Kloakmestre: Der skal betales for regnvand

DEBAT: Den eneste løsning på regn- og oversvømmelsesproblemerne er at ændre loven, så grundejerne skal betale for at lede regnvand ud i kloakkerne, skriver Verner H. Kristiansen, formand for Danske Kloakmestre, i et debatindlæg.

Af Verner H. Kristiansen
Formand, Danske Kloakmestre

Det er en nødvendighed, at der differentieres mellem de enkelte lodsejeres afledning af regnvand.

Det kan ikke være rigtigt, at man kan lægge herregårdssten i hele haven og derved udnytte sin "ret" til at lukke 600 kubikmeter rent og godt regnvand i kloakken hvert år. Det er en ren ressource, der lukkes direkte ned i kloakken og op i den første og laveste kælder.

Lovændring nødvendig
Vi skriver 2012, og der snakkes energi, energi, energi. Samtidig fråser vi med drikkevandet og lader regnvandet løbe lige ned i kloakken. Det burde være en formalitet at ændre loven. Den enkelte lodsejere skal selv kunne samle vand sammen til at vaske sin bil, vande have og så videre.

Som det er nu, bliver borgerne straffet økonomisk ved at købe regnvandsløsninger. Deres eneste løsning er at aflede alt det regnvand, de vil. Så vidt vi kan se, er der kun den ene udvej, at man skal betale for at lede sit regnvand i kloakken. Der skal simpelthen motivation til, at grundejerne kommer i gang.

For få lokale beslutninger
For få år siden var det almindeligt med en 160 millimeter stikledning til regnvand pr. 800 kvadratmeter grund. Det må være fremkommet ved forsigtighedsprincippet, eller måske brugte man klimafaktor 1,5 dengang, man lagde sig fast på en så stor stikledning.

Forsyningsselskaberne og kommunerne burde kunne påbyde at sætte begrænsning på regnvandsstikledningen, så en 800 m2 grund må udlede 1 liter i sekundet. Dette vil hjælpe gevaldigt på opstuvende vand i kældre, indtil alle kloakoplande bliver separat kloakeret.

Der er ingen vej uden om en separat kloakering. Hvad enten regnvandet kan håndteres lokalt eller ledes væk i store regnvandsledninger, så mangler der lokal stillingtagen. Der er så mange ting, som gør sig gældende i de forskellige bydele lokalt, at det ikke kan klares alene med planlægning på landsplan fra Christiansborg.

En løsning kunne derfor være

  • Drikkevand bruges inden døre

  • Regnvand bruges uden døre

  • Grunde med lav befæstningsgrad slipper billigere i spildevandsafgift

  • Grunde med høj befæstningsgrad skal betale noget mere

Det drejer sig ganske enkelt om, at vi alle tager ansvar og betaler i forhold til forbruget. Ligesom i Netto: Ham, der henter 5 liter mælk betaler mere, end ham der henter 1 liter mælk.

Forrige artikel Gensidig evaluering er måske hensigtsmæssig Næste artikel Renovering skaber flere arbejdspladser end nybyggeri Renovering skaber flere arbejdspladser end nybyggeri