Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Da V og K selv sad i regering, lavede de ikke større reformer end S
Venstre og Konservative har gang på gang kritiseret regeringen for ikke at øge arbejdsudbuddet nok. Det gjorde de også sidst, de havde magten, men deres kritik er hullet. De endte med samme resultater, skriver Jon Nielsen.
Hvis man skal tro de blå partier, lider Danmark af en alarmerende mangel på arbejdskraft. Her har regeringen svigtet, må man forstå.
”Dansk økonomis udfordringer tages ikke alvorligt af regeringen. I advarede allerede i 2019 om manglen på arbejdskraft. Men siden er arbejdsmarkedet kun tilført 1.700 personer,” tordner Søren Pape (K). Og Jakob Ellemann (V) supplerer: ”modsat tidligere regeringer har Mette Frederiksen ikke leveret reformer, der samlet set styrker dansk økonomi og velstand.”
Ifølge Venstre er regeringen nemlig ”kun lykkedes med at øge den strukturelle beskæftigelse med 1.700 personer. Det viser mangel på ansvar for Danmarks fremtidige velstand.” Af samme årsag har begge partier fremlagt økonomiske planer, hvor effekten på arbejdsudbuddet er ét af de store slagnumre.
Den melodi har vi hørt før. Sidst de to partier havde magten, ville de øge arbejdsudbuddet med 60.000 personer. Men på fire år lykkedes det kun at øge arbejdsudbuddet med 4.100 personer ifølge Finansministeriets sammentælling. Hvis man kratter lidt i det tal, viser det sig endda, at over halvdelen skyldes deciderede fejlskøn.
Reelt lykkedes det kun V, K og LA at øge arbejdsstyrken med 1.950 personer – altså stort set samme antal, som de blå partier skoser S-regeringen for.
Fejlskøn udgør over halvdelen af VLAK-regeringens ”reformregnskab
Finansministeriet er nemlig kommet frem til de 4.100 personer ved at plusse de forventninger, ministeriet selv havde til reformernes effekt på reformtidspunktet. Problemet er, at en del af for-ventningerne var lige friske nok.
Finansministeriet forventede for eksempel, at kontanthjælpsloftet fra 2016 ville øge arbejdsud-buddet med 700 personer. Senere har ministeriet selv erkendt, at reformen kun gav det halve.
Finansministeriet skønnede også, at det ville øge arbejdsudbuddet med 500 personer, da VLAK-regeringen sløjfede satspuljen og i stedet indførte en tvungen pensionsopsparing for overførselsmodtagere. Reelt gav omlægningen dog et minus på 1.300 personer. Altså en forskel på 1.800 personer.
Det kan måske lyde spøjst, at arbejdsudbuddet kan stige, når man lægger en opsparing oven i overførselsindkomsten og finansierer det ved at sløjfe en pulje til offentligt forbrug. Højere ydelser og lavere forbrug plejer at sænke arbejdsudbuddet i Finansministeriets modeller.
Men tilfældigvis havde Finansministeriet ”beregningsteknisk” – altså uden noget ophæng – indregnet satspuljen som en overførselsindkomst i de langsigtede fremskrivninger. Ifølge fremskrivningerne betød omlægningen derfor, at arbejdsløse blev tvunget til at spare noget op af de ydelser, de ellers ville have fået i hånden. Det ville betyde lavere ydelser og højere arbejdsudbud.
Reelt var der imidlertid en mangeårig politisk tradition for at bruge satspuljen på offentligt forbrug. At det også ville være tilfældet i fremtiden, var den mest sandsynlige og nærliggende forventning, og det eneste relevante alternativscenarie. Med al sandsynlighed ville det derfor ikke øge arbejdsudbuddet med 500 personer at afskaffe satspuljen, men derimod reducere arbejdsstyrken med 1.300 personer. Dermed udgør fejlskøn over halvdelen af Finansministeriets tal for VLAK-regeringens ”reformregnskab”.
Venstre og Konservative har haft meget travlt med at kritisere regeringens reformpolitik under denne valgkamp, og ligesom sidst de havde magten, har de to partier drømt store arbejdsudbudsdrømme.
Men sidste gang endte de trods drømmene med cirka samme resultater, som de nu skoser S-regeringen for.
S-kandidat modsiger partifæller: Tidspunktet er ikke inde til at beskære jobcentrene
Forskere: Besparelser på den kommunale administration er luftige løfter
