De første kandidater er klar for SF i Albertslund

Socialistisk Folkeparti i Albertslund har afsløret navnene på de første fem kandidater, som partiet stiller med til kommunalvalget i november. Leif Pedersen er spidskandidat. 

Socialistisk Folkeparti i Albertslund har ved et medlemsmøde fået sat navn på de første fem kandidater, som partiet stiller med til kommunalvalget i november, skriver Albertslund Posten. Planen er, at der i løbet af efteråret skal findes flere kandidater.

Blandt de fem kandidater finder man partiets to nuværende medlemmer af Albertslund Kommunalbestyrelse, Leif Pedersen og Mehmet Kücükakin. Leif Pedersen er i øjeblikket formand for Miljø- og Byudvalget i kommunen, og han bliver partiets spidskandidat til valget. Mehmet Kücükakin er viceborgmester i kommunen og kommer til at stå som nummer to på partiets liste.

Ud over de to erfarne politikere stiller partiet også med Birgit Hauer, Vivi Nør Jacobsen og Bülent Filikci.

Forrige artikel Venstre sætter hold i Vejle Næste artikel Fhv. Venstre-borgmester forlader politik