Rektor på SDU: Optagelsessystemet skal tjene samfundets behov

Med en repetitiv præcision, der giver mindelser om filmen Groundhog Day, blusser diskussionen om det danske optagelsessystem til de videregående uddannelser op hver sommer. Som regel sker det umiddelbart efter, at årets søgetal er gjort op og offentliggjort 28. juli.

Kan det virkelig være rimeligt, at der er uddannelser, hvor grænsekvotienten er højere end 11,0? Hvordan påvirker det søgelysten til en bestemt uddannelse, at der sidste år var frit optag?

Skaber vores eksisterende optagelsessystem, med dets indbyggede fokus på karaktergennemsnittet fra den adgangsgivende uddannelse, ikke et helt unødvendigt og perverteret karakterræs, som skader de unge mennesker på sjælen?

Skulle vi måske i stedet forsøge os med et større kvote 2-optag i kombination med et nationalt test- og optagelsessamtalesystem?

Definér optagelsessystemets formål
Nu er der imidlertid lagt op til, at det ikke længere skal blive ved snakken. Optagelsessystemet skal reformeres og de gode, detaljerede og velmente forslag til, hvordan det skal ske, er mange. Ingen nævnt, ingen glemt.

Inden man fra politisk hold kaster sig over diskussionen om optagelsessystemets tekniske indretning og udformning, så er der imidlertid god grund til at stoppe op og stille sig selv et mere fundamentalt, og grundlæggende politisk, spørgsmål. For hvad der udgør et godt optagelsessystem, afhænger i høj grad af, hvad man ønsker at opnå med optagelsessystemet.

Hvilket eller hvilke samfundsmæssige mål skal systemet fremme? Hvilke politiske ambitioner skal optagelsessystemet tage farve af? Hvilke grundlæggende værdier skal systemet bidrage til at styrke? Svarene på de spørgsmål er ingenlunde tekniske eller politisk uskyldige.

Optagelsessystemet skal tjene samfundets behov
Sandheden er, at optagelsessystemet er et redskab, der kan og skal indrettes, så det tjener en eller flere politiske målsætninger. Som uddannelsesleder ønsker man selvsagt et system, der tjener samfundets væsentligste behov og prioriteter.

Men hvad der rent faktisk udgør samfundets væsentligste behov og prioriteter er op til de til enhver tid siddende politiske beslutningstagere at definere. Det kan ingen rektor eller uddannelsesleder træffe en beslutning om.

Og de politiske ambitioner og målsætninger kan være mangeartede, såsom øget social mobilitet, inklusion og diversitet, flere indskrevne på STEM-uddannelserne, en større regional spredning af optaget i tråd med aftalen 'Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark', en prioritering af de fire store velfærdsuddannelser, et fokus på mere trivsel i gymnasieskolen, eller et ønske om et økonomisk effektivt system, hvor dem der bliver optaget, er de bedst egnede i den forstand, at de i stort omfang gennemfører uddannelsen på normeret tid og kommer hurtigt i relevante job. 

Uddannelsesinstitutioner med på råd
Der kan være rigtig mange gode grunde til, at man fra politisk hold bør invitere uddannelsesinstitutionerne til at komme med input til et nyt optagelsessystem. Især fordi uddannelsesinstitutionerne har en stor viden om og indsigt i, hvordan forskellige mekanismer og procedurer påvirker optaget.

Men til syvende og sidst bør et optagelsessystem afspejle nogle politiske ambitioner. Hvordan det gode optagelsessystem tager sig ud, kommer derfor helt an på, hvad man ønsker at opnå med det.  

debat@altinget.dk