, i kulturen – i samfundet som sådan.

Fogh vandt tryghedsvalget i 2001 med sin store koalition. Og Venstre tabte tryghedsvalget i 2022.

Forskellen ligger i, om partiet og formanden grundlæggende anerkender, at vælgernes politiske grundstemning i dag er bekymring.

Ellemann er dansk politiks mest pressede leder

Her er pointen, faldgruben, og problemet for Venstre. Siden 2011, da Venstre mistede grebet om tryghedspolitikken første gang, har partiet enten fået gode valg eller regeringsmagt.

I 2011 fik Venstre hele 26,7 procent, men tabte regeringsmagten. I 2015 fik man 19,5 procent i det, der dengang blev betragtet som et katastrofevalg, men erobrede regeringsmagten. Og i 2019 fik man gode, hæderlige 23,4 procent, men Mette Frederiksen blev statsminister.

Går Venstre i regering nu, vil man på en måde fortsætte den tradition.  Vælgerne gav én en begmand, men man fik (del i) magten.

Men hvis det er logikken, betyder det også, at Venstre ikke igen, som i 2001, 2005 og 2007 kan få gode valg og erobre regeringsmagten.

Sagt på en anden måde: Om Jakob Ellemann-Jensen går i regering med Socialdemokratiet eller ej, så befinder Venstre sig i en gedigen politisk identitetskrise.

Det er derfor, jeg stadig synes, det er så mærkeligt, at Venstre-folkene udøste det største bifald over deres formand, da han talte om det ikke-eksisterende Forenede Venstre.

For mig var det lyden af et parti i fornægtelse. Et udslag af kognitiv dissonans. Man jubler ikke over sin egen tragedie.

Ultimativt er det Jakob Ellemann-Jensens lod at finde svaret på den identitetskrise.

Fra nu af kan han ikke henvise til den storm og turbulens, hans parti har været ude i. Fra nu af kan han ikke forklare dårlige meningsmålinger, udebleven fremgang og pauvre valgresultater med Inger Støjbergs og Lars Løkke Rasmussens gøren og laden.

Fra nu af er Venstre hans parti. Ansvaret er kun hans.

At han allerede nu, så kort tid efter et valg, skal træffe så skelsættende, historisk og så risikofyldt en beslutning om, hvorvidt hans parti skal gå i regering med partiets store rival og ophæve en grundlæggende forskel i dansk politik, gør det bestemt ikke lettere. Tværtimod.

Jakob Ellemann-Jensen er dansk politisk mest pressede partileder.  

es@altinget.dk