Frihed under ansvar

DEBAT: De nye udviklingskontrakter er et opgør med ansvarsforflygtigelse og et godt alternativ til det detailstyre, som rektorerne med rette har kritiseret gennem de senere år, mener DI.

Af Charlotte Rønhof
Forskningspolitisk chef, DI

Rektorerne ved de danske universiteter har i stærke vendinger kritiseret det nyeste forslag om ændring af landets udviklingskontrakter. Rektorerne beklager, at deres ledelsesrum indskrænkes, hvis det bliver muligt for ministeren at indføre såkaldte pligtige mål i udviklingskontrakten. Men med offentlige universiteter må det offentliges repræsentant i form af ministeren være i sin gode ret til at foretage en vis styring af universiteterne.

Sommerens debat om hvor mange og hvor få studerende, landets universiteter kunne optage viste med al tydelighed, at det i dag er svært at placere et ansvar for udviklingen af landets universiteter. Videnskabsministeren måtte pænt bede universiteterne om at oprette flere studiepladser. Det ville universiteterne bare kun i meget begrænset grad. Så da dagen for optagelsestallene kom, blev der endnu en gang afvist omkring 8.000 ansøgere. Var det ministerens ansvar? Nej, lød svaret, universiteterne har selvstyre, det er deres ansvar at oprette tilstrækkelige pladser. Universiteterne meldte dog også hus forbi, de mente ikke, at de var i stand til at oprette flere pladser med de nuværende taxametre. Dette eksempel på fælles ansvarsforflygtigelse er et alvorligt problem - både for den enkelte afviste ansøger, men også i høj grad for det samfund, som er afhængig af højtuddannede.

De nye udviklingskontrakter bør blandt andet være et opgør med denne ansvarsforflygtigelse. Og det kan opnås ved at kombinere individuelle mål, der giver universiteterne mulighed for at dyrke deres særkende, med pligtige mål, der giver ministeren mulighed for at udstikke langsigtede mål af overordnet samfundsmæssig interesse. I begge tilfælde er der tale om et godt alternativ til det detailstyre, som rektorerne - med rette - har kritiseret gennem de senere år. Både for de pligtige og de selvvalgte mål er der tale om målstyring, der giver rektorerne fuld frihed til at nå målene, på den måde de finder bedst. Udviklingskontrakterne er dermed en styrkelse af universiteternes daglige ledelsesrum. Samtidig behøver ministeren ikke længere sende bønskrifter til universiteterne, men kan - helt rimeligt - udstikke pligtige mål. Men så bærer ministeren selvfølgelig også sin del af ansvaret, hvis målet ikke nås.

 

 

Forrige artikel SU-reform kan sikre fremtidens velfærd Næste artikel Brugerbetaling rammer socialt skævt