Undervisere: Overflod af læringsmål hæmmer pædagogstuderendes kreativitet og selvstændige tænkning

Pædagogstuderende skal i dag lære at udvikle praksis i tværprofessionelle og samskabende fællesskaber, mens de bombarderes med læringsmål, der kvæler muligheden for entreprenørskab og selvstændigt initiativ, skriver Naia Hawes og Mikkel Snorre Wilms Boysen.

Problemet ved den aktuelle pædagoguddannelse er, at de mange læringsmål tilsyneladende hæmmer de studerendes selvstændige initiativ. 

Pædagoguddannelsens overflod af læringsmål skaber på den ene side transparens og tilbyder undervisere, praktikvejledere og studerende et vokabular, der kan benyttes til at operationalisere indholdet indenfor komplekse fagområder.

Af bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog kapitel 1 § 1 lyder det:

"Formålet med uddannelsen er, at den studerende erhverver sig professionsrelevante kompetencer, viden og færdigheder til selvstændigt og i samarbejde at udøve, udvikle og formidle udviklings-, lærings- og omsorgsopgaver i et samfundsmæssigt perspektiv."

Der er altså en forventning om, at pædagoger skal medvirke til ikke blot udøvelsen, men også udviklingen af omsorgsopgaver i vores velfærdssamfund.

Det giver god mening. Som den, der arbejder tættest på barnet, det unge menneske eller (med)borgeren, er det rimeligt at antage, at den uddannede pædagog selvstændigt kan tilrettelægge et miljø omkring dette individ med udgangspunkt i dennes behov for udvikling, læring og omsorg.

Læringsmål fremmer passivitet
Kravet om, at de studerende tilegner sig udviklingskompetencer, er gennemgående i hele uddannelsen. Det ses for eksempel på uddannelsens specialiseringer, hvor de studerende skal indgå i samskabende processer og arbejde med udvikling af den pædagogiske praksis gennem innovative og eksperimenterende tiltag.

Ligeledes er valgfagene "social innovation og entreprenørskab" og "kulturprojekter og kulturelt iværksætteri" eksempler på, at studerende forventes at arbejde med entreprenante tilgange til pædagogisk praksis.

Man kan næsten lade sig (for)føre af den tilgængelige faglighed, der allerede er formuleret af andre.

Men på den anden side risikerer de mange læringsmål at fremme passivitet. Når målene for uddannelsen er formuleret, indskrænkes råderummet, indenfor hvilket den studerende selvstændigt kan formulere egne (del)mål, og en ellers genial faglig undren kan gå tabt til gengæld for ønsket om at leve op til de allerede formulerede mål.

Udvikler instrumentelt forhold til praksis
Dette ser vi som undervisere eksempelvis, når de studerende er i praktik. Pædagoguddannelsens lange praktikperioder giver, ideelt, den studerende mulighed for at lade sig forundre og optage af praksis for på den baggrund at udvælge et tema at fordybe sig i. Desværre er uddannelsens praktik også belagt af læringsmål.

Får den studerende øje på noget, der ligger udenfor de formulerede mål, risikerer den studerende at måtte opgive dem for at leve op til læringsmålene og få en positiv bedømmelse. Uddannelsen har allerede formuleret, hvad der er værd at bruge opmærksomhed, på og konsekvensen kan være, at vigtig viden, skabt af de studerende selv, går tabt. Og med tabet af de studerendes eget initiativ reduceres også muligheden for at fremme de studerendes kompetencer til at udvikle praksis. 

Det er vigtigt at slå fast, at "udvikling" ikke er en kvalitet i sig selv. Pædagogisk entreprenørskab og innovation handler ikke om projektmageri, hvor al stabilitet opløses, og studerende skal kastes ud i en uendelig jagt på forandring. Det handler heller ikke om at tilpasse pædagoguddannelsen til konkurrencestatens imperativ om konstant udvikling.

Derimod handler pædagogisk entreprenørskab om at skabe værdi for de pædagogiske målgrupper med afsæt i deres behov og de kompetencer og ressourcer der er til rådighed. De studerende skal gives tid og rum til at høre, hvad praksis kalder på og for at praksis kan åbne sig for dem, må de også selv være åbne. For mange prædefinerede mål understøtter ikke en sådan uddannelse, men inviterer i stedet til et instrumentelt forhold til praksis. 

Rum for at dvæle ved og være nysgerrig på praksis
En pædagogstuderende skal nå meget på de tre et halvt år, det tager at blive pædagog. Og med god grund. Man kommer ikke sovende til god pædagogisk praksis, og vores samfund har brug for veluddannede pædagoger.

Med en ny bekendtgørelse bør man sikre sig, at den unikke mulighed, pædagoguddannelsen har som vekseluddannelse, kan skabe rum for, at de studerende kan dvæle ved praksis og være nysgerrig på praksis. Alt for mange læringsmål betyder, at der ikke gives plads til de studerendes egen drivkraft.

Så derfor: Reducer de mange mål. Eller overvej i det mindste om et mål også kan være, at de studerende skal være med til at formulere dem. De kan godt.

Pædagoguddannelsen er Danmarks største videregående uddannelse og har - hvis vi selv skal sige det - nogle meget dygtige studerende. Måske er tiden til at praktisere en højere grad af tillid til de studerende og stole på, at frihed til udvikling af en fagligt myndig, (selv)reflekterende og entreprenant professionsidentitet kan fremelskes af andet end snæver, målorienteret uddannelsestænkning?

{{toplink}}

Forrige artikel Sundhedssociolog: Forskere skal turde bryde klassetabuet Sundhedssociolog: Forskere skal turde bryde klassetabuet Næste artikel Forskningschef om pædagoguddannelsen: Vi skal ikke rykke på fordelingen mellem teori og praksis Forskningschef om pædagoguddannelsen: Vi skal ikke rykke på fordelingen mellem teori og praksis