Kan og skal EU’s landbrugspolitik sikre landmændene en rimelig indkomst?

Af Henrik Zobbe
Direktør, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet

Siden etableringen af den fælles europæiske landbrugspolitik i 1958 har politikken i princippet været drevet af to overordnede målsætninger. En målsætning om at sikre de europæiske borgere adgang til rigelige og sikre fødevarer og en målsætning om at sikre de europæiske landmænd en rimelig indkomst.

Udover disse grundlæggende målsætninger har de enkelte reformer af politikken de sidste små 20 år været drevet af flere underordnede målsætninger, men med EU-Kommissionens udspil til, hvordan landbrugspolitikken skal se ud efter 2020, er der igen fokus på få overordnede målsætninger, hvor af sikring af rimelige indkomster igen er helt centralt placeret.

Danske landmænd har pæn familieindkomst
Det første spørgsmål, der i den forbindelse kan stilles, er, om det overhovedet er rimeligt at fokusere på et enkelt erhvervs indkomst? Teoretisk er svaret nej. Ifølge velfærdsøkonomisk teori er det væsentlige spørgsmål relateret til en families samlede forbrugsmuligheder. Der spørges altså ikke til, om et bestemt erhverv bidrager mere eller mindre til dette, men til den samlede familieindkomst og det forbrug, den kan generere. Hvis vi kigger på en landmands familieindkomst kan denne, udover indkomsten fra bedriften, indeholde egen og ægtefælles lønindkomst, forskellige former for kapitalindtægter, sociale ydelser o.l.

Om denne indkomst er rimelig, kan dokumenteres empirisk. Ifølge familieindkomstundersøgelser foretaget af OECD er der ikke noget, der tyder på, at familieindkomsterne i de europæiske landbrugsfamilier er ringere end i gennemsnitlige familieindkomster i de respektive lande eller i forhold til et OECD-gennemsnit. Hvis vi kigger på Danmark, ser det rigtig godt ud. Familieindkomsten i landbruget er noget højere end gennemsnitlige familieindkomster i Danmark, og de ligger i den pæne ende sammenlignet med andre lande.

Rimelig indkomst opnås ved øget produktion
Hvad nu hvis politikerne på trods af ovenstående argumenter stadigvæk ønsker, at politikken skal sikre landmændenes indkomster? Ifølge EU-Kommissionens udspil og den europæiske debat er sikring af rimelige indkomster stadig central for landbrugspolitikken. Under denne præmis hvordan kunne en mere optimal politik så se ud?

For at kunne svare på dette spørgsmål er vi nødt til at vide lidt om, hvordan der genereres indkomst i landbrugserhvervet. Landmænd er i princippet pristagere og mængdetilpassere. De står på langt sigt over for et faldende sektorbytteforhold forstået på den måde, at priserne på deres produkter over tid falder relativt til priserne på produktionsfaktorerne jord, kapital og arbejdskraft.

Fødevarer er nødvendighedsvarer og påvirkes derfor ikke nævneværdigt af indkomststigninger, hvorimod prisen på produktionsfaktorerne følger den generelle prisudvikling. Den enkelte landmand må derfor løbende strukturtilpasse sin produktion til de aktuelle prisforhold for at opretholde en rimelig indkomst. Dette gøres gennem en øget produktivitet, der dækker over, at landmanden implementerer ny teknologi og løbende forbedrer udnyttelsen af denne, samt ved at produktionen udvides, så potentielle størrelsesøkonomiske fordele udnyttes.

Optimal landbrugspolitik sikrer mobilitet 
Der er altså en sammenhæng mellem den enkelte landmands evne til og muligheder for strukturtilpasning og hans løbende indkomst. En optimal landbrugspolitik, der skal understøtte landmændenes mulighed for en rimelig indkomst, må derfor være en strukturtilpasningspolitik, der sikrer mobilitet på de relevante faktormarkeder gennem f.eks. uddannelse, efteruddannelse, pension, fleksible jord- og kapitalmarkeder og forskning og rådgivning.

Fjernelse af støtten vil medføre indkomsttab
Afslutningsvis skal der knyttes et par kommentarer til den nuværende landbrugspolitik og landbrugets indkomster. Den største del af støtten bliver i dag udbetalt til de europæiske landmænd som direkte støtte. Støtten er fastsat pr. hektar, og en støtteudbetaling kræver, at landmanden driver jord, der svarer til støtteudbetalingen. Støtten havde, da den blev indført for snart mange år siden, en indkomstvirkning for de daværende jordejere.

Når jorden handles, sker der en kapitalisering af støtten i jordprisen, hvilket betyder, at køberne på grund af den fremtidige støtte kan betale en tilsvarende merpris for jorden. Indkomstvirkningen af støtten bortfalder på denne måde, og støtten er i princippet værdiløs. En fjernelse af støtten derimod vil medføre et indkomsttab for de nuværende jordejere på baggrund af faldende jordpriser. Dette er det store politiske problem, som EU står overfor.

debat@altinget.dk