Danskerne vil forebygge, og industrien skal hjælpe

DEBAT: Forbrugerrådets formand, Camilla Hersom, mener, at industrien har et stort ansvar for fedmeepidemien. Hun håber, at forbrugernes ønske om at øge udbuddet af sunde fødevarer tages alvorligt af politikerne og industrien.

Af Camilla Hersom
Formand, Forbrugerrådet

Nu kommer Forebyggelseskommissionens store plan for, hvordan vi gør danskerne sundere.

Forbrugerrådet har spurgt danskerne om, hvad de mener, der bør gøres. Og svaret er klart:

3 ud af 4 mener, at industrien skal øge udbuddet af sunde fødevarer. Lige så mange mener, at et ernæringsmærke både bør vise, om en fødevare er sund eller usund.

Industriens ansvar
Jeg mener, at forbrugernes signal er ret klart: Industrien har et ansvar for den fedmeepidemi, der koster masser af menneskeliv i store dele af verden. Forbrugernes ønsker står i stærk kontrast til den uvilje, som både fødevareproducenter og detailhandel har mod, at forbrugerne bliver mødt med et enkelt og gennemskueligt mærke, som fortæller hele historien om fødevaren.

Og så skal fødevareindustrien sætte alle sejl til og lancere nye fødevarer, der tilgodeser forbrugernes krav om øget variation i de sunde varer på hylderne.

Differentierede afgifter
Det er jo desværre sådan, at da fødevarerepriserne steg, gik det primært ud over basisfødevarerne. Chips, sodavand og slik holdt forbavsende nok prisen. Derfor er det nok så interessant, at Forbrugerrådets undersøgelse også viser, at langt de fleste forbrugere går ind for, at afgifterne på de usunde fødevarer sættes op, samtidig med at det skal være billigere at købe de sunde basisfødevarer.

Og sidst, men absolut ikke mindst: 93 pct. af de adspurgte mener, at det er en god idé at fjerne momsen på frugt og grønt.

Tag ønskerne alvorligt
Nu ved både politikerne og industrien, hvad forbrugerne ønsker. Så håber jeg bare, at de tager ønskerne alvorligt. For øvrigt, så er disse ønsker helt i tråd med de ønsker til sundhedspolitikken, som Forbrugerrådet og Hjerteforeningen fremlagde op til folketingsvalget i 2007.

Forrige artikel Klare målsætninger og et smidigt system er vejen frem Klare målsætninger og et smidigt system er vejen frem Næste artikel Anbefalinger er uegnede for børn Anbefalinger er uegnede for børn