Care: Kan Dan Jørgensen stoppe de rige landes strudsepolitik på COP25?

Af John Nordbo
Klimarådgiver for Care Danmark

Da Greta Thunberg talte til de 100.000, som deltog i klimamarchen i Madrid i fredags, sagde hun, at forandringen kommer fra folket – ikke fra forhandlingslokalerne på COP25.

Det er en bred pensel, Greta maler med, men sandt er det, at en hel del af diplomaterne på COP25 er mere engagerede i at trække tempoet ud af forhandlingerne end i at løse klimaproblemet.

En af de vigtige sager, som kun bevæger sig frem med snegletempo i COP-forhandlingerne, bærer overskriften "loss and damages" – tab og skader. Sagen handler om, at der er omkostninger ved klimaproblemet, som der endnu ikke er opnået enighed om, hvordan man skal håndtere.

Svært at nå COP15-mål om klimabistand
I det kompromis om international klimabistand, som blev indgået på COP15 i København, blev det aftalt, at de rige lande skulle bistå de fattigere lande, dels med at reducere udslippet af drivhusgasser, dels med at tilpasse sig klimaforandringerne.

Kompromisset var i de rige landes egen interesse. Klimabistanden skal sikre, at ulandene ikke forfølger en udviklingsvej, som er forbundet med heftig brug af kul, olie og gas og dermed et enormt udslip af drivhusgasser.

Det mål for klimabistand, som blev sat for ti år siden i København, er, at de rige lande i 2020 skal bidrage med 100 milliarder dollar om året, ligeligt fordelt mellem reduktion af udslip og klimatilpasning.

Målet bliver i sig selv svært at nå. Seneste opgørelse fra OECD viser, at den samlede klimabistand i 2017 lå på godt 70 milliarder dollars.

Hvem betaler for katastroferne?
Hertil kommer, at der altså var en udgiftspost, som slet ikke var omfattet af kompromisset fra København, nemlig loss and damages.

Spørgsmålet er, hvem der skal betale, når klimakatastrofen rammer. Hvem skal sørge for at rydde op efter katastrofen med nødhjælp og genopbygning?

Spørgsmålet trænger sig mere og mere på, fordi videnskaben peger temmelig entydigt på, at den globale opvarmning vil betyde, at verden i fremtiden vil opleve flere oversvømmelser, kraftigere orkaner, og i de fleste regioner mere tørke.

Statistik fra det store internationale genforsikringsselskab, Munich Re, viser, at antallet af oversvømmelser allerede i dag er tre gange så højt som for fyrre år siden.

Rige lande fører strudsepolitik
Med Paris-aftalen lykkedes det for de fattigste lande og de små ø-stater at få anerkendt, at verdenssamfundet skal samarbejde og yde støtte til lande, der rammes af klimakatastrofer, og på COP25 skal indsatsen evalueres.

Det er træge forhandlinger. Diplomaterne har i mere end en uge forhandlet uden at blive enige om ret meget. Med tre døgn igen af COP25 er sagen nu landet på ministrenes bord.

Når det er så vanskelige forhandlinger, så skyldes det, at de rige lande i forenet front forsøger at trække sagen i langdrag.

EU – og dermed Danmark – er en del af problemet. De rige lande vil ikke gå med til, at det bliver vurderet, hvor stort behovet for støtte efter klimakatastrofer er. De vil heller ikke være med til at diskutere, hvordan der kan rejses nye midler til at dække udgifterne.

De rige lande fører kort sagt strudsepolitik – stikker hovedet i jorden og lader, som om der ikke er noget problem.

Det er ikke vanvittigt ansvarligt. Det er jo ikke verdens fattige, der har skabt klimaproblemet, eller som fortsætter med at pumpe atmosfæren fuld af klimagasser. Alligevel står de tilbage med regningen, når klimakatastrofen rammer.

Orkaner koster flere års vækst
Mozambique er et eksempel. I foråret blev landet ramt af to af de hidtil kraftigste orkaner, som har hærget på den sydlige halvkugle, Idai og Kenneth. En halv million mennesker oplevede, at deres hus og hjem blev oversvømmet – eller helt skyllet bort.

Skaderne anslås at løbe op i 15 milliarder kroner. I Danmark er det mange penge, men for et land som Mozambique er det en svimlende sum.

Mozambiques bruttonationalprodukt ligger på 90 milliarder kroner – en brøkdel af det danske på over 2.000 milliarder kroner.

Det er altså adskillige års økonomiske vækst, som Mozambique skal bruge på genopbygningen efter katastroferne, hvis ikke verdenssamfundet træder til.

Brug for global stormflodsordning
I Danmark har vi i mange år haft en stormflodsordning. Den er solidarisk og betyder, at de, der rammes af oversvømmelser, får hjælp til at udbedre skaderne.

Det er en tilsvarende ordning, vi har brug for på globalt, så verdens fattige får hjælp, når de rammes af de klimakatastrofer, de ikke selv har skabt.

COP25 er ikke slut endnu, og det bliver spændende at se, om Dan Jørgensen kan gøre en forskel, og bidrage til en mere konstruktiv tilgang fra EU's side på dette område.

Eller om det vil lykkes den forenede front af rige lande fortsat at undgå at tage ansvar.

debat@altinget.dk