Vestager vil fortsætte som konkurrencekommissær

NAVNE: Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, vil fortsætte som konkurrencekommissær i endnu en periode. 

Står det til Margrethe Vestager, tager hun gerne endnu en periode som konkurrencekommissær i EU, når den nuværende periode udløber i 2019.

Det fortæller Vestager til den belgiske avis L'Echo

"Jeg vil virkelig gerne have en periode mere her i Kommissionen. Jeg kan se, at det taget noget tid at lære at komme ind i det. At gøre tingene ordentligt og få lagt en strategi," siger Margrethe Vestager til L'Echo og fortsætter: 

"Med en ny periode fornemmer jeg, at vi kan udføre fantastiske ting."

Macron hepper på Vestager som ny formand
Margrethe Vestager har været konkurrencekommissær i EU siden september 2014. 

I november udtrykte den franske præsident Emmanuel Macron sin begejstring for Margrethe Vestager som en potentiel ny kommissionsformand efter Jean-Claude Juncker, når der i 2019 skal vælges ny EU-Kommission. Tidligere har hun i Altingets EU-podcast afvist at forholde sig til, om hun selv ønsker at blive kommissionsformand.

Og det holder hun fast i:

"Det er det samme i europæisk politik som i national politik: Der er altid rygter. Men jeg tager det som en flot kompliment," siger Vestager til L'Echo og fortsætter: 

"I øvrigt planlægger jeg ikke min karriere så langt frem, for det ville fjerne opmærksomheden fra det, som foregår lige nu. Hvis jeg vil have, at mit næste job skal være interessant, er jeg nødt til at gøre det godt i det job, som jeg har i dag." 

Forrige artikel Dansk EU-ambassadør i Myanmar: Dansk EU-ambassadør i Myanmar: "Mistilliden mellem folk hænger i luften" Næste artikel Ny debat: Slaget om EU's pengekasse Ny debat: Slaget om EU's pengekasse