To af Danmarks største dagligvarekoncerner sætter for første gang CO2-reduktionsmål

Købsmandskoncernen Dagrofa vil reducere CO2-udledningen fra egen drift med 20 procent inden udgangen af 2024. Salling Group sætter mål om 50 procents reduktion i 2030 og har samtidig tilmeldt sig anerkendt klimastandard for virksomheder.  

Et spøgelse går gennem dagligvarebranchen – et bæredygtigt spøgelse.

Noget tid efter konkurrenten COOP er Salling Group og Dagrofa, Danmarks henholdsvis største og tredjestørste dagligvarekoncern, klar med CO2-reduktionsmål.

Inden 2030 skal Salling Group, der blandt andet ejer Netto, Føtex og Bilka, have reduceret sin udledning med 50 procent.

”Vi håber på at kunne gøre mere, men vi opererer i tre lande, og navnlig i Polen, hvor vi har også har Netto-butikker, er strømmen langtfra lige så grøn som i Danmark,” siger CSR- og kommunikationsdirektør Henrik Vinther Olesen.

Realiserbart

I købmandskoncernen Dagrofa skal 20 procent af udledningen fra driften af butikkerne Meny, Spar, Let-Køb og Min Købmand samt Dagrofa Foodservice forsvinde inden for tre år.

”Vi har i Dagrofa sat os for at reducere vores CO2-impact fra vores egen drift inden udgangen af 2024,” siger Dagrofas CSR-chef, Henrik Bernhard Johannsen.

”Så kan du sige: Hvor ambitiøst er det? Men for os handler det om at sætte et realiserbart mål,” siger Henrik Bernhard Johannsen.

{{toplink}}

Dagrofas reduktionsmål omfatter også koncernens eget madspild og samt egne fødevareselskaber, lagre, vareterminaler og transport.

Grøn strøm

For at reducere udslippet skal Dagrofa blandt andet have mindst 75 procent grøn strøm inden udgangen af 2024.

”Det vigtigste er, at man er med til øge den andel af vedvarende energi, der kommer ud af stikkontakten,” siger Henrik Bernhard Johannsen.

"Vi kigger blandt andet på, om vi kan få mere selvforsyning i form af solceller på vores tagoverflader, og om vi kan lave en aftale med et energiselskab om, at et antal ører, for hver kilowatttime vi køber, går til at bygge flere vedvarende energikilder," siger han. 

Dagrofas CSR-strategi omfatter også en ambition om at halvere mængden af madspild inden udgangen af 2030.

Målbart

Salling Group tilmeldte sig i december Science Based Targets Initiative. Det er ifølge eksperter det bedste redskab til at sikre, at virksomheders klimamål lever op til klimavidenskaben og Parisaftalens 1,5-gradersmål.

”Det giver ikke kun troværdighed i forhold til forbrugerne, men også i forhold til de andre markedsaktører, dagligvarekæderne samarbejder med. Der er mere transparens,” siger Michael Minter, programchef for Fremtidens fødevarer i den grønne tænketank Concito.

Derfor opfordrer han også Dagrofa til at tilmelde sig.

”Det bidrager til, at styr få på data og dokumentation og giver indsigt i, om man er på sporet i forhold til de nødvendige reduktioner,” siger Michael Minter.

Henrik Bernhard Johannsen fra Dagrofa har da også Science Based Targets Initiative i kikkerten.

”Det er noget vi kigger på i år, for rigtigt mange mener jo, at det er den rigtige vej at gå,” siger han.

Han vil dog ikke sætte en præcis dato for, hvornår Dagrofa kommer til at forpligte sig og dermed følge trop efter COOP og Salling Group. Men han forventer, at det vil ske inden udgangen af 2024.  

Klimarådet: Godt at få dem på banen

Hos ekspertorganet Klimarådet vil adfærdsforsker Bente Halkier ikke forholde sig konkret til kædernes målsætninger.

Men hun understreger, at dagligvarebutikkerne er en vigtig brik i den grønne omstilling. 

”Det er rigtigt godt, at dagligvarekæderne melder sig på banen. Den globale fødevareproduktion står for 30 procent af verdens udledninger, så det er oplagt, at de også hjælper til,” siger Bente Halkier, der til daglig er professor ved Københavns Universitet.

Forrige artikel Landbruget er Landbruget er "overordentligt utilfreds" med EU-advokats kritik af Danmark i sag om fetaost Næste artikel Støttepartier bakker Prehn op: ”Fuldstændig galimatias” at dyrke afgrøder på brakmarker Støttepartier bakker Prehn op: ”Fuldstændig galimatias” at dyrke afgrøder på brakmarker