Økologisk Landsforening: CO2-afgiften skal modregnes i landbrugsstøtten

Økologisk Landsforening stiller sig i koret af organisationer, der hepper på udsigten til en klimaafgift i landbruget. Det er en modig udmelding. Om vi fejrer afgiften den dag, den kommer, er også helt afhængigt af, hvordan den udformes.

Der er tre helt afgørende forhold for, at afgiften kan blive en succes. Afgiftsgrundlaget skal baseres på et regnskab over forbrug i modsætning til en territorialberegning. Samspillet mellem dyrkningspraksis og kulstoflagring i jorden skal med, og den skal ledsages af flere samtidige krav.

I en vidensyntese fra 2021 om livscyklusvurderinger og klimaeffektivitet i landbrugssektoren konkluderer forskere fra Aarhus Universitet, at ensidig optimering på en enkeltstående parameter risikerer at lede til suboptimering.

Det kunne for eksempel være at fremme en meget intensiv husdyrproduktion i jagten på produktivitet med et deraf højt antibiotikaforbrug og forhold, som udfordrer hensynet til dyr som levende og sansende væsner.

Og så finder vi det i Økologisk Landsforening indlysende, at afgiften bør introduceres som en integreret del af den danske landbrugsstøttemodel. Der er ikke behov for parallelle pengestrømme. Det er kun mere bureaukrati.

Landbrugsstøttemidlerne er fælles penge, og dem bør vi bruge på fælles goder som for eksempel et landbrug med et lavt klimaaftryk, der samtidig leverer på hensyn til naturen, dyrevelfærden, vandmiljø og drikkevand.

Så inden der udbetales landbrugsstøtte, bør der laves en opgørelse, hvor afgiften modregnes i landbrugsstøtten. Der kan indføres et klimaloft. Overskrides loftet reduceres støtten, resultater under loftet kan udløse merbetaling.

Afgift baseret på forbrugsbaseret aftryk

Vores første forudsætning, at afgiften skal baseres på et forbrugsbaseret aftryk frem for en territorialopgørelse, er af meget stor betydning.

I en kandidatafhandling fra 2021 har Nana Winther Kjær set på 13 mælkebedrifters klimaregnskab. På disse 13 bedrifter var klimaaftrykket 52 procent højere, når der blev regnet på det forbrugsbaserede aftryk frem for alene på det territoriale aftryk. En tredjedel af udledningen var knyttet til import, hvoraf importeret foder var det vigtigste.

Forskellen på resultatet, alt efter om der regnes på territorialaftryk eller forbrugsbaseret aftryk, vil variere afhængig af opgørelsesmetoder, men uanset dette vil det være en graverende fejl kun at regne på territorialaftryk.

Landbruget kan synes meget klimavenligt, hvis husdyrproduktionen baseres på indkøbt foder. Det giver oplagt ikke nogen mening, hvis målet er at fremme en klimavenlig produktion i balance med det globale ressourcegrundlag.

Det vil heller ikke være i overensstemmelse med Klimalovens guidende principper, der i formålsparagraffen stykke tre punkt fire siger, at det skal sikres, at danske tiltag ikke blot flytter udledningen uden for Danmarks grænser. 

Kulstofvenlig dyrkningspraksis skal belønnes

Hvad angår kulstoflagring skal tilgangen være at belønne for en kulstofvenlig dyrkningspraksis og ikke den faktiske effekt på den enkelte mark. Er jorden i underskud, vil en kulstofpositiv praksis potentielt betyde lagring.

Er den i balance, vil praksis betyde, at balancen opretholdes. Målet med en afgift må være at fremme en hensigtsmæssig adfærd i forhold til klima. Der er derfor ikke behov for en kvantificering via måling, hvilket også vanskeliggøres, da der er tale om langsigtede dynamikker.

Økologisk Landsforening har valgt at prioritere en afgift rettet mod primærleddet, da den rummer et stærkt incitament for den enkelte til at lave klimatilpasninger i primærproduktionen.

Men det kan være nødvendigt at kombinere afgiften med afgifter i forbrugsleddet. Afgifter i forbrugsleddet kan kompensere for det klimaloft eller bundfradrag, som det også kan kaldes, som vi anser for nødvendigt at opstille for at stille danske landmænd rimeligt i konkurrencen med kollegaer, der producerer i lande, hvor der endnu ikke er indført en CO2-afgift.

Det er udsigten til voldsomme klimaforandringer, som vi allerede nu begynder at mærke effekterne af, der har skabt en brændende platform, og som har foranlediget et politisk flertal for en grøn skattereform.

Men afgifter er ikke et nyt forslag i økologernes egen verden. Lige så længe, jeg har været en del af økologien, og det har passeret 25 år, er der blevet efterlyst true cost accounting. Vi lever i et samfund baseret på en markedsdrevet økonomi. Det er effektivt i jagten på omkostningseffektive løsninger.

Men det er helt afgørende, at alle ressourcer prissættes. Gratis ressourcer som klima, natur, vandmiljø og urimelige livsbetingelser for dyrene bliver overudnyttet, hvis de ikke bliver en del af regnestykket, eller hvis der ikke er dækkende regler, der beskytter dem.

Med afgifter og altså true cost accounting kan vi sikre en sammenhæng mellem pris og belastning, og derigennem aktivere markedet til at drive den grønne omstilling i fødevareproduktionen.

{{toplink}}

debat@altinget.dk