Kritik af Dohrmanns farvel til fødevarerne

DEBAT: Ifølge S ligger der andre motiver bag Jørn Dohrmanns ønske om at stoppe som fødevareordfører og formand for fødevareudvalget. Det skriver Bjarne Laustsen.

Af Bjarne Laustsen
Fødevareordfører for Socialdemokraterne

Jeg forstår udmærket fødevareudvalgets formand, Jørn Dohrmann fra DF, som ytrer ønske om, at han vil væk fra fødevareområdet, men hans begrundelse for at gøre det er ikke særlig ædruelig.

Han påpeger, at der er mødesammenfald med miljøudvalget, men da stort set samtlige de øvrige medlemmer af fødevareudvalget har forsøgt at flytte udvalgsmødet, virker det som en søgt forklaring, da Jørn Dohrmann var den eneste, der var imod.

Sat på plads af sine egne
Sandheden er, at DF er et topstyret parti, og her er Dohrmann blevet kørt over af sine egne flere gange. Først var det i forhandlingerne om et nyt veterinærforlig, hvor fødevareministeren førte bilaterale forhandlinger med Christian H. Hansen.

Her i sommer bliver han så kastreret for åben tv-skærm af sin partiformand i sagen om kastration af hangrise. Og senest i sagen om GDA-mærkning - som han har været meget imod - gav hans EU-ordfører-mandat i europaudvalget til ministeren, så der er ikke noget at sige til, at han er blevet træt af at være fødevareordfører, når han bliver underkendt på så væsentlige områder.

Så der er tid til luftforandring, selvom argumentationen ikke hænger sammen. Vi ser frem til, at DF finder en ny formand. Skulle det ikke være tilfældet, tror jeg sagtens der kan findes en afløser blandt de nuværende medlemmer af fødevareudvalget.

Forrige artikel Sundhedsanprisninger er ikke forbrugernes ønske Sundhedsanprisninger er ikke forbrugernes ønske Næste artikel Er mælken fredet? Er mælken fredet?