Ny gasledning: Polen takker Danmark for fælles kamp mod russisk ”afpresning”

Milliarder af kubikmeter norsk gas vil snart kunne strømme til Polen via Danmark, når statsministeren tirsdag har indviet projektet Baltic Pipe sammen med den polske regeringsleder og statsministeren fra Norge.

BRUXELLES: Det handler lige så meget om sikkerhedspolitik og geopolitisk strategi som om energi, når statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag formiddag dukker op i den polske havneby Stettin.

Statsministeren tager til Polen sammen med klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) for officielt at indvie det største infrastrukturprojekt, de polske og danske myndigheder nogensinde har udviklet i fællesskab: omkring 900 kilometer rørledning, der som noget nyt forbinder Polen direkte med Norges gasproduktion.

Baltic Pipe hedder den nye gasledning, som i de kommende år skal pumpe milliarder af kubikmeter gas via Danmark ned til Polen, der således bliver mindre afhængig af russisk gas.

”Polen har længe signaleret, at Rusland bruger energi som politisk afpresningsmiddel mod Europa,” siger den polske klima- og energiminister, Anna Moskwa, til Altinget.

”Baltic Pipe er et strategisk infrastrukturprojekt, som har til formål at skabe en ny korridor for gasforsyning til det europæiske marked. Investeringen vil gøre det muligt at transportere gas fra Norge både til det danske og det polske marked og til andre nabolande,” siger Moskwa og tilføjer: ”Samtidig vil rørledningen muliggøre gastransmission fra Polen til Danmark.”

Norsk gas transporteres på tværs af Danmark

Den nye forbindelse kobler sig på en norsk gasrørledning i Nordsøen ud for den danske kyst. Derfra transporterer den gassen tværs over Sønderjylland, Fyn og det sydlige Sjælland videre ud under Østersøens farvand nær Bornholm og ned til Polen.

På lørdag 1. oktober begynder gassen at strømme den vej, og efter planen skulle Baltic Pipe nå fuld kapacitet senest til nytår og derefter pumpe op til 10 milliarder kubikmeter gas til Polen om året. Forleden meddelte Energinet, at man nu forventer at nå fuld kapacitet før tid - allerede ved udgangen af november.

Både energiminister Anna Moskwa og Polens regeringschef, Mateusz Morawiecki, vil deltage i åbningsceremonien for den nye Østersø-gasforbindelse i Stettin (Szczecin på polsk) tirsdag formiddag.

Ifølge en pressemeddelelse fra Statsministeriet vil den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, også være til stede. Mette Frederiksen glæder sig over, at projektet er klar:

”Det er vigtigere end nogensinde, at vi arbejder tæt sammen med vores europæiske partnere, så EU hurtigst muligt bliver uafhængig af russisk energi. Baltic Pipe er et vigtigt skridt på vejen,” siger hun ifølge meddelelsen.

Polakkerne tror på stadig mere samarbejde

Den polske regering er meget taknemmelig for den rolle, Danmark har spillet i at forbinde Polen direkte til de norske gasfelter på et tidspunkt, hvor forholdet til Rusland er historisk dårligt.

På grund af den russiske angrebskrig mod Ukraine har EU indført omfattende sanktioner mod Rusland. Det betyder blandt andet, at den tidligere så massive russiske gaseksport til Europa gradvist er ved at standse.

”Ingen af os kunne have forudset, at det ville blive så afgørende vigtigt, da vi påbegyndte det her projekt for nogle år siden. Men nu er timingen bare fuldstændig perfekt,” siger den polske ambassadør i Danmark, Antoni Falkowski.

”Det løfter forholdet og tilliden mellem Polen og Danmark til nye højder, og det handler om så meget mere end energi. Dette projekt har stor geopolitisk indflydelse, for det hjælper med at frigøre os fra russerne,” siger han:

”Det er vigtigt, både for Polen, for Danmark og for Den Europæiske Union.”

Ambassadør Falkowski ser Baltic Pipe som første skridt i et tættere og mere ambitiøst samarbejde mellem Polen og Danmark i de kommende år.

”Denne rørledning viser, at vi kan lave store infrastrukturprojekter sammen. Vi kan lære af hinanden og samarbejde om mange forskellige ting,” siger han.

”Jeg kan se gode nye muligheder i det her for danske virksomheder i fremtiden. Polen kan være døren til det centraleuropæiske marked for Danmark,” siger Antoni Falkowski.

Forrige artikel Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge Næste artikel Mette Frederiksen: Gaslækager skyldes bevidste handlinger Mette Frederiksen: Gaslækager skyldes bevidste handlinger