Vestager-ismen har ramt Bruxelles

Af Jørgen Skovmose Madsen 
EU-chef, Dansk Energis kontor i Bruxelles

Det er de færreste forundt at få opkaldt en ’isme’ efter sig. I Danmark har vi vist kun to af slagsen: Grundtvigianismen og Rindalismen. I EU er den mest brugte ’isme’ opkaldt efter den britiske jernlady, der skabte så mange grå hår i Bruxelles i 1980’erne: Thatcherismen.

Men nu er der en ny jernkvinde i Bruxelles, og det førende politiske medie her i byen, Politico.eu, har ikke tøvet med at opkalde et nyt tankesæt efter hende: Vestager-ismen.

Baggrunden for det store fokus på den danske EU-kommissær er hendes ageren over for to internationale giganter inden for de seneste uger. Udsigten til en juridisk infight med Googles hær af topadvokater vil nok få de fleste til at lægge sig lidt i læ i hovedfeltet, men ikke Margrete Vestager.

Blot en uge efter at have sendt et såkaldt Statement of Objections til Google satte hun sig igen forrest på EU-dagsordenen - også denne gang med en henvendelse til en virksomhed, der i størrelse tilhører den absolutte superliga: Russiske Gazprom.

Ikke småpenge 
Et Statement of Objections kan bedst beskrives som en formel henvendelse, hvor EU-kommissionen beskriver, hvorfor man mener, at en given virksomhed ikke overholder EU’s konkurrenceregler. Google og Gazprom har fået henholdsvis 10 og 12 uger til at svare.

Og det er ikke småpenge, der er på spil. Hvis EU-kommissionen efter at have talt og skrevet med Gazprom fortsat mener, at reglerne er brudt, vil der kunne udstedes en bøde på op til ti procent af virksomhedens globale omsætning. Gazproms omsætning var i 2013 på omkring 1.000 milliarder kroner.

Hvis der på noget tidspunkt var usikkerhed om, hvorvidt Vestagers plads i Kommissionen hører blandt de tunge, har de seneste ugers begivenheder vasket al tvivl bort.

Problemet med Gazprom er, ifølge EU-kommissionen, at selskabet misbruger sin store markedsandel i visse central- og østeuropæiske lande.

Konkret beskyldes Gazprom for tre ting. For det første kræver russerne, at aftagerne af deres gas ikke videresælger denne til andre lande. For det andet kræver Gazprom markant højere priser i nogle lande end i andre – uden at dette kan forklares ud fra nogen kommerciel logik. Og for det tredje kæder Gazprom indgåelse af gaskontrakter sammen med krav om investeringer i infrastruktur, der tjener russiske formål.

Handler om energiunionen
Særligt det første punkt er interessant i forhold til ambitionerne om at etablere en fælles europæisk energiunion. Her udgør netop muligheden for at handle energi frit på tværs af landegrænser et helt centralt element, og hvis det skal lade sig gøre, kræver det naturligvis, at dominerende aktører ikke misbruger deres markedsposition.

Alle tre anklagepunkter har desuden et skær af sammenblanding af politiske og kommercielle interesser, og det faktum, at sagen mod Gazprom kommer i en tid, hvor forholdet mellem Europa og Rusland er meget anstrengt, har fået en del opmærksomhed blandt EU-korrespondenterne.

Vestager forsøgte på pressemødet ihærdigt at ’afpolitisere’ sagen og understregede, at dette var et spørgsmål om jura, og at alle virksomheder, der agerer i EU, må overholde de gældende konkurrenceregler. Netop denne insisteren på at agere åbent om mulige brud med eksisterende lovgivning fremfor at søge kompromisser bag lukkede døre beskrives som et af kendemærkerne ved ’vestagerismen’. Det samme gør Vestagers kommunikative overskud over for kritiske journalister og politikere.

Med sagerne mod Google og Gazprom er banen kridtet op til en særdeles interessant periode for den danske kommissær. Det er to mastodonter, hun har dækket op til. Om det så er Gazprom eller Kreml, der sætter sig på den anden side af bordet, vil de kommende måneder vise. 

debat@altinget.dk