R-borgmester overtager Anna Mees poster i KL

KOMMUNAL: Rebilds borgmester, Leon Sebbelin, overtager Anne Mee Allerslevs poster i KL's bestyrelse med øjeblikkelig virkning. 

Rebilds borgmester, Leon Sebbelin (R), overtager Anna Mee Allerslevs poster i KL, efter den nu tidligere københavnske beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev onsdag trak sig efter flere sager om blandt andet lån af Rådhussalen på Københavns Rådhus.

Leon Sebbelin har været stedfortræder for Anna Mee Allerslev i KL, og han overtager altså nu posten som formand for KL's Børne- og Kulturudvalg og i KL's formandsskab og bestyrelse med øjeblikkelig virkning. Det skriver KL på deres hjemmeside

56-årige Leon Sebbelin var i forvejen medlem af KL's Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg. Den post beholder han og ender altså med i alt fire poster i KL. 

Sebbelin har været i byrådet i Rebild Kommune siden 2002 og indtog borgmesterposten i 2014. Hans politiske virke startede dog allerede med studenterpolitik på Handelshøjskolen i Aarhus, hvor han studerede revision fra 1980 til 1985. 

Som statsautoriseret revisor havde han sit eget revisionsfirma fra 1991 til 2013 og blev i 2014 partner i virksomheden Attiri Statsautoriseret Revisionsanpartsselskab.

Forrige artikel Alternativet vil fremme kulturskoler i hele landet Alternativet vil fremme kulturskoler i hele landet Næste artikel KL: Genoptræningsgaranti kan øge bureaukrati og udgifter KL: Genoptræningsgaranti kan øge bureaukrati og udgifter