Veks og Argo: Import af restaffald kan reducere vores afhængighed af russisk gas

Ruslands invasion af Ukraine viser behovet for at reducere vores afhængighed af russisk gas. Det kræver, at vi udnytter forbrændingskapaciteten og importerer restaffald fra vores europæiske naboer, skriver Lars Gullev og Trine Lindegaard Holmberg.

Med den russiske invasion af Ukraine for godt 14 dage siden, ser vi nu et Europa, som de færreste af os havde drømt om at skulle opleve.

Som i alle krige lider civilbefolkningen mest, og mere end to millioner ukrainere er allerede flygtet mod vest. I Europa stiger priserne på el, naturgas og olie med et tempo, der ikke er set siden energikriserne i 1970’erne.

Som en konsekvens af krigen i Ukraine kan en reduktion af de russiske naturgasleverancer til Europa ikke udelukkes. Rusland leverer omkring 40 procent af al naturgas i EU. I 2021 var importen fra Rusland 155 milliarder kubikmeter. Særligt østeuropæiske lande samt Tyskland og Italien er dybt afhængige af russisk gas. Da EU dækker næsten 25 procent af sit energibehov med naturgas, er det derfor meget alvorligt, hvis Rusland reducerer - eller lukker - for sine naturgasleverancer.

Krigen viser behov for politisk forandring

Det er derfor helt naturligt, at der i Folketinget er bred politisk opbakning til at reducere afhængigheden af naturgas. Ja, de Radikale går så langt som til at opfordre de danske fjernvarmeselskaber til inden udgangen af 2022 og at udarbejde udbygningsplaner, der dækker alle fjernvarmeområder i den grønne varmeplan for at sikre 90 procent udfasning af naturgas i fjernvarmeområderne senest i 2026.

Krigen i Ukraine viser dels hvordan sikkerhedspolitik og energipolitik er helt tæt forbundet, dels hvor hurtigt den politiske dagsorden kan - og skal - ændres.

Vi skal ikke længere tilbage end til den 2. februar 2022, hvor EU-Kommissionen ved et nyt klassifikationssystem (taksonomien), gjorde investeringer i atomkraft og naturgas til grønne og miljømæssigt bæredygtige investeringer. I dag er det nok meget begrænset, hvem der vil investere i naturgasprojekter, hvis projekterne er baseret på russisk naturgas.

Udnyt forbrændingskapaciteten

I den aktuelle energiforsyningsmæssige krisesituation står vi i Danmark bedre end de fleste andre lande i EU. Vi har et velfungerende fjernvarmesystem, der mange steder er baseret på flere varmekilder som eksempelvis varme fra affaldsenergianlæg, kraftvarmeværker baseret på bæredygtig biomasse, overskudsvarme fra industrien, eldrevne varmepumper medvidere.

At udnytte varmen fra affaldsenergianlæg var faktisk der, hvor dansk fjernvarme tog sin begyndelse i 1903, så vi har at gøre med en velgennemprøvet teknologi.

I affaldsenergi- og fjernvarmesektoren kan vi være med til at gøre en væsentlig forskel. Lad os her og nu glemme alt om lukkeliste for forbrændingsanlæg og reduktion af forbrændingskapacitet.

Ved at importere ikke-genanvendeligt restaffald fra vore EU-naboer vil vi kunne udnytte forbrændingskapaciteten på de nuværende affaldsenergianlæg fuldt ud.

Det vil være en win-win situation på flere områder. Den danske CO2-udledning vil ganske vist stige marginalt, men på EU-niveau vil der være en samlet reduktion i CO2-udledningen. Tiden er ikke til suboptimering inden for nationale grænser, men derimod optimering indenfor EU’s grænser.

Derudover vil en bedre udnyttelse af forbrændingskapaciteten reducere omkostningerne til affaldshåndtering for den enkelte dansker. Og fjernvarmeprisen fra de affaldsenergianlæg vil falde til glæde for kunderne.

Endelig vil anvendelse af importeret affald fortrænge bæredygtig biomasse, olie og naturgas, der i stedet kan anvendes af de kunder, der ikke har noget alternativ. Det gælder såvel indenfor som udenfor Danmarks grænser. Vi taler selvfølgelig her om importeret restaffald, der ikke kan genanvendes, og ellers ville blive lagt på losseplads – hvilket sker i stor skala i Europa i dag.

Det er nu vi i den danske affaldsenergi- og fjernvarmesektor kan vise solidaritet med dem, der ikke har noget umiddelbart alternativ til russisk naturgas.

Og samtidig få synliggjort den styrke, der ligger i at være fælles om energien.

{{toplink}}

Forrige artikel Dansk Affaldsforening: Affaldsenergi kan bidrage til uafhængighed af russisk gas Dansk Affaldsforening: Affaldsenergi kan bidrage til uafhængighed af russisk gas Næste artikel Tænketanken Europa: Vi skal ramme russisk gaseksport nu, for Kina venter i kulissen Tænketanken Europa: Vi skal ramme russisk gaseksport nu, for Kina venter i kulissen