Anders Bondo: Ti år efter folkeskolereformen mangler vi stadig en analyse af, hvorfor det gik så galt

"Det er en ekstraordinær situation, at man fremlægger et lovforslag, der forudsætter et bestemt resultat af en overenskomstforhandling. Vi har ikke set det før. Jeg ville aldrig have turde gøre det. Så ville socialdemokraterne og fagbevægelsen mobilisere 400.000 på Slotspladsen og lave larm og ballade. I øjeblikket er der jo larmende tavshed, så det er jo en kanon manøvre, som socialdemokraterne er i gang med. Jeg er helt misundelig."

Ordene blev sagt af tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen i Debatten på DR2 en uge inde i lockouten af lærerne i 2013. Han havde helt ret.

Det var aldrig set før (eller siden for den sags skyld), at en regering var parat til gennem lov at påtvinge en medarbejdergruppe bestemte arbejdstidsregler for at finansiere en højt profileret reform.

Den ekstraordinære konflikt er i dag afløst af et samarbejde mellem de centrale parter, Danmarks Lærerforening, Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen, under overskriften "Sammen om skolen". Det er ubetinget godt, at det gennem en årelang, vedholdende indsats er lykkedes at genetablere et samarbejde.

Samarbejdet står imidlertid på et skrøbeligt grundlag, hvis ikke parterne også forstår at bruge de forbedrede relationer til at analysere, hvordan det kunne gå så galt i 2013.

Den følgeforskning, der blev iværksat for at vurdere effekten af skolereformen, viser, at ingen af de politiske målsætninger er blevet indfriet.

Implementeringstiltag af reformen har kostet samfundet et svimlende beløb brugt på læringskonsulenter, uddannelse, konferencer, evalueringer og læringsplatforme. Et stort antal lærere har vendt folkeskolen ryggen. Og andelen af forældre, der fravælger folkeskolen, er stødt stigende.

Lockouten kostede lærerne mere end to milliarder kroner, og regeringsindgrebet fjernede værdier for adskillige hundrede millioner fra lærernes overenskomster. Værdier som lærerne går glip af, år efter år. Men omkostningerne blev endnu mere alvorlige for folkeskolen.

Folkeskolen er eksempelvis den offentlige institution, der står med de suverænt største rekrutteringsudfordringer. Ikke mindre end 18 procent af lærerstillingerne er besat af personer, der ikke er læreruddannede. Det er ganske enkelt en katastrofe, når vi ved, at lærernes kvalifikationer er den vigtigste enkeltfaktor i forhold til elevernes udbytte af undervisningen. 

Vi hører fortsat ofte udsagnet: "Det var også uheldigt, at skolereformen faldt sammen med de fastkørte forhandlinger, lockouten og indgrebet i lærernes overenskomst." Hvis man stadig tror på den vildfarelse, bliver det svært at finde fornuftige løsninger på de udfordringer, som folkeskolen slås med i dag.

Der var ikke tale om et uheldigt sammenfald. De arbejdstidsbestemmelser, lærerne blev påtvunget gennem regeringsindgrebet, var, som Claus Hjort påpegede det, ganske enkelt forudsætningen for, at reformen kunne gennemføres. Der var derfor heller ikke tale om kuldsejlede forhandlinger. For der var slet ikke forhandlinger.

Længe inden kravene til OK13 blev udtaget, havde regeringstoppen og den øverste top i KL koordineret forløbet. KL og regeringen havde derfor på forhånd en klar forståelse af, hvad udfaldet skulle være.

Det kunne de ikke bøje af på, og de vidste, at regeringen ville gennemføre deres krav, hvis lærerne ikke selv accepterede dem. Den politiske indblanding betød, at forhandlingsmodellen parterne imellem blev sat ud af kraft.

Historieløse strateger i Finansministeriet forstod ikke den uvurderlige værdi, der ligger i den danske forhandlingsmodel. Værdien i, at parterne gennem forhandlingerne og kompromisset tager et fælles ansvar, overstiger langt en tilsyneladende gevinst ved et ensidigt lovindgreb.

Vi bliver nødt til at få en fælles erkendelse af, hvad der skete i 2013, ellers risikerer vi, at samme fejl bliver begået igen med store omkostninger for samfundet til følge.

Vi har brug for, at arbejdsmarkedsforskere, journalister og historikere dykker ned i forløbet, så vi kan blive klogere i fællesskab. Skal de lykkes med det, er forudsætningen imidlertid, at de møder langt større åbenhed, end det, der kendetegnede forløbet både før og efter lockouten.

Det er derfor også dybt bekymrende, at journalister her ti år efter fortsat får afslag på ansøgninger om aktindsigt i Finansministeriet med den begrundelse, at offentliggørelse vil kunne skade det offentlige område ved kommende forhandlinger. Det er hemmelighedskræmmeriet, der udgør en trussel.

Hvert år indgår regeringen og KL en aftale om kommunernes økonomi. Aftalen, der blev indgået i foråret 2011 under Løkke-regeringen, indeholdt et fortroligt bilag, der omhandlede folkeskolen. Danmarks Lærerforening søgte flere gange aktindsigt, men bilaget blev først tilgængelig tre måneder efter den endelige vedtagelse af skolereformen.

Den hemmelige aftale blev fulgt op af en arbejdsgruppe bestående af embedsmænd fra KL og ministeriet. For at omgå reglerne om aktindsigt, fik arbejdsgruppen status af selvstændig, juridisk myndighed.

Det blev senere hævdet, at arbejdsgruppen aldrig producerede en afsluttende rapport, hvorfor det heller ikke var muligt at søge aktindsigt i gruppens arbejde, efter den blev nedlagt. 

Vi kan imidlertid i dag konstatere, at de centrale elementer fra økonomiaftalen kan genfindes i et mere end 40 sider langt notat, der i efteråret 2012 blev udarbejdet i et samarbejde mellem Finansministeriet og Undervisningsministeriet.

Notatet er dateret 18. oktober 2012 og beskriver alle skolereformens elementer, herunder at den vigtigste finansieringskilde skulle være lærernes overenskomst.

Også dette arbejde foregik i dybeste fortrolighed. End ikke uddannelsesordførerne i de tre regeringspartier havde kendskab til notatets eksistens før i sidste halvdel af november 2012. Fjorten dage før folkeskolereformen med pomp og pragt blev præsenteret på et pressemøde.

Når det her ti år efter er værd at hæfte sig ved denne historiefortælling, skyldes det, at den i høj grad bærer kimen til forståelse for, hvorfor samfundet spildte et syvcifret beløb på en fejlslagen reform, og hvorfor lærerne blev forment adgang til skolerne i Danmarkshistoriens mest omfattende lockout på det offentlige arbejdsmarked. Et forløb, der var planlagt længe inden overenskomstforhandlingerne begyndte.

I bogen "Søren og Mette i Benlås" forklarer Annette Vilhelmsen (SF), at hun først blev præsenteret for de detaljerede planer om reform af folkeskolen, da hun blev formand for partiet og trådte ind i regeringen i oktober 2012. Det gælder også de konkrete tanker om lockout af hele landets lærerkorps.

Hun måtte konstatere, at hendes forgænger, Villy Søvndal (SF), havde godkendt det, så det kunne ikke laves om.

"En tiltrængt pædagogisk reform endte desværre som en økonomisk reform. Skrevet af Finansministeriet og gennemført af regeringen," citeres Vilhelmsen for i bogen.

I samme bog fortæller Kristian Thulesen Dahl (DF), at han som partiformand allerede i september 2012 blev spurgt af statsministeren, om DF ville støtte et forventet regeringsindgreb i en konflikt med lærerne.

Merete Risager, der var undervisningsordfører for LA i 2013, og senere blev undervisningsminister, har udtalt:

"Det kom som en enorm overraskelse for mig, at embedsværket spillede så stor en rolle i forhold til politikudvikling. Det var min oplevelse, at embedsværket havde helt afgørende indflydelse på udspillet til folkeskolereformen. Når jeg læste reformudspillet, var det tydeligt for mig, at det ikke var en pædagogisk tænkt reform. Det var en styringsreform. Og på Christiansborg blev det også italesat, at det var Finansministeriets reform".

Hvis store dele af det politiske Danmark forsat mener, at skolereformens største udfordring var et uheldigt sammenfald med en overenskomstkonflikt, får vi aldrig stillet de kvalificerede spørgsmål til, hvorfor det gik galt.

Jeg mener eksempelvis, at det er helt nødvendigt, at vi sammen vurderer, hvad det kom til at betyde for folkeskolen, at det var økonomisk funderede embedsmænd, der lavede skelettet til skolereformen.

Undervisningsministeriet har efter vedtagelse af skolereformen åbent erkendt, at der ikke var noget forskningsmæssigt belæg for de gennemførte ændringer. Så er det måske ikke så underligt, at reformen aldrig indfriede målsætningerne.

Men vi bliver da også nødt til at stille spørgsmålet: Hvordan kunne et meget bredt flertal i Folketinget vedtage en omfattende reform, som der ikke var noget fagligt belæg for?

En af de formulerede målsætninger var, at eleverne skulle møde en mere varieret og praksisnær undervisning. Midlet var dengang, "at lærerne skulle være mere sammen med eleverne".

I dag er den varierede og praksisnære undervisning igen højt på dagsordenen. Denne gang er midlet øjensynligt "større frihed til skolerne".

Folkeskolen havde ikke og har ikke brug for den slags programerklæringer. Folkeskolen har brug for, at politikerne tager skolen alvorligt.

Enhver, der har undervist i folkeskolen, ved, at varieret og praksisnær undervisning stiller langt større krav til lærerens forberedelse og tilrettelæggelse af undervisning end undervisning, der bygger på præfabrikerede forløb på en læringsplatform.

Der er helt klart gevinster ved indimellem at koble undervisningen sammen med praktiske aktiviteter, men hvis det er det, vi gerne vil, må vi sammen drøfte, hvordan vi prioriterer resurserne, så det bliver muligt.

En oplagt mulighed vil være at fokusere mere på kvalitet end kvantitet. Fire timer med en engagerede, velforberedte lærer, der har haft mulighed for at tilrettelægge et spændende undervisningsforløb målrettet den konkrete elevgruppe, er er langt at foretrække fremfor seks timer med en lærer, der kommer halsende ind i klassen og beder eleverne åbne deres iPad og gå i gang med endnu et forløb fra den læringsplatform, som er købt ind til alle kommunens skoler.

Den form for pædagogisk funderede diskussioner var fraværende i tilblivelsen af skolereformen. Det skyldes ikke mindst den lukkede proces, der var op til præsentation af reformforslaget, hvor hverken politikere eller ekspertise i form af forskere og praktikere spillede nogen rolle.

Det blev fulgt op af et krav om ekstrem disciplin internt i de tre regeringspartier. Den demokratiske samtale, der en vigtig forudsætning for at træffe kvalificerede beslutninger, var ikkeeksisterende.

Der er en bred erkendelse af, at store dele af den offentlige sektor er voldsomt udfordret, og vi kan konstatere, at der er mange eksempler på stort anlagte reformer, der aldrig har indfriet målsætningerne.

I stedet for blot at gennemføre endnu en reform vil det være mere værdifuldt at komme et spadestik dybere i forklaringen på, hvorfor politikernes reformer ikke virker.

Det kan vi kun, hvis viljen og modet er der til at analysere, hvad det er der går galt i den politiske beslutningsproces.

Folkeskolereformen kunne være en oplagt genstand for sådan en analyse – og tiåret for den dramatiske lockout af lærerne er en oplagt anledning.

{{toplink}}