IDA: COP25 handler om at få alle lande til at turde deltage i grøn omstilling

Af Thomas Damkjær Petersen
Formand, Ingeniørforeningen (IDA)

Vi får hver uge rapporter, der viser, det går den gale vej på klimaområdet, og at konsekvenserne ved at lade stå til er uoverskuelige. Vi ved, at de klimaplaner, som lige nu ligger på bordet, ikke leverer det, der er brug for. Og svaret på det er, at lande bliver nødt til at speede op og love at gennemføre mere, end de måske tør.

Danmark har lige fået en klimalov, vi taler meget om mulighederne i den grønne omstilling, og vi hører ofte om de gode perspektiver for danske virksomheder i at udvikle nye produkter og dermed eksportmuligheder.

Danmark er et grønt foregangsland, og i fagbevægelsen taler vi om de gode jobperspektiver. Der er bred politisk opbakning til klimaloven, og vi forventer en klimahandlingsplan i 2020, der har ambitiøse og konkrete mål for at få skovlen under 70 procents reduktioner i 2030.

Men det er ikke et billede, der kendetegner resten af verden. Faktisk møder jeg indimellem blandt mine kollegaer i fagbevægelsen skepsis over for den grønne omstilling og de faktiske jobmuligheder.

De oplever uro og bekymringer blandt deres medlemmer for, om forandringer bringer mere ulighed med sig. Men jeg oplever også, at alle måske ikke er lige skarpe på, hvad "det her klima" handler om, og hvilke konsekvenser det har, hvis vi lader stå til.

Kan forandringer være uden problemer?
Det er med denne baggrund, at vi i dag torsdag 12. december holder et event på COP25 i Madrid med titlen ’Just transition - Trade unions and green ngo’s bridging the climate challenge’. Just transition – eller en retfærdig omstilling – betyder, at alle de forandringer, bekæmpelse af klimaforandringerne kræver af os, ikke skal skabe nye uligheder og problemer.

Det er derfor et godt udgangspunkt at tale ud fra. Vi har inviteret en grøn ngo, en repræsentant fra den italienske fagbevægelse og en repræsentant fra det danske ungeklimaråd til at være med i debatten sammen med os. Debatten handler om, hvornår noget er retfærdigt, hvordan vi undgår at skabe mere ulighed, og hvad den grønne omstilling egentlig går ud på.

Nogle gange kunne man få den idé, at den grønne omstilling kun handler om flere vindmøller og solceller, men den handler også om at fjerne noget. Den handler om udfasning af kul og olie, og hvordan det vil ændre forholdene i produktionen og dermed også vores dagligdag.

Kan man som et land skabe denne forandring på en måde, så vi ikke taber job, og så dem med få penge stadig har råd til transport og opvarmning af deres huse? Så de unge i områder, hvor kulminen er den dominerende arbejdsplads, også kan se, de har en fremtid? Og hvordan kan vi sørge for, at det går stærkt nok, så vi undgår, at så mange som muligt bliver ramt af de klimaforandringer, som også kommer til at ramme skævt.

Det er det, vi skal snakke om i debatten på COP25, men også det, vi bør snakke mere og mere om i hele verden.

Alle skal turde
Vi håber at bidrage til en fælles forståelse på tværs af deltagerne, både i panelet og blandt tilhørerne. En forståelse af, at uanset hvor bekymrende udviklingen er på klimaområdet, så bliver vi nødt til at sikre, at vi får alle med.

Og det er faktisk det, COP’en handler om, sådan som jeg ser det. Det er derfor, det – på trods af udledninger – giver mening, at hele verden mødes.

Vi når ikke i mål med den store omstilling, hvis ikke flere lande tør noget mere, og det tør de kun, hvis de kan finde veje, hvor så mange som muligt kan være med.

Klimaplaner, som er mere end papir, kræver, at de ikke bare bliver til på klimaministerens bord, men at hele civilsamfundet bliver inkluderet.

debat@altinget.dk