Forskningschef om pædagoguddannelsen: Vi skal ikke rykke på fordelingen mellem teori og praksis

Det er bestemt opløftende, at regeringen har fastholdt ambitionen om at uddanne mere pædagogisk personale gennem den såkaldte opkvalificeringspulje, der retter sig mod uddannelse til meritpædagog og pædagogisk assistent.

Det er dog samtidig – med det lidt længere perspektiv for øje – også behov for at styrke selve pædagoguddannelsen. Årsagerne er utallige, herunder selvfølgelig den helt indlysende, at uddannelse af det pædagogiske personale faktisk betyder noget for kvaliteten i dagtilbuddene.

Det betyder blandt andet noget for den kvalitet, der er i interaktionerne mellem børn og voksne, der igen betyder noget for børnenes kognitive, emotionelle og sociale udvikling. Det betyder også noget for at understøtte de gode børnefællesskaber, der er særligt centrale for de børn, som ikke har positive relationer til andre, når de ikke er i dagtilbud.

Uddannelsen mangler sammenhæng
Det er dog næppe helt ligegyldigt, hvad en pædagoguddannelse indeholder. Først og fremmest sigter den jo mod forskellige områder: Dagtilbud, skoler, opholdssteder og meget mere. Ovenstående eksempler er blot hentet fra et af disse områder.

Der er over de seneste år fra flere sider udviklet anbefalinger til en eventuel ny pædagoguddannelse, fordi en reform af den eksisterende synes at stå lige om hjørnet. Efter at have været parkeret, så er der heldigvis nu politiske signaler fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) om, at en ny pædagoguddannelse snart kan se dagens lys.

Ønsket om ændringer er der bred enighed om blandt uddannelsens centrale aktører. En af de ønskede forandringer går på betydningen af pædagogfaglighed og dannelse som centrale omdrejningspunkter for en ny uddannelse.

Det kan jo med rette anskues som en relativ banal pointe, men pædagoguddannelsen mangler sammenhænge funderet på fag modsat, som det forholder sig nu, en opsplitning i små moduler med intentionen om fleksibilitet og internationalisering.

Træning, øvelse og refleksion
Aktuelt tales der meget om betydningen af pædagogers relationskompetence, og netop arbejdet med relationer kan meget vel foregå gennem eksisterende fag som pædagogik og psykologi.

Ligesom fag kan danne rammer for arbejdet med kultur, dannelse, æstetik, udeliv, krop og bevægelse og meget andet. Det gør heller ikke noget, hvis fagene rummer en solid mængde undervisning. Ikke i store forelæsningssale, men i rammer hvor de studerende skal kunne fordybe sig i teoretisk stof i en balance med at træne, øve og reflektere over det pædagogiske virke.

Pædagogstuderendes studieforløb skal indeholde øvelses- og træningsbaner, hvor de kan øves i, hvilke roller de kan spille i børnenes spontane lege, eller når dialoger med forældrene skal gennemføres.

Praksis foregår ikke kun i praktikperioder. Der skal være masser af praksis i selve uddannelsen. Ligesom der skal være masser af velvalgt teori.

Teori og praksis skal spille sammen
Læreruddannelsen blev for nylig ændret på velvalgte områder i en proces med tæt inddragelse af læreruddannelsens parter. Den proces kan man sagtens lade sig inspirere af.

Dog opstod der i debatten om en ny læreruddannelse en genoplivning af det tidligere skisma mellem teori og praksis, som også præger debatten om pædagoguddannelsen. Uddannelserne er for akademiske, underforstået for teoretiske, og derfor skal man øge praktikken.

Det hjælper ikke at flytte nominelt på enten teori eller praksis. Det skal spille sammen for på den måde at bidrage til, at studerende øves i at reflektere over og udvikle deres praksis i dialoger med egne og andres erfaringer og relevant forskning.

Den type af uddannelse vil potentielt set også kunne appellere til endnu flere unge mennesker. De unge, der skuer mod pædagoguddannelsen, vil ikke ret overraskende gerne være pædagoger. De vil gerne udgøre en forskel for børn, unge og voksne og kunne se, at uddannelsen vil kunne ruste dem til den opgave.

De skal ligeledes kunne øjne muligheden for at bruge det, som de har med sig fra uddannelsen. Følgelig skal pædagoger efter endt uddannelse fortsat have kontinuerlige muligheder for at være i dialog med kolleger og ledere omkring deres pædagogiske praksis med uddannelsen som et brugbart vidensgrundlag.

I den henseende skal uddannelsen også styrkes på helt konkrete områder som eksempelvis specialområdet. Den type af kvalifikationer vil være centrale for mange pædagoger, uanset om de skal arbejde med børn, unge eller voksne.

Så der er nok at tage fat på, når en ny pædagoguddannelse skal være bedre og tiltrække flere studerende. Det er bare at komme i gang.

{{toplink}}

debat@altinget.dk