Her stod partierne stærkest ved folketingsvalget

Er Radikale et storbyparti, hvor i landet er der flest socialdemokrater, og er Venstres vælgere primært jyder? Valgforskning viser, hvor tilslutningen til Folketingets partier var størst – og mindst – ved valget i juni 2019.

Denne artikel er bragt første gang på Altinget Christiansborg 24. juni.

Der tales tit om, at partierne har særlige egne i landet, der kan betegnes som hjemsted for deres kernevælgere. Venstres højborg er ofte blevet placeret i det vestjyske, mens en stor andel af Enhedslistens vælgere forventes at være bosiddende i København.

Men hvorhenne i landet havde partierne relativt set flest vælgere ved folketingsvalget i 2019? Det svar kan findes i data fra Den Danske Valgundersøgelse, som er blevet offentliggjort i den nye bog 'Klimavalget', som kortlægger det seneste valg.

Bogen er skrevet af professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet og professor Rune Stubager fra Aarhus Universitet, og det er førstnævnte, som har set nærmere på partiernes geografiske tilslutning.

"Man ser de historiske højborge, som Venstre i Vestjylland, Kristendemokraterne omkring Ringkøbing og Socialdemokratiet på Lolland," skriver Kasper Møller Hansen i bogen, hvor han tilføjer, at man ligeledes kan se, at nogle partier står stærkest i byerne, og mens andre trives bedst på landet.

"Og så er der alle undtagelserne, som nok flere steder skyldes særligt stærke kandidater," skriver han.

Nedenfor kan du selv gå på opdagelse i, hvordan partiernes opbakning fordeler sig udover landet. Kortene kan opfattes som en slags termiske varmekort, hvor farverne viser, om partiernes opbakning i de forskellige landsdele og valgsteder er høj eller lav.

Den mørkeste farve er der, hvor partiet har fået en procentvis opbakning, som er fire gange højere end partiets tilslutning på landsplan, mens den mest lyse er lig med de steder, hvor partiet står under halvt så stærkt.

Socialdemokratiet

Som Kasper Møller Hansens skriver i bogen, viser kortet, at Socialdemokratiet nyder stor opbakning på Lolland. Men der kan også spores en tydelig effekt af partiformand Mette Frederiksens kandidatur i Aalborg.

Radikale

Kortet afslører, at Radikale primært får sine stemmer fra vælgere, der er bosat i de større byer, hvor især Aarhus og hovedstadsområdet skiller sig ud. Samtidig er der store dele af de mere landlige egne, hvor partiets tilslutning procentvis er mindre end på landsplan.

Konservative

Pape-effekten. Det er vist det mest iøjefaldende ved Konservatives geografiske tilslutning. Opbakningen til Konservative i Viborg, hvor partiformand Søren Pape Poulsen er opstillet og tidligere har været borgmester, er enorm.

Nye Borgerlige

Ligesom hos Konservative er det tydeligt, hvor Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, var opstillet ved folketingsvalget i 2019. Valget om at lade sig opstille i konkurrenten Dansk Folkepartis højborg i Sydjylland lod til at give pote for Vermund.

SF

SF ser også ud til at være et parti, som har større succes i byerne end ude på landet. Men en ting er særlig interessant ved partiets geografiske tilslutning. Partiets gruppeformand Jacob Marks popularitet skinner igennem. Han var opstillet i Køgekredsen i Sjællands Storkreds og fik personligt over halvdelen af alle SF's stemmer i storkredsen.

Liberal Alliance

Ifølge kortet ser Liberal Alliance også ud til at finde en del af sine vælgere i de større byer og i Nordsjælland. Der er dog enkelte undtagelser som det vestlige Djursland og Horsens, hvor daværende partileder Anders Samuelsen er født og har siddet i byrådet. Partilederen var dog selv opstillet i Nordsjælland.

Kristendemokraterne

Kristendemokraterne var under 200 stemmer fra at sikre sig et kredsmandat i Vestjyllands Storkreds, selvom partiet ikke nåede over spærregrænsen på landsplan. Den høje opbakning blandt vestjyderne taler sit tydelige sprog på kortet.

Dansk Folkeparti

En af Dansk Folkepartis højborg kan stadig findes i Sydjylland, men ifølge kortet ser den ud til at være delt op i to dele. Derudover stod partiet også stærkt i Guldborgssund Kommune, hvor René Christensen er opstillet – og forgæves forsøgte at blive borgmester i 2017.

Venstre

Foruden sine højborge i det vest- og sydjyske er Venstre kendetegnet ved at være et parti, der især nyder opbakning udenfor de større byer, mens kortet indikerer, at partiet har en procentvis lavere opbakning i København og Aarhus.

Enhedslisten

Ligesom SF og Radikale trives Enhedslisten også især i de større byer. Men der er også enkelte undtagelser fra reglen. Blandt andet har partiet en høj opbakning i det sydfynske omkring Svendborg.

Alternativet

Enhedslisten er ikke alene om populariteten i Svendborg. Det er også et af de steder, hvor Alternativet stod stærkt ved folketingsvalget. Partiet er generelt set også et byparti, men det har også en del vælgere i surferområdet Klitmøller.

-----

'Klimavalget' af Kasper Møller Hansen (red.) og Rune Stubager (red.) udgives på Djøfs Forlag og udkom 24. juni.

Forrige artikel Grænserne for automatisk nedlukning hæves Grænserne for automatisk nedlukning hæves Næste artikel Venstre indleder tidlig valgoffensiv i Kolding Venstre indleder tidlig valgoffensiv i Kolding