Er madfattigdom vendt tilbage?

Af Thomas Fremming
Stifter af fødevareBanken

I Danmark er der mennesker, for hvem en tilstrækkelig, sund og nærende kost ikke er en selvfølge. Det er en broget skare af mennesker - enlige fædre og mødre, familier, der er sat på gaden, eller folk uden det store netværk at trække på, når økonomien strammer til.

Fælles for dem er, at de ikke optræder i en samlet opgørelse nogen steder. Den velfærdsstat, Danmark opbyggede i 60'erne, udryddede problemer med at få noget at spise. Derfor har vi heller ikke haft et dansk ord for det, som WHO kalder food security - "fysisk og økonomisk adgang til tilstrækkelig, sikker og ernæringsrigtig mad, som møder [folks] kostmæssige behov og præferencer for at opretholde et aktivt og sundt liv" (WHO, 2010, Food Security). Og derfor er madfattigdom et sort område i de danske statistikker.

Flere indikatorer på madfattigdom
Men vi mener at kunne se eksempler på, at madfattigdom også eksisterer herhjemme: Vi får anekdoter af personalet på de væresteder, krisecentre med videre, som vi leverer mad til, og meldinger om, at de sagtens kunne tage imod meget mere mad, end vi kan levere. Tre ud af fire af brugerne på de steder, vi leverer til, siger, at kosttilskuddet her giver dem mere overskud i hverdagen. Hver femte bruger kom udelukkende på stedet for at få noget at spise. 40 procent sagde, at de ikke havde råd til at købe mad hver dag, og lige så mange, at de havde gået sultne mindst en dag inden for den sidste måned.

Man kan også se glimt i undersøgelser som Københavns Kommunes fattigdomsrapport fra 2006, hvor en forælder for eksempel talte om "sultedage" sidst på måneden, hvor vedkommende afstod fra at spise, for at børnene kunne få ordentlig mad. Samme rapport fortæller, at en tredjedel af københavnere, der lever under kommunens fattigdomsgrænse, ikke har råd til tre måltider om dagen.

Et spørgsmål om økonomi?
Der er herhjemme kun skrevet en enkelt bacheloropgave om madfattigdom. Heri udpeges økonomisk fattigdom som hovedårsagen til madfattigdom. Den korte forklaring er, at fødevarepriserne er steget, uden at overførselsindkomsterne, som de fattigste danskere lever af, er fulgt med. Under fødevarekrisen 2007-2008 steg de mest almindelige fødevarer med op til 14 procent, og de er ikke faldet igen siden. Prisen på mad i dag er den højeste, siden FN's fødevareorganisation FAO begyndte at måle i 90'erne. Men overførselsindkomsterne er blevet på samme niveau, og der er tilmed indført nye, lavere takster for nogle grupper.

Et almindeligt dansk madbudget hos en gennemsnitsfamilie koster en tiendedel af den samlede indtægt før skat og husleje. Men for de fattigste vil den samme diæt æde mellem en tredjedel og en fjerdedel af indtægten før skat og husleje. Madkassen er som regel den eneste udgift, man kan skrue op og ned for, så når der skal gøres plads i budgettet til nye støvler, begynder man i første omgang at købe mindre varieret mad og dårligere råvarer.

Men der kan sagtens være andre udsatte grupper og andre årsager til, at danske borgere ikke har tilstrækkelig adgang til at få nok at spise. Halvdelen af de ældre i Danmark er undervægtige - men skyldes det økonomi, at det er for vanskeligt for nogle ældre at købe ind eller noget helt tredje? Området bliver ikke undersøgt, og derfor kan vi ikke sige det præcist, vi kan som sagt bare se eksemplerne. Men lidt mere vished ville være rart.

debat@altinget.dk