En fuld grøn omstilling kræver både en CO2-afgift og en klimafond

Det har været forrygende og spændende at følge debatten, efter vi radikale har fremlagt vores forslag til en klimaplan for Danmark, der skal fuldende den grønne omstilling allerede i 2040 og levere op mod 80 procent CO2-reduktioner i 2030.

En stor del af debatten handler om, hvorvidt motoren i den grønne omstilling skal være en CO2-afgift eller statslige tilskud til de sektorer, der skal omstille sig.

Både Klimarådet og de økonomiske vismænd har flere gange peget på, at høje CO2-afgifter er den samfundsøkonomisk bedste måde at nå reduktionerne på. Dansk Industri og landbruget har omvendt peget på, at for høje afgifter i Danmark i forhold til nabolandene risikerer blot at flytte produktionen til andre lande.

Alle har en pointe. Derfor er den samlet set bedste løsning i vores optik klart både at satse på hurtigt at få indført en højere CO2-afgift og samtidig støtte erhvervslivet i den grønne omstilling, så vi ikke bare flytter arbejdspladser til udlandet. Det skal ikke være et enten-eller, men et både-og.

Dansk erhvervsliv skal selv levere den største del af investeringerne, for det er dem, der forurener, men vi skal heller ikke skyde dem eller os selv i foden. Også fordi vi både har brug for at nedbringe CO2-udledningen fra den nuværende produktion og samtidig satse på en markant større fangst af CO2 fra mere skovrejsning og udvikling af CCS og CCU, hvor vi suger CO2 ud af skorstenene eller atmosfæren - og dermed på sigt ligefrem kan få en negativ CO2-udledning. CO2-fangst og -lagring kræver tilskud til netop skovrejsning og CCS og kan ikke klares alene med CO2-afgifter, som de økonomiske vismænd også har påpeget. 

Men vil man gå på to ben i den grønne omstilling – CO2-afgift og støtte til investeringer – melder tre spørgsmål sig umiddelbart: Hvor stor skal den nye CO2-afgift så være? Hvor stor skal støtten være? Og hvor skal pengene til støtte komme fra?

Hvad angår CO2-afgiftens størrelse, arbejder en ekspertgruppe lige nu med et oplæg til, hvordan den bedst skrues sammen. De anbefalinger vil vi radikale lytte meget nøje til, da vi selv har presset på at få ekspertgruppen nedsat, og fordi der er stor sandsynlighed for, at vi i 2030 med fordel kan gå helt op til 1200 eller 1500 kroner per ton CO2. Men ligeså vigtigt er det at komme hurtigt i gang.

Mens vi venter på ekspertgruppen og de svære politiske forhandlinger om den langsigtede CO2-afgift, foreslår vi derfor her og nu at forhøje de nuværende CO2-afgifter uden for det EU-kvotebelagte område til det markant højere niveau, som kvoterne har i dag, ligesom vi foreslår derefter at lægge en bund under både kvoteprisen og CO2-afgifter, så de gradvist stiger til 800 kroner per ton i 2026. Bedst ville det være at lægge den bund på EU-niveau, men kan det ikke lade sig gøre, må vi overveje at gøre det i Danmark efter tysk eller engelsk eksempel.

For at det ikke skal gå ud over dansk konkurrenceevne, vil vi samtidig støtte virksomhederne i deres omstilling. Til det sætter vi cirka ni milliarder kroner af frem mod 2030, hvilket er et ædrueligt skøn for støttebehovet på baggrund af erhvervslivets egne klimapartnerskaber, men på den eksplicitte forudsætning, at der så rent faktisk også bliver indført en CO2-afgift, så en større del af investeringen bliver betalt af virksomhederne selv.

Både erhvervsliv og den fælles kasse bør spytte i kassen. Det, tror vi, er en nødvendig balance af både konkurrencemæssige og sociale hensyn.

En anden balance handler om, at vi ud over støtten til omstilling i erhvervslivet ønsker at afsætte over ti milliarder til danmarkshistoriens største skovrejsning og en markant investering i CCS og CCU, så det samlede beløb til CO2-fangst bliver på 16 milliarder kroner, og det samlede støttebehov i alt på 25 milliarder kroner.

Og dermed er vi ved det sidste spørgsmål: Hvor skal pengene komme fra?

25 milliarder er på sin vis ikke et uoverkommeligt beløb, når man betænker, hvad vi får for pengene. Men det er stadig mange penge. Vores bedste bud er at etablere Danmarks Klimafond ved at straksbeskatte de udskudte skatter fra den resterende kapitalpension (75 milliarder) og etablere en fond, hvis afkast så er øremærket til den grønne omstilling.

For at undgå, at vi kommer til at mangle de udskudte skatter, foreslår vi samtidig at nedskrive fondens hovedstol hvert år for at kompensere for det tabte skatteprovenu. Ved et gennemsnitligt afkast på 4,5 procent, som Finansministeriet regner med, vil vi med denne model få netop 25 milliarder i afkast frem mod 2030. Den nye konstruktion vil ikke i sig selv forringe den langsigtede holdbarhed i dansk økonomi, men vi foreslår altså at øremærke afkastet til grønne engangsinvesteringer, og så kan pengene selvfølgelig ikke bruges til andet.  

Det er vores bud på, hvordan vi besvarer de tre kritiske spørgsmål. Der kan selvfølgelig findes andre svar.

Kun én ting er sikkert: Vi skal finde de nødvendige svar hurtigt og i fællesskab. Der er ikke mere tid at spilde, og vi kan ikke vente til 2025 med at foretage de nødvendige valg, for så kan vi ikke nå rent fysisk at gennemføre de nødvendige forandringer, både når det handler om at bygge mere vedvarende energi, omstille produktionen eller rejse skov og bygge CCS-anlæg.

Klimaet venter ikke.