Ja tak til ansvarlig sol over Danmark

SOL-STAFET III: Resultatet af reformen må ikke blive et fuldt stop for solceller. Men vi har brug for en mere logisk og ansvarlig støttemodel, der understøtter et mere fleksibelt elforbrug, skriver Dansk Energis Lars Aagaard.

Af Lars Aagaard 
Adm. direktør, Dansk Energi.

Der er politisk diskussion om udbygningen med solceller i forlængelse af, at regeringen vil justere den nuværende ordning. Det er positivt, at klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard vil skabe en langtidsholdbar ordning, som sikrer fortsat udbygning med solceller.

Vi ved, at strøm fra solceller har potentiale fremadrettet. En af fordelene er, at det balancerer den megen vindstrøm, som i de kommende år kommer til elnettet, med andre energiformer. Har vi mange solceller, så fylder vedvarende energi også på vindstille solskinsdage.

God mening med reform
Faktum er, at sol fortsat er et godt stykke fra at kunne konkurrere med grønne alternativer som vind, biomasse og biogas. Givet at en omkostningseffektiv udbygning må være en målsætning, så giver det mening, at ministeren - som de færreste vel mistænker for at være imod grøn energi - vil tage noget af luften ud af det aktuelle solcelleboom.

En væsentlig udfordring ved den nuværende ordning er, at den arbejder stik imod det politiske ønske om et Smart Grid med et mere fleksibelt elforbrug. For med nettomålerordningen, har solcelleejerne intet incitament til at være fleksible omkring, hvornår de bruger strøm. De afregnes på årsbasis og får ikke ekstra udgifter uanset de ofte bruger strøm, hvor den er dyr - eksempelvis spidsbelastning på de mørke vinterdage - og producerer, når det er billigt, som en blæsende og solrig formiddag i sommerferien. Det er uholdbart.

Fem anbefalinger
Martin Lidegaard har holdt fast i, at der er tale om en justering af nettomålerordningen. Det er godt, for resultatet bør ikke være et fuldt stop. Vi har nemlig behov for en logisk og ansvarlig støttemodel, der understøtter det mere fleksible elforbrug, som fremtiden byder på. Dansk Energi anbefaler en ordning bygget op om fem klare principper: 

  • Solcellernes produktion skal belønnes med et tilskud givet for en tidsbegrænset periode.

  • I takt med at solcelleanlæg bliver billigere, skal en del af gevinsten komme samfundet til gode via lavere tilskud

  • Solcelleejere skal betale for brugen af elnettet som alle andre kunder

  • Store og små anlæg skal have samme tilskud - her har ministeren allerede vist lydhørhed over for branchen

  • Der skal ikke ændres på støttevilkårene med tilbagevirkende kraft, for danskerne skal opleve stabile rammer, når de investerer i vedvarende energi.

Vi har alle - inklusive både erhverv og kunder som tjener solidt på den nuværende støtteordning - en interesse i at få udviklet en mere ansvarlig støtteordning, end den vi har i dag. Den fremtidige model skal være holdbar.

Derfor er det positivt, at der snart kommer en politisk afklaring. For ingen er tjent med, at der er uvished om ordningen for længe. Vi skal have en langtidsholdbar løsning, så Danmark fortsat siger ja tak til energi fra solen.

Forrige artikel Det får vi alle ud af flere solceller Det får vi alle ud af flere solceller Næste artikel Solcelledebatten er kørt af sporet Solcelledebatten er kørt af sporet