DI: Forskning med et formål er ikke at sætte forskningsfriheden over styr

DEBAT: Et fokus på klimaforskning betyder ikke, at forskningsfrihed rammes. De grønne forskningsmiler kan faktisk være med til at løfte vigtige forskningsmiljøet, skriver Mette Fjord Sørensen.

Af Mette Fjord Sørensen
Underdirektør for Kompetencer og Viden, DI

Vi har dygtige forskningsmiljøer på vores universiteter, hvor der opfindes nye løsninger og teknologier til gavn for den grønne omstilling.

Vi har også et erhvervsliv med stærke virksomheder, der udvikler og eksporterer grønne løsninger til verdensmarkedet.

Potentialet for at skabe vækst, arbejdspladser og velfærd er stort, når vores videninstitutioner og erhvervsliv arbejder sammen.

Det gælder særligt på det grønne område, hvor danske virksomheder har førertrøjen på.

Med de 750 millioner kroner, som Uddannelses- og Forskningsministeren prioriterer til den grønne forskning med en ekstra forskningspulje kan det bane vejen for nye forskningsprojekter og samarbejdsaftaler, der kan bidrage til at løse klimaudfordringerne.

Vi skal turde udpege udfordringer
Det er netop en god idé at løfte den grønne forskning, fordi dagsordenen er vigtig for vores samfund, og potentialet er stort for vores erhvervsliv. Vi skal nemlig turde at udpege vigtige udfordringer eller missioner og prioritere vores midler, så vi kan sætte en retning for vores forskning.

Vi kender det allerede fra Horizon Europe-programmet, hvor EU har udpeget en række forskningsmissioner, hvor vi sammen skal udvikle løsningerne til nogle af verdens største udfordringer.

Den grønne omstilling og klimaudfordringer er netop en af disse udfordringer, hvor vi skal satse på at udvikle nye og innovative løsninger, der kan eksporteres til resten af verden.

Danmark en lille, åben økonomi, der lever af at sælge sine idéer og produkter til den store omverden.

Grøn forskning spiller derfor en stor rolle, når det kommer til Danmarks konkurrenceevne. Det er vigtigt, at vi står stærkt i den globale konkurrence mellem virksomheder og forskningsmiljøer om at udvikle fremtidens teknologier og produkter.

Forskningsfriheden sættes ikke over styr
ATV har for nyligt udgivet en analyse af Danmarks styrke på en række teknologiområder sammenlignet med verdens førende tech-regioner.

Danmark står stærkt på vigtige grønne områder som vindteknologi og fødevareteknologi, men halter efter på områder som klimateknologi og vandteknologi.

Den grønne forskningspulje kan derfor være med til at løfte vigtige forskningsmiljøer på den ene side og styrke vores virksomheders konkurrencedygtighed på den anden side.

At turde at pege på, at der er et område, der skal have ekstra fokus, betyder ikke at forskningsfriheden sættes over styr.

De 750 millioner kroner svarer til samlet set tre procent af det offentlige forskningsbudget på 24,2 milliarder kroner. At dreje en del af pengene i en retning, er ikke en diktering af, hvad der præcist skal forske i – men det er nærmere forskning med et formål.

Forrige artikel Magistrene: Politisk fokus på grøn forskning skal følges af flere midler Magistrene: Politisk fokus på grøn forskning skal følges af flere midler Næste artikel DTU-direktør: Erhvervsliv og forskere skal samarbejde om grøn omstilling DTU-direktør: Erhvervsliv og forskere skal samarbejde om grøn omstilling