Vælgerne flygtede fra Prehn efter møgsager: Var 62 stemmer fra at ryge ud af Folketinget

Fungerende fødevareminister Rasmus Prehn var uhyre tæt på at miste sin plads i Folketinget og er nu det S-folketingsmedlem med færrest personlige stemmer. Negativ omtale har kostet, vurderer Prehn selv.

62 personlige stemmer.

Så lille blev forskellen, der betyder, at fungerende fødevareminister Rasmus Prehn (S) på trods af en massiv vælgerflugt beholder sin plads i Folketinget.

Det står klart efter folketingsvalget tirsdag.

Rasmus Prehn vandt Socialdemokratiets syvende og sidste mandat i Nordjyllands Storkreds med sine 1.899 stemmer og fastholder dermed med det yderste af neglene sin plads i Folketinget foran partikollegaen Morten Klessen, der fik 1.839 stemmer.

Resultatet er dog en markant tilbagegang for Prehn, der i 2019 fik 5.692 personlige stemmer i samme kreds.

Med valgresultatet er Rasmus Prehn også det medlem i Socialdemokratiets nye folketingsgruppe, der har færrest personlige stemmer i ryggen.

Til sammenligning opnåede partiets fødevareordfører, Anders Kronborg, genvalg med 7.407 stemmer i det sønderjyske.

{{toplink}}

Negativ omtale har kostet

Ministeren gik ind i valgkampen i sit livs politiske stormvejr efter stribevis af afsløringer om graverende fejl i bilagene og betjening af ministerkortet.

Sagerne er blevet citeret vidt og bredt i de største dagblade og på de store tv-stationer, og de fik i juli det store lokalmedie Nordjyske til i en usædvanlig hård leder at argumentere for, at Prehn ikke fortjente genvalg.

Hovedpersonen selv bebrejder også historierne for vælgerlussingen.

I et opslag på Facebook skriver Rasmus Prehn, at han er ”taknemmelig og ydmyg” for at blive valgt, men at han også er klar over, at han ”har et stort arbejde at gøre med at genopbygge tillid”.

”Det er ingen hemmelighed, at jeg har vidst i flere måneder, at det ville blive mere end almindeligt svært at blive genvalgt. Møgsager og flere måneder med negativ omtale af mig i medierne har naturligvis slidt, trættet og skabt et meget negativt billede af mig i offentligheden. Et billede jeg selv og mine nærmeste slet ikke har kunne genkende,” skriver ministeren.

Han kalder desuden de seneste uger for ”den hårdeste kamp, jeg har prøvet i mit politiske liv”.

Artiklen fortsætter efter Facebook-opslaget.

 

Hev sejren hjem i Hjørring

Når Rasmus Prehn genvælges til Folketinget, skyldes det i høj grad vælgerne i Hjørring-kredsen, hvor ministeren også er opstillet.

Her valgte 1.098 nordjyder at sætte deres kryds ud for Rasmus Prehns navn.

Mindre var opbakningen i Mariagerfjord-kredsen, hvor han var den af alle S-kandidaterne i Nordjylland, der fik færrest personlige stemmer (30).

Socialdemokratiet stod i prognoserne til kun at få seks mandater i Nordjylland ved dette valg, men da partiets mangeårige folketingsmedlem Orla Hav ikke havde valgt at genopstille, var det på forhånd vurderingen, at Prehn relativt sikkert vil kunne tage partiets sjette mandat i kredsen.

Partikollegaen Per Husted endte dog med at overhale Prehn, der dermed kunne glæde sig over, at Socialdemokratiet fastholdt alle syv mandater i det nordjyske.

De øvrige fem nordjyske S-mandater er Mette Frederiksen, Simon Kollerup, Bjarne Laustsen, Flemming Møller-Mortensen og Ane Halsboe-Jørgensen.

Få overblik over, hvordan det gik Folketingets fødevareordførere ved valget her.

Forrige artikel Bonnesen triumferede på Fyn, og Egge blev reddet på målstregen: Sådan gik det fødevareordførerne Bonnesen triumferede på Fyn, og Egge blev reddet på målstregen: Sådan gik det fødevareordførerne Næste artikel Tre professorer har gennemgået minksagen og lægger rigsretsspekulationer mod Mette Frederiksen i graven Tre professorer har gennemgået minksagen og lægger rigsretsspekulationer mod Mette Frederiksen i graven