Cepos: Snak om sparebudgetter er rent spin

DEBAT: Det er rent spin og dommedagsretorik, når kommuner og Socialdemokratiet taler om budgetter med besparelser på den lokale velfærd. Virkeligheden er, at der kommer flere penge, skriver Henrik Christoffersen fra Cepos.

Af Henrik Christoffersen
Forskningschef ved Cepos

Altinget bragte fredag i sidste uge en historie om, at seks ud af ti kommuner i det kommende år har valgt at foretage budgetnedskæringer på det, man kan kalde kernevelfærd, for eksempel børnehaver, folkeskoler og ældrepleje.

Det var resultatet af en rundspørge, og det havde – også ifølge Altinget – vakt røre og bekymring på Christiansborg.

Sagen er rent spin fra kommunernes side, og det udnyttes straks af Socialdemokratiet, repræsenteret ved kommunalordfører Magnus Heunicke, der kalder det ”en ekstremt alvorlig situation”.

Økonomiaftale med velfærdsløft
Men lad mig minde om, at så sent som i juni i år indgik Kommunernes Landsforening (KL), der har en socialdemokratisk formand (Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard), på alle kommuners vegne en aftale med regeringen om vilkårene for kommunernes økonomi i 2019.

Heri konkluderede parterne, at på baggrund af de fastlagte vilkår, så – og jeg citerer: ”er regeringen og KL enige om, at aftalen indebærer et løft, som sikrer gode muligheder for, at kommunerne i 2019 kan udvikle den kommunale service til gavn for borgerne.”

KL’s formand mente endda også - her i Altinget - at forhandlingerne især var faldet ud til kommunernes fordel.

Nu i forbindelse med budgetvedtagelsen skal kommunalpolitikerne så stå til ansvar over for deres egne borgere, idet de jo samtidig konkurrerer om at ville ønske flest mulige udgifter i kommunen.

Drop dommedagssnakken
Det holder åbenbart hårdt.

Når kommunalpolitikerne sidder i behørig afstand fra borgerne, kan de godt indse, at de får rigelig plads til serviceløft, men den politiske konkurrence hindrer dem bagefter i at stå ved den indsigt og forsvare deres prioriteringer og dispositioner.

Det gør det ikke bedre, at Socialdemokratiet straks ser en chance for at piske stemningen op med en dommedagsretorik.

Socialdemokratiet har ligesom resten af partierne i Folketinget accepteret den budgetaftale, der blev forhandlet på plads af KL, og som socialdemokraten Jacob Bundsgaard ifølge medierne tilbage i juni både glædede sig over og var tilfreds med. Men nu er der jo snart folketingsvalg.

Det er ikke kønt at se på.

Forrige artikel S om budgetlov: Udgiftsstyringen skal have et flerårigt fokus S om budgetlov: Udgiftsstyringen skal have et flerårigt fokus Næste artikel Københavns Ældreråd: Ældres rettigheder kræver fortsat kamp Københavns Ældreråd: Ældres rettigheder kræver fortsat kamp