Byen for Borgerne: København er blevet en slange der spiser sin egen hale – Kødbyen er næste bid

Af Nicholas Woollhead
Forperson, Byen for Borgerne

Nu vil de gu’hjælpemig også sælge Kødbyen. 

Den er god nok, partierne i Lynetteholm-blokken – altså de traditionelle blå partier plus SF, Radikale og Socialdemokratiet – sidder i disse dage og sætter sidste penselstrøg på budgettet for det kommende år.

Efter al forventning vil den endelige aftale indeholde en plan for salget af Kødbyen. 

Det synes jeg er en rigtig dårlig ide.

Men i stedet for at fortælle dig, kære læser, hvorfor jeg mener, man bør bevare Kødbyen, vil jeg citere vores for nyligt afgåede overborgmester, Sofie Hæstorp-Andersen (S). Hun forklarede det nemlig så godt i sit indlæg til Altinget i 2022: 

"I dagens København vælter vi os ikke ligefrem i centralt beliggende områder med plads til både kreative erhverv, restaurationer, udeliv og klubber, der i hele træskolængder ikke generer naboerne.  Også derfor er det vigtigt, at vi bevarer det kommunale ejerskab. For det sikrer, at vi kan bevare og bygge på Kødbyens succes som et kreativt og attraktivt by- og erhvervsområde." 

Således var vi en kort stund rørende enige. Siden da har Socialdemokratiets prioriteter ændret sig, og de er nu med på ideen om at sælge Kødbyen til højestbydende.

Der er penge nok i kassen

Argumentet for salget af en så vigtig del af Københavns kulturliv er, at kommunens politikere forsømte at vedligeholde bygningerne i årtier. Grundet denne forsømmelse bliver det så dyrt at reparere bygningerne, at det helt vil vælte kommunebudgettet.

Partierne i aftalen skræmmer os med, at pengene til at fikse Kødbyen går fra kommunens folkeskoler og ældrepleje – det altid belejlige skræmmebillede.

Det er dog lidt paradoksalt, når kommunen jo har masser af penge – 17 milliarder kroner ubrugt i kassen – der er afsat til fremtidige anlægsprojekter. Men de midler kan vi ikke bruge på grund af budgetloftet.

De selvsamme partiers folketingskredse støtter fortsat det kommunale budgetloft, så man kunne kalde problemet selvforskyldt, men den sag tager vi en anden gang.

{{toplink}}

Lytter man til Lynetteholm-blokken, så er det altså et binært valg: Sælg Kødbyen til kapitalfondene, eller lad byens velfærdsydelser få endnu en sparekniv.  

Ingen har været villige til så meget som at undersøge potentialet for den tredje vej: Opret et kommunalt selskab til Kødbyens drift, stil en lånegaranti fra kommunens formue, og lad det selskab drive Kødbyen under de samme rammer som nu.

Kommune-selskabs-finten er den nemmeste vej omkring budgetloftet. At Lynetteholm-partierne ikke har overvejet den er en påfaldende idéfattigdom, da deres alliance ellers flittigt bruger samme finte til at bygge Lynetteholm og dertilhørende metroforbindelse.

Lynetteholm på bekostning af Kødbyen

I et politisk system, der vægter borgernes interesser, ville min påmindelse om denne potentielle redning nok blive modtaget med tak og iver.

Men et hurtigt kig i min spådomskugle siger mig, at det ikke bliver tilfældet i Lynetteholm-partiernes København. Både pengene i opsparingen og dem fra salget af Kødbyen er nemlig allerede øremærkede. De skal bruges til at holde Lynetteholm og den dertilhørende metro oven vande. 

For igen at citere Sophie Hæstorp Andersen da hun skrev til DR i 2022: 

"Lynetteholm blev født som et kinderæg, hvor man måtte forstå, at alt kunne finansieres via salg af byggegrunde, når halvøen først var der. Den fortælling er vi ikke mere i."

Den fortælling, som vi forlod, var fortællingen om, at Lynetteholm – danmarkshistoriens største byggeprojekt – både ville betale for sig selv og for de mange metroforbindelser, som Lynetteholm-blokken drømmer om: Metro på Amager, metro til Hellerup, metro til Malmø.

Metro, metro, metro. Man skulle tro, de aldrig havde set en cykel.

{{toplink}}

Den absurde mængde metro, de håbede, at Lynetteholmen kunne finansiere, skal nu finansieres ved at sælge ud af alle kommunens ejendomme. Fra Kødbyen til Amager Fælled til Refshaleøen og på sigt nok også Christiania.

Jeg vil være oprigtigt være overrasket, hvis Lynetteholm-blokken ikke har overvejet at sælge Rådhuspladsen. Og hvis de ikke har overvejet det endnu, så undskylder jeg til dig, kære læser, for netop at have givet dem idéen. 

For dét er Københavns fremtid, så længe vi har dette Lynetteholms-formede anker om foden, der trækker os evigt nedad.

Vi sælger byens oaser, indtil København er en ørken fuld af kaktus-towers. En metro der kører i ring til ingenting.

Vores elskede by reduceret til en slange, der spiser sin egen hale, for at indfri forførende løfter om prestigeprojekter fra forlængst pensionerede politikere. 

 

debat@altinget.dk