Behov for obligatorisk fødevaremærkning i EU
DEBAT: EU-Kommissionens forslag til fødevaremærkning er godt – men ikke godt nok, skriver MEP Christel Schaldemose (S).
Af Christel Schaldemose,
Medlem af Europa-Parlamentet (S)
Vi er mange, der har ventet længe på EU-regler, som gør det obligatorisk for producenter og forhandlere at oplyse om indholdet af f.eks. sukker, salt og fedt i alt fra cola til kyllingefileter. Og nu har EU-Kommissionen endelig foreslået et fødevaremærke, der - selvom det har mange mangler - er den eneste vej frem.
Den største og mest glædelige nyhed ved Kommissionens udspil, er, at fødevaremærkningen fremover bliver obligatorisk. Mange interessenter havde håbet, at det ville blive frivilligt, og den danske regering har længe brugt EU som påskud for ikke at indføre et obligatorisk dansk ernæringsmærke. Men der er desværre stadig lang vej, før europæiske forbrugere kan få simple og forståelige oplysninger om de varer, de lægger i kurven. For forslaget fra EU-Kommissionen risikerer at vildlede mere, end det vejleder.
Jeg er udpræget tilhænger af et obligatorisk fødevaremærke, der skal gælde i hele EU. Hvis det skal batte noget, skal det først og fremmest gavne forbrugerne. Det er jo dem, der har behov for oplysningerne, når de handler - ikke industrien. Og for at informationen på et mærke kan være til gavn for forbrugeren, skal den indeholde de nødvendige oplysninger og samtidig være nem at forstå. Kun på den måde kan mor eller far foretage et oplyst valg, når de handler ind til familien.
Ikke alle oplysninger er der
EU-Kommissionen foreslår, at en række oplysninger om fødevarerne skal stå forsiden af produktet. Tanken er god nok, men prisen for at få dette mærke på forsiden er, at vigtig information går tabt. Fedt, sukker og salt skal oplyses, men til gengæld bliver det ikke et krav at oplyse om indholdet af protein eller det samlede indhold af kulhydrater - indholdet af protein er altså en lige så nødvendig oplysning som fedtindholdet.
Jeg havde helst set, at EU-Kommissionen havde turdet vælge en løsning, hvor forbrugeren på forsiden kunne få et hurtigt og letforståeligt overblik - uden at skulle have læst videregående biokemi. Man kunne have forestillet sig en "spis mere" eller "spis mindre" eller en trafiklysordning som i England, og så kunne man på bagsiden have den mere uddybende information om alle de væsentlige næringsstoffer i produktet.
Men problemet er ikke kun manglende informationer på produktet. De informationer, der faktisk bliver plads til på produktet, risikerer nemlig at forvirre forbrugerne unødigt. Ole Linnet Juul fra Fødevareindustrien har tidligere her i debatpanelet rost det frivillige europæiske fødevaremærke, den såkaldte GDA-mærkning, men frivillige ordninger er ikke løsningen for de mange forbrugere, der forvildet famler sig rundt i fødevarejunglen. For GDA-mærkning bygger på portionsstørrelser og kan dermed hurtigt blive vildledende for forbrugere, som er vant til at orientere sig i forhold til indholdet pr. 100 gram.
GDA-mærkning ikke nogen god idé
Desværre har EU-Kommissionen taget GDA-mærkningen til sig og foreslået den som en mulighed for fødevareproducenterne. De kan altså selv vælge, om de vil angive indholdet af sukker, salt og fedt pr. portion eller pr. 100 gram. Men portionsstørrelser er helt individuelle og bygger på hver enkelt persons sult, tallerkenstørrelse, alder, stofskifte osv.
Jeg foretrækker helt klart en fast mængdeangivelse på 100 gram / 100 ml. som sammenligningsgrundlag, når jeg køber ind. Jeg ved godt, at der er utrolig stor forskel på fødevarer, men en fast mængde gør det nemmere at sammenligne på tværs af produkter. Ligesom butikkernes "pris pr. kilo" i dag gør det nemmere at sammenligne både mellem samme type produkt og mellem forskellige typer af produkter.
Men hvorfor er det egentlig en sag for EU's lovgivningsmaskine, hvad folk putter i munden. Er det ikke folks eget ansvar? Det kan man selvfølgelig mene, og personligt bliver jeg også til tider provokeret, når nogen fortæller mig, hvad jeg bør og ikke bør spise. Men der er nogle helt grundlæggende oplysninger, som vi som forbrugere har krav på, og industrien er ikke altid den bedst egnede til at vurdere, hvilke oplysninger det drejer sig om.
Kræver handling mod fedme
Over hele Europa tager fedmeepidemien til dag for dag. Hvis vi på nogen måde skal sætte ind over for de mange børn, som ufrivilligt bliver morgendagens diabetikere og hjertepatienter, skal det ske nu. Og ikke med halvhjertede løsninger. Al forskning viser, at overvægt og fedme fører til sygdom og dårlig livskvalitet. Derfor er vi nødt til at hjælpe forbrugerne med let forståelig og korrekt information om deres madvarer.
Når EU-Kommissionens forslag kommer til behandling i Europa-Parlamentet, vil jeg selv stille forslag om at ændre f.eks. muligheden for at angive sukker pr. portion. Hvis ovenstående forhold bliver justeret, bliver det fælles europæiske ernæringsmærke et vigtigt redskab i bekæmpelsen af fedme.
Medlem af Europa-Parlamentet (S)
Vi er mange, der har ventet længe på EU-regler, som gør det obligatorisk for producenter og forhandlere at oplyse om indholdet af f.eks. sukker, salt og fedt i alt fra cola til kyllingefileter. Og nu har EU-Kommissionen endelig foreslået et fødevaremærke, der - selvom det har mange mangler - er den eneste vej frem.
Den største og mest glædelige nyhed ved Kommissionens udspil, er, at fødevaremærkningen fremover bliver obligatorisk. Mange interessenter havde håbet, at det ville blive frivilligt, og den danske regering har længe brugt EU som påskud for ikke at indføre et obligatorisk dansk ernæringsmærke. Men der er desværre stadig lang vej, før europæiske forbrugere kan få simple og forståelige oplysninger om de varer, de lægger i kurven. For forslaget fra EU-Kommissionen risikerer at vildlede mere, end det vejleder.
Jeg er udpræget tilhænger af et obligatorisk fødevaremærke, der skal gælde i hele EU. Hvis det skal batte noget, skal det først og fremmest gavne forbrugerne. Det er jo dem, der har behov for oplysningerne, når de handler - ikke industrien. Og for at informationen på et mærke kan være til gavn for forbrugeren, skal den indeholde de nødvendige oplysninger og samtidig være nem at forstå. Kun på den måde kan mor eller far foretage et oplyst valg, når de handler ind til familien.
Ikke alle oplysninger er der
EU-Kommissionen foreslår, at en række oplysninger om fødevarerne skal stå forsiden af produktet. Tanken er god nok, men prisen for at få dette mærke på forsiden er, at vigtig information går tabt. Fedt, sukker og salt skal oplyses, men til gengæld bliver det ikke et krav at oplyse om indholdet af protein eller det samlede indhold af kulhydrater - indholdet af protein er altså en lige så nødvendig oplysning som fedtindholdet.
Jeg havde helst set, at EU-Kommissionen havde turdet vælge en løsning, hvor forbrugeren på forsiden kunne få et hurtigt og letforståeligt overblik - uden at skulle have læst videregående biokemi. Man kunne have forestillet sig en "spis mere" eller "spis mindre" eller en trafiklysordning som i England, og så kunne man på bagsiden have den mere uddybende information om alle de væsentlige næringsstoffer i produktet.
Men problemet er ikke kun manglende informationer på produktet. De informationer, der faktisk bliver plads til på produktet, risikerer nemlig at forvirre forbrugerne unødigt. Ole Linnet Juul fra Fødevareindustrien har tidligere her i debatpanelet rost det frivillige europæiske fødevaremærke, den såkaldte GDA-mærkning, men frivillige ordninger er ikke løsningen for de mange forbrugere, der forvildet famler sig rundt i fødevarejunglen. For GDA-mærkning bygger på portionsstørrelser og kan dermed hurtigt blive vildledende for forbrugere, som er vant til at orientere sig i forhold til indholdet pr. 100 gram.
GDA-mærkning ikke nogen god idé
Desværre har EU-Kommissionen taget GDA-mærkningen til sig og foreslået den som en mulighed for fødevareproducenterne. De kan altså selv vælge, om de vil angive indholdet af sukker, salt og fedt pr. portion eller pr. 100 gram. Men portionsstørrelser er helt individuelle og bygger på hver enkelt persons sult, tallerkenstørrelse, alder, stofskifte osv.
Jeg foretrækker helt klart en fast mængdeangivelse på 100 gram / 100 ml. som sammenligningsgrundlag, når jeg køber ind. Jeg ved godt, at der er utrolig stor forskel på fødevarer, men en fast mængde gør det nemmere at sammenligne på tværs af produkter. Ligesom butikkernes "pris pr. kilo" i dag gør det nemmere at sammenligne både mellem samme type produkt og mellem forskellige typer af produkter.
Men hvorfor er det egentlig en sag for EU's lovgivningsmaskine, hvad folk putter i munden. Er det ikke folks eget ansvar? Det kan man selvfølgelig mene, og personligt bliver jeg også til tider provokeret, når nogen fortæller mig, hvad jeg bør og ikke bør spise. Men der er nogle helt grundlæggende oplysninger, som vi som forbrugere har krav på, og industrien er ikke altid den bedst egnede til at vurdere, hvilke oplysninger det drejer sig om.
Kræver handling mod fedme
Over hele Europa tager fedmeepidemien til dag for dag. Hvis vi på nogen måde skal sætte ind over for de mange børn, som ufrivilligt bliver morgendagens diabetikere og hjertepatienter, skal det ske nu. Og ikke med halvhjertede løsninger. Al forskning viser, at overvægt og fedme fører til sygdom og dårlig livskvalitet. Derfor er vi nødt til at hjælpe forbrugerne med let forståelig og korrekt information om deres madvarer.
Når EU-Kommissionens forslag kommer til behandling i Europa-Parlamentet, vil jeg selv stille forslag om at ændre f.eks. muligheden for at angive sukker pr. portion. Hvis ovenstående forhold bliver justeret, bliver det fælles europæiske ernæringsmærke et vigtigt redskab i bekæmpelsen af fedme.
Støtte fra fortiden
Hæv ploven og ambitionerne
