Brian Mikkelsen: Udbudsloven gavner virksomhederne og det offentlige

DEBAT: Målet med udbudsloven var at sikre fleksibilitet og gøre det mindre omkostningsfuldt at gennemføre udbud. De første erfaringer viser, at det går den rigtige vej, skriver Brian Mikkelsen (K).

Af Brian Mikkelsen (K),
Erhvervsminister.

Det offentlige køber hvert år ind for godt 300 milliarder kroner. Det er mange penge, og de skal bruges rigtigt. Formålet med udbudsreglerne er at sikre, at skatteborgernes penge bruges rigtigt.

Den nye udbudslov sigter således mod at sikre fleksibilitet og gøre det nemmere og mindre omkostningsfuldt at gennemføre udbud. De første erfaringer med udbudsloven viser os, at det går den rigtige vej.

Virksomhederne kan nemmere konkurrere om offentlige opgaver
Det skal være nemt for virksomhederne at være med i konkurrencen, når det offentlige sender opgaver i udbud. Vi skal ikke spilde virksomhedernes tid og penge på unødigt bøvl og bureaukrati. Samtidigt får vi en mere effektiv konkurrence og bedre løsninger, når flere virksomheder vil være med. Det understøtter den nye udbudslov.

Et vigtigt tiltag er blandt andet, at det offentlige skal offentliggøre, hvordan de vil bedømme virksomhedernes tilbud. Det er blevet tydeligt at se, hvilke parametre der konkurreres på. Det kræver en ekstra indsats fra det offentlige, men det er min forhåbning, at det betaler sig i sidste ende, fordi konkurrencen bliver skærpet.

Et andet vigtigt tiltag i udbudsloven er et ”opdel eller forklar-princip”, der skal sætte fokus på små og mellemstore virksomheder. De mindre virksomheder udgør en stor del af det danske marked, og de skal også kunne være med i konkurrencen om de offentlige opgaver. Vi er nu ved at evaluere princippet, og jeg ser frem til at se resultaterne. 

Nye regler kræver altid en vis tilvænning. Jeg ved, at det fælles europæiske udbudsdokument har voldt virksomheder og ordregivere vanskeligheder. Formålet var ellers at mindske de administrative byrder forbundet med dokumentation, men det har vist sig at være svært at håndtere.

Jeg tror dog stadig på, at det kan blive en lettelse, og det er noget, jeg følger tæt. Jeg ved, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også gør deres med vejledning og dialogmøder.

Øget fleksibilitet til gavn for det offentlige og virksomhederne
Med udbudsloven har vi på en række centrale punkter fået øget fleksibilitet. Det er til gavn for både det offentlige og for virksomhederne, fordi det giver plads til de gode løsninger.

Vi har fået bedre rammer for dialog og samarbejde med de fleksible udbudsprocedurer. Og vi kan se, at de nye regler bliver brugt. De fleksible udbudsprocedurer er steget fra at udgøre en forsvindende lille del til nu at udgøre cirka 8 procent af det samlede antal udbud.

Det er også blevet mere fleksibelt at gennemføre mindre indkøb, hvor annonceringspligten nu er fjernet og processen gjort mere enkel. Også de regler bruges. Antallet af mindre udbud, hvor man har brugt annoncering, er faldet med op mod 30 procent i 2016 sammenlignet med 2015.

Det kan være svært, men det er det hele værd
Af og til hører vi om offentlige udbud, der er gået galt og om virksomheder, der klager over bøvlede udbudsprocedurer. Og ja, der er en del regler, der skal følges, og procedurer, der skal overholdes. Og det er ikke altid helt enkelt.

Det kræver en indsats af både det offentlige og af virksomhederne, når vi fra politisk hold kræver fuld gennemsigtighed og ligebehandling af alle virksomheder, der byder på offentlige opgaver.

Men samlet set er det en god forretning for Danmark, da fordelene ved konkurrence i min optik langt overstiger omkostningerne.

Regeringen vil øge konkurrenceudsættelsen
Regeringen vil sikre, at flere opgaver bliver sendt i udbud. Det skal sikre, at opgaverne bliver løst på bedste vis. Samtidig giver vi det danske erhvervsliv mulighed for at byde ind på de offentlige opgaver med deres viden og know-how.

Det er ren win-win. Derfor vil regeringen ved årsskiftet 2017-18 fremlægge en plan for, hvordan flere opgaver kan sendes i udbud.

Det er et vigtigt arbejde, og jeg ser frem til, at vi får lagt en plan for, hvordan vi bedst får øget konkurrenceudsættelsen til gavn for skatteborgerne og de danske virksomheder.

Forrige artikel Dansk Byggeri: Byggestop i kommunerne betyder mindre velfærd Dansk Byggeri: Byggestop i kommunerne betyder mindre velfærd Næste artikel BUPL: Gør reform af dagtilbud til en del af kommuneaftalen BUPL: Gør reform af dagtilbud til en del af kommuneaftalen