Solcelledebatten er kørt af sporet

Af Jørn Limann
Teknisk direktør i BlueSolar AS. 

Solcelleproduceret el indgår i et større skatte- og afgiftskompleks. Så længe staten har overskud på ordningen, bør den ikke ændres, men tværtimod udbygges, så folk med varmepumper også kan blive selvforsynende.

Fortsætter udbygningen i samme takt som nu, ventes solcellepriserne omkring 2017 at være nået ned i et niveau, der kan bære en afgift, uden at interessen for solceller ødelægges. Til den tid kan det være aktuelt at pålægge afgifter af den strøm, som solcelleejerne henter i det offentlige forsyningsnet. Men ikke før.

På den måde vil man opnå, at solcelleejerne har sikkerhed for økonomien, markedet udvikles stabilt, og staten får mulighed for at kontrollere omkostningerne.
I forsommeren åbnede Dansk Energi (DE) energidebatten med en artikel om nettomålerordningens fortrædeligheder. DE skrev, at nettomålerordningen betyder, at solcelleejernes strøm slider på elnettet, og at de ikke betaler for den strøm, der er brug for, når man tænder komfurerne i de små hjem. Omkostningerne betales af elselskaberne og de elforbrugere, der ikke har solcelleanlæg.

Senere har DE udtrykt stor bekymring over statens afgiftstab på solcelleproduktionen.

Hvorfor DE's opråb overhovedet bliver taget alvorligt, kan man spørge sig selv om. DE er en organisation, hvis medlemmer lever af at sælge el til folk og derfor har en åbenlys interesse i, at folk ikke bliver selvforsynende. Det er stærkt bekymrende, at DE i den grad manipulerer med fakta.
Fakta er,

• at markedsprisen på el er højest midt på dagen, hvor industrien forbruger mest el. I et forskningsprojekt fra 2010 er det påvist, at elselskaberne over en 4-årig periode har tjent 6 øre/kWh på solcelleejernes strøm, ved at disse har sendt strøm ud i nettet til høj pris og fået tilbage til lav pris.
  
  
• at en stor andel solcelleel kan reducere markedspriserne midt på dagen væsentligt til gavn for hele det danske samfund. Den udvikling ser man allerede i Tyskland.
  
  
• at solcelleejerne investerer store beløb, giver både indtægter i form af moms og indkomstskatter. I perioden 2012-2017 vil staten få et nettooverskud på næsten 2 mia. kr.
  
  
• at der er skabt 4-5.000 job i branchen.
  
  
• at hvert 7. hustag i Danmark kunne have solceller, uden det ville have en nævneværdig effekt på netudbygningen. 

En succeshistorie
Nettomålerordningen blev indført i 2010 efter en længere forsøgsperiode. I 2011 faldt solcellepriserne, i takt med at produktionskapaciteten blev udbygget. I 2012 er priserne kommet ned på et niveau, hvor almindelige mennesker kan se en overskuelig tilbagebetalingstid.
 
Der er skabt en let forståelig ordning. Den har stor folkelig accept og engagement. Folk investerer gerne egne midler i en grøn og selvforsynende fremtid. Forsøg med at sælge grønne elprodukter til folk er hidtil slået fejl, fordi produkterne ikke har appelleret til kunderne.

Ordningen er begrænset til eget forbrug i boligen. Det betyder, at der ikke kan skabes en spekulationsbølge, som det er set i andre lande, hvor kapitalstærke investorer har opført anlæg med en statsgaranteret Feed-in-tarif.

En Feed-in-Tarif vil skabe frygt for, at elselskaberne skal tjene på den miljøansvarlige borger og bruges til at malke den grønne forbruger. FIT vil bremse innovation og iværksætterne, fordi der skabes risici og frygt for samme udvikling som fx i Tyskland og England, hvor FIT-systemet nu koster mange arbejdspladser og lukning af virksomheder. Den udvikling må stærkt frarådes herhjemme. 

debat@altinget.dk