L&F: Det er uretfærdigt at mistænkeliggøre landbrugets fonde, når de arbejder i samfundets og klimaets tjeneste

Fondene i landbruget bidrager med forskning og innovation til landbrugs- og fødevaresektoren. Betydningen af praksisnær forskning kan ikke undervurderes og vil være helt afgørende for den fortsatte udvikling, skriver Anders Klöcker.

Den seneste tid har der været debat her på Altinget om landbrugets fonde. I rækken af indlæg, synes jeg, det er interessant at se, hvem der går ind i den egentlige substans, og hvem der holder sig til gammelkendte paroler.

Fondene fortjener ikke mistænkeliggørelse

Helt ærligt, vi kan fint diskutere landbrugets fonde, men meget af den såkaldte debat virker til først og fremmest at have til formål at mistænkeliggøre fondenes eksistens og pleje egne dagsordner.

Den skinbarlige sandhed er imidlertid hverken lyssky eller mistænkelig.

Rent faktisk kan det siges ganske enkelt: Fondene i landbruget er skabt af landmændene selv. Det skyldes først og fremmest fremsynede landmænd, men også nogle helt konkrete udfordringer, som erhvervet ville stå med, hvis ikke fondene eksisterede.

For hvor meget forskning og udvikling kan en enkelt landmand skabe på egen hånd? Svaret er, at det er ganske begrænset.

Forskning kræver forskningsfaciliteter, forskere, investeringer og teknologi. Et sådant forskningsmiljø kan ikke skabes på alle landets 33.000 bedrifter. Og den forskningsbaserede viden og innovation, der kan bruges i praksis og skabe resultater i mark og stald, kommer ikke dumpende ned fra himlen.

Forskning afhænger af fondene

Den, der kender sin historie, ved også, at produktionsafgiftsfondene – og i sin tid også Promilleafgiftsfonden – er blevet til på basis af penge, som år efter år er opkrævet hos hver enkelt landmand. Griseproducenten betaler til Svineafgiftsfonden, mælkeproducenten til Mælkeafgiftsfonden og så videre.

Den årlige afgift i kroner og øre besluttes af fondenes bestyrelser. Det er og bliver landmændenes egne penge, som opkræves i en afgift. Så selvom ordet afgift lyder statsligt, så er det altså et initiativ, som er skabt og drevet af landmændene i Danmark.

Jeg vil også anholde, at den fradragsret, som landmanden har for sin betaling af afgiften, skulle betyde, at samfundet bør have indflydelse på prioriteringen af fondenes midler. For helt generelt gælder det nemlig, at virksomheder har fradragsret for deres investeringer i forskning og udvikling.

I de senere år har der faktisk været 130 procent fradrag. Jeg har endnu til gode at høre nogle, som dermed mener at skulle blande sig i individuelle danske virksomheders investeringer i forskning og udvikling.

Hvis fremtiden bliver, at fondenes bestyrelser ikke længere må lægge strategierne for fondenes arbejde og administrere midlerne til de ansøgte projekter, så kan man forestille sig, at afgifterne skrues ned.

Dermed trækkes tæppet væk under den praksisnære forskning og innovation på netop de områder, hvor vi for eksempel har en mulighed for at knække klimakoden og udvikle de svære men effektive løsninger, der sænker klimaaftrykket.

Fondene udvikler sig i takt med samfundet

Så hvorfor har nogle aktører set sig så sure på landbrugets fonde? Handler det måske om ideologi snarere end egentlige problemer?

Når jeg ser på produktionsafgiftsfondene og de bevilligede projekter, oplever jeg, at fondene udvikler sig – præcis som resten af samfundet. Debatten om klimaet, vores fødevarer, vores rejsevaner og vores transport har udviklet sig hastigt de seneste fem til ti år.

Vi ser i dag anderledes på en lang række udfordringer, og det afspejler sig også i fondenes prioriteter. Der bliver i stadig stigende grad bevilliget penge til forskning inden for grønne løsninger, præcis som det efterlyses af flere aktører her i debatten.

Det er derfor imod bedre vidende, hvis man påstår, at bevillingerne i dag ikke går til projekter, der er i samfundets interesse i forhold til at understøtte en grøn omstilling, der handler på klima, miljø, dyrevelfærd og natur. Det er faktisk præcis det, som fondene gør, hvis man ellers gider tjekke op på fondenes strategier og bevillinger.

Den grønne omstilling er i gang

De projekter, der støttes, har en fællesnævner: De er praksisnære og tager udgangspunkt i virkeligheden i det danske fødevareerhverv. Derfor gives der midler til eksperter fra Landbrug & Fødevarer, SEGES Innovation, Økologisk Landsforening, og også i vid udstrækning Aarhus og Københavns universiteter, DTU og Teknologisk Institut.

Faktisk har en anden af dette temas debattører, Forbrugerrådet Tænk, også projekter, der har fået støtte. Viften er bred, fordi udfordringerne og løsningerne er brede.   

Det afspejler sig også i den meget omtalte Promilleafgiftsfond. Fonden har været igennem en stor omstilling, ligesom resten af samfundet, og fokuserer år for år mere på forskning i klimaprojekter. Promilleafgiftsfonden valgte eksempelvis at prioritere en stor del af sine midler til klimaprojekter fra og med år 2021. Derefter valgte et politisk flertal at omprioritere yderligere 85 millioner årligt.

Den omstilling, som efterspørges, er altså i gang. Derfor kan vi godt have debatten om fondene, men mistænkeliggørelse og antydninger af, at fondene ene og alene prioriterer afsætning af kød, mener jeg ikke, er fair.

Vigtigst af alt, og noget som ofte bliver overset, er, at den forskning, der bevilliges penge til, skal ende ud i gode brugbare redskaber, som både landmænd og samfund kan nyde godt af. Den opgave har fondene klaret indtil nu. Og sådan vil det fortsætte, når fondene også i fremtiden skal udvikle sig sammen med resten af samfundet.

{{toplink}}

Forrige artikel Aktører: Velsmag er afgørende for klimavenlige madvaner. Det kalder på en tværfaglig indsats Aktører: Velsmag er afgørende for klimavenlige madvaner. Det kalder på en tværfaglig indsats Næste artikel Rådet for Grøn Omstilling: S bør lytte til EU's klokkeklare kritik af dansk landbrugsplan Rådet for Grøn Omstilling: S bør lytte til EU's klokkeklare kritik af dansk landbrugsplan