Studenterrådgivningen: Trivsel er også en opgave for underviserne

Med nedlukningen er kontakten mellem undervisere og studerende blevet forringet.

Det har påvirket undervisningen og de faglige aktiviteter, der udspiller sig på uddannelserne negativt og haft væsentlige konsekvenser for de studerendes læring og trivsel.

Hvis man skulle have været i tvivl, er det med nedlukningen blevet endnu tydeligere, at studietrivsel og mistrivsel i høj grad hænger sammen med undervisningen og uddannelsesplanlægningen. Dermed er det også tydeligt, at underviserne er frontpersonale, når det drejer sig om studietrivsel.

Uheldigvis er det ikke den gængse opfattelse af underviserrollen i dag, og det er der behov for at råde bod på.

‘Det må du henvende dig til studie- og trivselsvejlederen med’
Forestil dig følgende situation: En studerende mistrives på sin uddannelse fordi hun, på trods af, at hun får gode karakterer, oplever, at hun ikke er så klog som sine medstuderende eller så klog, som hun oplever, hun burde være.

Hun kontakter sin underviser og fortæller om sin mistrivsel. Underviseren hører på den studerende, lader sig formentlig berøre af, hvad den studerende beretter og henviser så den studerende til institutionens studievejledning.

’Det lyder virkelig ikke rart. Men heldigvis kan de hjælpe dig i studie- og trivselsvejledningen, det er dem, der tager sig af trivslen her på uddannelsen’. 

Citatet er opdigtet og yder ikke de mange undervisere retfærdighed, der går mere end en ekstra mil for at hjælpe de studerende, der kontakter dem.

Men pointen er netop, at det betragtes som en ekstra mil, hvis undervisere går ind i trivselsspørgsmål.

I stedet for at det betragtes som en con amore-opgave, bør trivselsfremmende tiltag betragtes som en integreret opgave for underviserne.

Ikke nødvendigvis ved at gå ind i den individuelle vejledning, som ovenstående eksempel lægger op til, men ved, at man på uddannelsen kompetent og systematisk anvender undervisningen og uddannelsesplanlægningen til at understøtte studietrivsel med stærke og fagligt funderede studiefællesskaber.

Det giver ikke alene mening for den enkelte studerende, det giver ekstra god mening, fordi studerende, der trives, lærer bedre end studerende, der mistrives, og derfor også bliver dygtigere dimittender.

Skal prioriteres fra ledelsesside
Men underviserne har i forvejen nok at lave, og den enkelte kan ikke overlades en sådan ekstraopgave.

De skal have hjælp til at integrere opgaven i deres undervisning og uddannelsesplanlægning på flere fronter, således at trivselsarbejdet ikke bliver et spørgsmål om at gøre mere, men om at gøre det anderledes.

Det skal fra ledelsesside formuleres som et prioriteret ønske, at uddannelsen tilrettelægges så sunde, fagligt funderede studiefællesskaber fremmes og indskærpes, at underviserne både som gruppe og individuelt er en afgørende og helt central aktør i denne proces.

Uddannelsesinstitutionerne bør tilbyde kompetenceudvikling, hvor de får mulighed for at forstå baggrunden for typiske studietrivselsfælder og får lejlighed til at oparbejde kompetencer i trivselsfremme. Meget gerne i form af direkte hands-on understøttelse af uddannelsesplanlægningen, hvor medarbejdere i samarbejde aftaler, hvordan de faglige mål skal understøttes pædagogisk.  

Institutionerne bør involvere de ressourcer de allerede råder over og som i dag bærer hovedansvaret for studietrivslen. Eller snarere ansvaret for at håndtere mistrivslen. Nemlig ovennævnte studie- og trivselsvejledere.

Undervisere og studievejledere sidder i hver deres søjle
Generelt er det sådan, at undervisere og studie- og trivselsvejledere passer hver deres tjans og kun sjældent samarbejder.

Organisatorisk kan det aflæses ved at undervisere arbejder i en faglige søjle og har andre undervisere som nærmeste kolleger, mens studie- og trivselsvejledere arbejder i den administrative søjle og har økonomifolk, pedeller og bibliotekarer som nærmeste kolleger. Ofte skal man op på rektorniveau, for at finde nærmeste fælles leder i ledelsesstrengen.

Samklang mellem undervisere og studievejledere kunne ikke blot forbedre trivslen på uddannelsen, men også styrke studievejledernes konkrete føling med uddannelserne og dermed styrke studievejledningen.

{{toplink}}

debat@altinget.dk