ALT: Vi har et historisk og moralsk ansvar for at betale for klimakatastrofer

Af Rasmus Nordqvist
Klimaordfører og politisk ordfører for Alternativet

Det er nok ikke gået manges næse forbi, at otte ud af folketingets ti partier i fredags indgik en historisk aftale om en ny klimalov.

Formålet med denne er blandt andet at gøre Danmark til et foregangsland i den internationale indsats, så vi kan inspirere og påvirke resten af verden. Det gøres klart allerede på første side, hvor der står, at Danmark har "både et historisk og moralsk ansvar for at gå forrest".

For en uges tid siden indgik regeringen sammen med støttepartierne og Alternativet en finanslov, hvor vi for første gang afsætter penge til klimabistand, som skal være nye og "additionelle".

I finansloven afsætter vi desværre kun 150 millioner kroner. Der er meget langt til de omtrent 5 milliarder kroner, vi skylder verdens fattigste, men det er en ekstremt vigtigt principiel sejr, at klimabistand nu forstås som additionelle penge.

Princip om tillægsmidler
Oprindeligt havde regeringen blot tænkt sig, at de penge, vi i forvejen giver i udviklingsbistand, skulle være "grønnere", men det lykkedes altså i sidste øjeblik at blive enige om, at klimabistand er ud over udviklingsbistand.

Det er nu anerkendt som princip i finansloven, og det må og skal danne præcedens for alle kommende finanslove: Fra nu af må det være slut med at udhule udviklingsbistanden, når vi skal til at betale vores fair andel af den klimabistand, vi i mere end ti år har lovet verdens fattigste borgere, der i dag rammes af klimakrisens konsekvenser.

To vigtige aftaler i dansk politik, der anerkender klimakrisens iboende uretfærdighed og følgen heraf: Nemlig at dem med de bredeste skuldre må bære det tungeste læs.

Rige lande er skyld i tab og skader
Ekstremt vejr bliver mere og mere hyppigt og mere og mere intenst. Det rammer vores fattigste medborgere hårdest, og som det fremgår af denne graf fra Global Carbon Budget, er det ikke dem, der i dag rammes hårdest, der har det historiske ansvar for forureningen.

Det er tværtimod den rigeste del af verden, og dermed er det også de rigeste landes ansvar at levere de penge, den teknologi og den kapacitetsopbygning, som de mest sårbare lande og samfund har brug for, hvis de skal overleve og have leveværdige liv i klimakrisens tidsalder.

Uanset hvor gode vi bliver til at tilpasse os klimakrisens konsekvenser og reducere vores klimabelastning, vil nogle tab og skader være uundgåelige. Loss and damage handler om overlevelse for sårbare samfund og er et af dette års særligt vanskelige emner på COP25.

Det er under dette tema i forhandlingerne, at verdens lande skal finde ud af, hvordan vi håndterer de ofte fatale konsekvenser af de klimaforandringer, der finder sted i dag, og som ikke kan afværges.

Brug for ny finansieringsmekanisme
Siden 2013 har man haft en mekanisme i COP-regimet, der sikrer, at loss and damage anerkendes som koncept ud over de skadelige konsekvenser af klimakrisen, som vi stadig har tid til at gøre noget ved.

Det har dog i årenes løb ikke været muligt at få de rige lande til at anerkende deres historiske ansvar – og dermed pligt til at yde kompensation – for klimakrisen. Særligt USA har været modstander af sådan en anerkendelse.

Men nu, hvor USA er på vej ud af Parisaftalen, er der nogen, der her på COP25 begynder at argumentere for, at hele spørgsmålet om kompensation på ny skal drøftes i forhandlingerne. Jeg er meget enig.

Jeg tvivler dog stærkt på, at den rige verden er klar til at anerkende sit historiske ansvar og åbne op for spørgsmålet om kompensation i forhandlingerne.

Der er brug for en ny finansieringsmekanisme, som kan hjælpe vores mest sårbare medborgere med at komme sig efter de tab og den skade, de oplever med det mere ekstreme vejr. Men det er desværre en meget svær dagsorden at få de rige lande med på.

Historisk og moralsk ansvar
Ifølge en rapport fra de internationale civilsamfundsorganisationer kostede cykloner i Mozambique tidligere i år mere end 3 milliarder amerikanske dollar i økonomiske skader. Det svarer til cirka 20 procent af landets bruttonationalprodukt. Mere end to millioner mennesker havde brug for humanitær hjælp, 648 mistede livet, infrastruktur blev smadret, landbruget blev ødelagt, og kolera bredte sig.

Eksperter har vurderet, at de økonomiske skader ved det stadigt mere ekstreme vejr vil være på mindst 300-700 milliarder dollar inden 2030. Oveni i det kommer så de tab og skader, vi aldrig kan gøre op i kroner og øre.

Civilsamfundsorganisationerne anbefaler derfor, at vi som minimum giver 50 milliarder dollar inden 2022 til loss and damage, og at det stiger til i 150 milliarder i 2025 og 300 milliarder i 2030.

Disse tal kan på ingen måde yde retfærdighed til den tab og skade, der sker og vil ske i den i forvejen mest sårbare del af vores verden. Sygdom, død, natur- og kulturødelæggelse, tabet af biodiversitet og så meget mere kan aldrig erstattes.

Men det mindste, vi kan gøre, er at komme i gang med at yde vores fair bidrag til at kompensere økonomisk for de tab og skader, der finder sted.

Derfor er jeg mildt sagt lykkelig for, at det lykkedes i klimaloven at anerkende, at Danmark har et historisk og moralsk ansvar. Lad Danmark blive det rige land i verden, der får alle de andre med på at yde vores fair bidrag til de tab og skader, som vores forurening har skabt for verdens fattigste. 

debat@altinget.dk