Social ngo indrømmer: Hyrer firma med tætte forbindelser til egne topfolk

Den sociale ngo Liva køber jobkurser af virksomhed, der drives og ejes af Livas egne bestyrelsesmedlemmer. Antikorruptionsorganisation stempler sagen som nepotisme.

Den sociale ngo Liva erkender over for Socialstyrelsen, at man har købt jobkurser af firmaet Vikon, der har tætte forbindelser til flere af foreningens egne topfolk.

Det fremgår af en korrespondance mellem Liva og Socialstyrelsen, som Altinget har fået aktindsigt i. 

“Det kan oplyses, at bestyrelsen er bekendt med køb af et beskæftigelsesrettet forløb hos Vikon A/S, velvidende at to bestyrelsesmedlemmer har en arbejdsmæssig relation til Vikon A/S,” lyder det i skrivelsen fra Liva fra februar måned i år. 

 

Vikon er ejet af Jan Husum, der var bestyrelsesformand i Liva frem til april 2021. Han har siden været menigt medlem af Livas bestyrelse. 

Vikons bestyrelsesformand er Trine Grünberger, som har overtaget ledelsen af Livas bestyrelse efter Jan Husum. 

Livas indrømmelse kommer efter, at Socialstyrelsen i starten af februar rettede henvendelse til Liva for at høre, hvordan bestyrelsen sikrer, at "leverandører til Liva er uafhængige".

Det sker som en led af en større granskning af Livas forvaltning af offentlige midler, som har fået styrelsen til at tilbageholde 700.000 kroner.

Altinget har spurgt Socialstyrelsen, hvordan man forholder sig til, at Liva benytter sig af et firma med så tætte relationer til foreningens top. Det har styrelsen valgt ikke at kommentere på. I stedet oplyser man, at granskningen fortsætter.

"Vi har spurgt ind til Livas brug af tilskudsmidler. Den dialog er ikke afsluttet endnu," oplyser Socialstyrelsen i et skriftligt svar til Altinget.

Liva: Beløbene er små
Liva mener, at der er tale om en bagatel. Foreningen fortæller, at man har købt kurser hos Vikon for 71.000 kroner, siden kontrakten blev indgået i 2011. 

Organisationen skriver endvidere, at bestyrelsen ikke har truffet beslutninger om at bruge Vikon som leverandør. 

"Beløbene er så små, at vi ikke har anset det for at være et problem, at videreføre kontakten fra 2011 mellem Liva og Vikon," skriver forperson Trine Grünberger i en mail.

"Der var ingen personforbindelser mellem Liva og Vikon, da aftalen blev indgået," skriver Trine Grünberger videre. 

Det fremgår dog af Trine Grünbergers egen LinkedIn-profil, at hun var direktør i Vikon og bestyrelsesmedlem i Liva i 2011.

"En ren tilståelsesssag"
Ifølge Roger Buch, kommunalforsker og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er der juridisk set ikke noget ulovligt i, at en privat organisation som Liva bruger offentlige støttekroner på at købe ydelser af en virksomhed, som er ejet af organisationens egne bestyrelsesmedlemmer.  

“Men spørgsmålet er, om man moralsk kan leve med, at bestyrelsen bruger sit eget firma som leverandør, når der som her er tale om en organisation, der nærmest udelukkende lever af offentlige støttekroner,” siger Roger Buch. 

“Der er jo tale om helt åbenlyse habilitetsproblemer. Den var aldrig gået i en offentlig institution, og spørgsmålet er, om man kan forsvare det her,” siger han. 

Hos anti-korruptionsorganisationen Transparency International er formand Jesper Olsen på samme frekvens. 

"Der er ingen tvivl om, at der er tale om nepotisme,” siger Jesper Olsen.  

“Når organisationen så samtidig selv gør opmærksom på det, så er der for mig at se tale om en ren tilståelsessag, hvor man fra Livas side godt ved, at den er gal," tilføjer han. 

,

Forrige artikel Gladsaxe Kommune skærer antallet af direktører ned Gladsaxe Kommune skærer antallet af direktører ned Næste artikel Lynetteholm-modstandere danner ny forening Lynetteholm-modstandere danner ny forening