Tilbudsavisen er alles prygelknabe

DEBAT: Tilbudsaviser er et ofte udskældt medie, men faktisk er langt de fleste danskere glade for dem, siger Lotte Engbæk Larsen, fødevarepolitisk chef i Dansk Erhverv. Og med god grund, fastslår dagens debattør, for tilbudsaviserne er med til at sikre prisgennemsigtighed og sund konkurrence i detailhandelen.

Af Lotte Engbæk Larsen
Fødevarepolitisk chef i Dansk Erhverv

Selvom vi ikke altid vil være ved det, er vi danskere en nation af tilbudsjægere, og tilbudsaviserne bliver af mange flittigt brugt i jagten på de gode tilbud. En undersøgelse fra 2011 viste, at 2,7 millioner danskere hver uge læser en eller flere af de husstandsomdelte reklamer. En anden undersøgelse fra sidste år viste, at 86 procent af modtagerne af reklametryksager bruger dem aktivt. Til gengæld viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv, at kun 2 procent af danskerne bruger apps i deres søgen efter tilbud.

Tilbudsaviserne giver billigere varer
Danskernes tilbudsjagt holder butikkerne på tæerne og skarpe i konkurrencen om forbrugernes gunst. For danskerne kan hver uge nemt og bekvemt finde ud af, hvor for eksempel mælken er billigst, og de er ikke kede af at stemme med fødderne for at få det bedste tilbud. Det skærper konkurrencen og giver i sidste ende billigere varer til forbrugerne. Tilbudsaviserne er samtidig med til at sikre, at dagligvarehandelen er et meget gennemsigtigt marked, noget andre som fx forsikringsselskaberne og bankerne kunne lære af.

Tilbudsaviserne er tillige i høj grad med til at holde liv i de små, mindre og mellemstore dagligvarebutikker uden for de store byer. 70 procent af disse butikker mener, at markedsføring via tilbudsaviser er afgørende for butikkens overlevelse. Tilbudsaviserne er derfor en vigtig kommunikationskanal for mindre, lokale butikker, der meget præcist og forholdsvist billigt kan nå deres målgruppe. Forsvandt de trykte reklamer, var disse butikker nødt til at bruge dyrere og mindre målrettede reklamekanaler, og det ville gøre det sværere for dem at nå deres målgruppe. Det ville skade konkurrencen og have stor indvirkning på butiksstrukturen.

Reklameafgift er benspænd
Tilbudsaviserne fungerer i øvrigt som en vigtig kommunikationskanal, når det gælder om at informere danskerne om nøglehulsmærkning, fairtrade, gode kostråd og mange andre informative og sundhedsfremmende udsagn, som er vigtige for danskerne at kende. Tilbudsaviserne når en meget bred målgruppe og dermed også de danskere, som man har svært ved at nå med traditionelle offentlige kampagner.

Det kan derfor også undre, når regeringen på den ene side beder om hjælp til at udbrede kendskab til de sundere valg som for eksempel nøglehullet, men samtidig spænder ben for en af de mest effektive måder at gøre det på. Regeringen barsler med en afgift på reklametryksager, som ikke bare vil være benspænd, men direkte konkurrenceforvridende. Den nye afgift vil skævvride konkurrencen mellem valget af mediekanaler - til særlig ugunst for husstandsomdelte reklamer. Og det vil gå stærkt ud over prisgennemsigtigheden på dagligvaremarkedet.

 

 

Forrige artikel Energiforlig styrker økologien Næste artikel En god ide at ensrette de sociale ydelser i EU