Frederik Stjernfelt: Mundkurv på forskere vil føre til en hyklerisk offentlighed
Jeg er langt fra enig med Sune Haugbølle, men han skal have lov til at udtale sig i Israel/Palæstina-konflikten. Det er en bizar alternativ virkelighed, hvis forskere ikke må udtale sig om det, de ved noget om, skriver Frederik Stjernfelt, som forsker i ytrings- og pressefrihedens historie.
Altinget lægger op til debat om hvorvidt forskeres politiske synspunkter skal ”deklareres”, når de optræder offentligt som eksperter, eller hvorvidt forskere snarere skal holde deres synspunkter i baggrunden, når de udtaler sig om deres ekspertise.
Jeg synes hverken-eller. Det eksempel, der nævnes, er Sune Haugbølle fra Roskilde Universitet, der har fremsat ekspertudtalelser i anledning af Hamas-Israel-konflikten, samtidig med at han støtter boykot-Israel bevægelsen.
Jeg er langt fra enig med Sune Haugbølle, men jeg finder, at han ikke bør udsættes for nogen af de to foreslåede indskrænkninger.
Forskere er demokratiske borgere
Grundene er flere:
Forskere er også almindelige vælgere og demokratiske individer, og de må have ret til at deltage i den offentlige debat med deres synspunkter, også når det angår deres forskningsemner.
{{toplink}}
Man kan endda mene, at det kan være særligt interessant, hvad folk, der har sat sig ind i sagerne, mener. Også fordi eksperter langt fra altid er politisk enige om konsekvenserne af deres viden. Alternativet er bizart.
Skulle migrationsforskere, klimaforskere, forskere i amerikanske og kinesiske forhold og andre emner, der aktuelt er politiseret, ophøre med at deltage i den politiske debat? Eller skulle de indlede ethvert indlæg med en omhyggelig redegørelse for deres politiske synspunkter, inden man når frem til deres saglige påstande?
Det ville sandsynligvis hæmme deres lyst til at fremlægge deres resultater.
Forskningsfrihed er også ytringsfrihed
Emnet er også relateret til forskningsfrihed. Der er forskningsmiljøer, der er særdeles aktivistiske, lyder kritikken.
Det kan jeg godt være enig i, men frihed er kun frihed, hvis den også gælder dem, man ikke selv er enig med. At der kan opstå stærkt politiserede forskningsmiljøer på bestemte felter, er en pris for at have forskningsfrihed – og videnskabelige og andre kritikere af disse miljøer har på deres side friheden til at gå i flæsket på miljøerne.
Det vigtigste argument er imidlertid, at synspunkter ikke forsvinder, hvis de med det ene eller andet middel bliver søgt hæmmet. Det vil kun resultere i en hyklerisk offentlighed, hvor man ikke længere kan regne med, hvad folk siger.
Er det ikke tværtimod gavnligt, at Sune Haugbølle melder klart ud som boykot-Israel aktivist, snarere end at han går undergrunds med sine politiske synspunkter og aktiviteter?
Så kan den oplyste journalist jo spørge kritisk til sammenhængen mellem hans aktiviteter – der ellers ville henligge i det skjulte.
Jeg kan også tage mig selv som eksempel. Jeg har de senere år som et af mine forskningsemner haft oplysningstidens idehistorie og i særdeleshed ytrings- og pressefrihedens historie og efterhånden publiceret adskilligt om disse emner ad videnskabelige kanaler.
Samtidig har jeg ofte stået frem – eksempelvis med indlæg i Weekendavisen – med forsvar for en vid ytringsfrihed, imod religiøs, statslig og anden censur og pression. Ligesom jeg gør i det indlæg, De aktuelt læser.
Skulle jeg helt undlade at gøre dette, eller skulle jeg have indledt dette korte indlæg med en omstændelig redegørelse for mine generelle synspunkter, der hurtigt kunne blive mere omfattende end indlægget selv?
{{toplink}}
Docent i ytringsfrihed: En forsker må godt have politiske holdninger – også om krigen i Gaza
Enhedslisten: Forskere må ikke stå alene over for presset fra kapitalfonde og private investorer
