DEA: De grønne partnerskaber bør fokusere på at nå klimalovens 2030-mål

DEBAT: Grønne partnerskaber egner sig bedst til at understøtte udvikling af løsninger på den kortere bane og i mindre grad til mere langsigtede løsninger, som der også er behov for, mener DEA.

Af Jeppe Wohlert og Jonas Krog Lind
Henholdsvis programleder og seniorkonsulent, Tænketanken DEA 

Med 2,7 milliarder kroner afsat til grøn forskning i 2021 satser Folketingets partier historisk stort på forskningens bidrag til et klimaneutralt Danmark.

Ifølge regeringens grønne forskningsstrategi og aftalen om forskningsreserven for 2021 skal der etableres grønne partnerskaber, som får til at opgave at løse fire missioner om:

Fangst og lagring eller anvendelse af CO2, grønne brændstoffer til transport og industri, klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion og cirkulær økonomi med fokus på plastik og tekstiler.  

Penge til partnerskaber
Her er tale om en ambitiøs og langsigtet strategi, hvor der i alt er afsat 700 millioner kroner til partnerskaberne, som skal samle alle relevante aktører fra forskning, erhvervsliv og myndigheder om at accelerere udviklingen af grønne løsninger for at nå klimalovens målsætninger om en 70 procents reduktion af drivhusgasudledning på dansk jord i 2030 og et klimaneutralt Danmark i 2050.

Og de store partnerskaber forventes at spille på hele værdikæden af forsknings- og innovationsprojekter fra grundlagsskabende, langsigtet forskning til kommercialisering.  

DEA peger i en kommende analyse på tre anbefalinger til arbejdet med de nye partnerskaber.

Analysen er baseret på et litteraturstudie og en række interviews med forskere og virksomhedsrepræsentanter inden for grøn forskning og innovation. 

Lovende teknologier skal i spil 
For det første fremhæver DEA's analyse, at de grønne partnerskaber særligt kan forventes at spille en væsentlig rolle i udvikling og modning af kendte teknologier, som kan bidrage til at nå klimalovens 2030-mål.  

Her er de betydelige bevillinger på finansloven til det nye virkemiddel berettiget. For det vil kræve massive investeringer i partnerskaber om udviklings-, test- og demonstrationsprojekter, hvis velkendte og lovende teknologier skal skaleres, gøres omkostningseffektive og udbredes i samfundet inden for ti år.  

De store grønne partnerskaber kan også vise sig værdifulde for så kompleks en udfordring som klimaforandringer, der stiller store krav om samarbejde på tværs af discipliner og samfundsaktører.

Som DEA og DI påpegede i 2014 egner store partnerskaber sig til at samle konkurrerende virksomheder eller aktører inden for en værdikæde, lige såvel som de kan være et godt redskab til at arbejde med udvikling af innovationsfremmende lovgivning, regulering og standarder, som kunne stå i vejen for en udbredning af mere klimavenlige teknologier. 

Dialog er nødvendig 
Når Innovationsfonden i 2021 skærer det nye virkemiddel til, bør fonden – i første omgang – have fokus på, hvor forsknings- og innovationsmiljøerne selv vurderer, de 700 millioner kroner vil have størst effekt på missionerne. Det vil givetvis forudsætte en både omfattende og løbende dialog med miljøerne. 

For det andet anbefaler DEA i forlængelse heraf, at der ikke udloves et fast antal bevillinger eller en fast bevillingsstørrelse på forhånd.

Det er nemlig langt fra givet, at udfordringerne og finansieringsbehovene er ens på tværs af de fire missioner, lige såvel som der kan være særlige finansieringsbehov for at understøtte partnerskaber, der går på tværs af missionerne.

Det endelige antal af partnerskaber og bevillingsstørrelsen til hvert partnerskab bør således fastsættes på baggrund af en samlet vurdering af de indkomne forslag til partnerskaber. 

Innovationsfondens indsats bør dog ikke udelukkende være styret af miljøernes egne ønsker. Fonden har en vigtig rolle i at forstå udfordringerne inden for hver af de fire missioner i dybden for at kunne vurdere, hvor der skal investeres for at bringe forskningen tættere på løsninger.

Fonden bærer også et vigtigt ansvar for at gennemskue, hvor forsknings- og innovationsmiljøerne har potentiale for mere samarbejde, uden at de nødvendigvis selv efterspørger det. 

Behov for bedre rammer  
For det tredje efterspørger DEA et større fokus på rammerne for den langsigtede, grundlagsskabende forskning, der på sigt – om mindst 10-15 år – kan bidrage med værdifulde indsigter i problemstillinger forbundet med de fire missioner, der hvor vi endnu er langt fra lovende teknologier.  

Interviewet forskere og virksomhedsrepræsentanter peger på et behov for at supplere partnerskaberne og understøtte de grønne forskningsambitioner med grundlagsskabende forskning med en lidt tydeligere defineret retning end i tilfældet med de grønne midler i Danmarks Frie Forskningsfond.

Finansiering af den type forskning er imidlertid ikke tilstrækkeligt til stede i de offentlige forskningsfinansierende fonde i dag.  

Den grundlagsskabende strategiske forskning skal have til formål at understøtte det langsigtede mål om et klimaneutralt Danmark i 2050, hvor vi har brug for teknologier og løsninger, vi endnu ikke kender i dag.

Men den vil have svære kår i grønne partnerskaber med mange parter, der har til formål at accelerere udviklingen af nye klimaløsninger.  

Forrige artikel Dansk Erhverv: Vi skal have en kønskommission for uddannelse Dansk Erhverv: Vi skal have en kønskommission for uddannelse Næste artikel EVA: Gentænk brugen af data til frafaldsbekæmpelse EVA: Gentænk brugen af data til frafaldsbekæmpelse