Engell efter prins Joachims Rusland-udtalelser: Stærke kongelige meninger vil møde hård politisk kritik

Prins Joachim er mere direkte end forsvarschefen i sine udtalelser i et interview med Altinget. Og det er ikke uproblematisk, når prinsen er forsvarsindustriattache, vurderer politisk kommentator Hans Engell.

Prins Joachim og hans storebror, kong Frederik, risikerer at komme galt afsted, hvis de gerne vil have stærke meninger om samfundspolitiske emner.

Det er en af ekspertreaktionerne på et interview i Altinget med prins Joachim, hvor han retter en kritik mod hele Vesten for at have sovet i timen.

Først da Rusland på lørdag for to år siden angreb Ukraine, vågnede Vesten og indså, at verden ikke længere er lyserød, mener prinsen.

"Det var 24. februar 2022, at vi faktisk gned os i øjnene og vågnede op til en virkelighed. Fordi den havde ligget der, og ukrainerne havde betalt prisen allerede gennem otte år. Det er den negative dividende, som vi betaler nu. For nu har vi ikke tid mere," siger prins Joachim blandt andet til Altinget.

{{toplink}}

Går længere end forsvarschefen

Tidligere forsvarsminister og nuværende politisk kommentator Hans Engell bider særligt mærke i én ting i prins Joachims udtalelser.

"Prinsen bevæger sig absolut på kanten af det politiske og går jo faktisk længere, end forsvarschefen nogensinde ville have gjort," påpeger han.

Prins Joachim arbejder i dag som forsvarsindustriattache på den danske ambassade i Washington. Og med lige netop den jobtitel, så er prinsens udtalelser ikke uproblematiske, vurderer Hans Engell.

"En prins, der arbejder på ambassaden i Washington som en del af forsvarsattache-staben, kan selvfølgelig ikke gå længere i sine udtalelser, end forsvarschefen gør. Men det gør han her," siger han.

Inden for skiven

Politisk kommentator og kongehusekspert Thomas Larsen tøver ikke med at kalde prins Joachims udtalelser for politiske. Men de overskrider ikke grænserne for, hvad en royal kan tillade sig, mener han.

"Det er fuldstændig inden for skiven. Ja, det er politisk. Men den analyse, som prins Joachim leverer, kan 99 procent af Folketinget tilslutte sig i dag," siger Thomas Larsen.

Hård politisk kritik

Hans Engell tror ikke, at prins Joachims aktuelle udtalelser vil give anledning til større politisk ballade.

"Men det er helt klart, at kongehuset, med kong Frederik og prins Joachim i spidsen som de to dronningesønner, har valgt en offentlig profil på samfundspolitiske emner, som er langt mere politisk – og dermed farlig – end tidligere set," siger han og fortsætter:

"Hvis prins Joachim gerne vil have stærke meninger om Forsvaret, og kong Frederik om miljøet, så er der ingen tvivl om, at de på et tidspunkt vil møde hård politisk kritik. Og den ligger allerede lige under overfladen, blandt andet i forbindelse med dronning Marys mange udtalelser om blandt andet lgbt+, som nogle politikere har opfattet som mere politisk på linje med Enhedslisten end klassisk tilbageholdende royal fremtræden."

{{toplink}}

Tungen lige i munden

Regeringen og politikerne på Christiansborg er ikke helt ubekymrede ved, at det bevæger sig i den retning, for det kan risikere at ende galt, vurderer Hans Engell.

"Kongehusets rolle er at samle befolkningen på tværs af alle politiske skel, hvilket er lykkedes massivt godt. Men der skal heller ikke meget til, før kritikken kan blive ganske skarp," pointerer han.

Og det kræver, at de kongelige holder tungen lige i munden, påpeger Thomas Larsen.

"På klimapolitikken begynder der at være nogle spændinger, som kong Frederik må forholde sig til, så han placerer sig rigtigt og ikke skubber for mange mennesker fra sig," siger Thomas Larsen.

{{toplink}}

Forrige artikel Langtrukne udbud og mangel på netværk skræmmer virksomheder væk fra forsvarsindustrien Langtrukne udbud og mangel på netværk skræmmer virksomheder væk fra forsvarsindustrien Næste artikel Statsministeren frygter, Ukraine kun er et delmål for Rusland – ikke endestationen Statsministeren frygter, Ukraine kun er et delmål for Rusland – ikke endestationen