Vestager: Afgørende at få Tyrkiet med i EU

”Der er noget paradoksalt i, at 18-årige skal fortælle voksne mænd, at de ikke må kaste med sten efter hinanden.” Ordene kom fra den engelske soldat, der fredag formiddag viste os rundt i FN's bufferzone i Nicosia i Cypern.

Bufferzonen er en del af den grønne linje, som siden våbenhvilen i 1974 har delt øen - 2/3 er græsk-cypriotisk, 1/3 er tyrkisk-cypriotisk. Linjen blev trukket der, hvor de stridende parter – de græske cyprioter på den ene side og de tyrkiske cyprioter på den anden – stod den dag, våbenhvilen blev indgået. I Nicosia kæmpede de i bygninger få meter fra hinanden.

Husene i zonen var stærkt forfaldne, der var skudhuller i murene, og enkelte steder kunne man se spor efter ilds hærgen. Andre steder prydede afblegede butiksnavne eller falmede reklameskilte stadig facaderne. Engang var det Nicosias rige centrum. I dag et forladt ingenmandsland. Selv de tyrkiske og græske vagtposter langs zonen så opgivende og forfaldne ud.

På et tidspunkt passerede vi en lille plads, hvor der lå et mindre lager af fodbolde. Den unge engelske soldat - iført ørkenstøvler og camouflagedragt - forklarede, at når børn i byen kommer til at skyde deres fodbolde ind i bufferzonen, bliver de ikke leveret tilbage. Det ville blot føre til ballade. Hvis FN-soldaterne skød en bold tilbage til grækerne, ville tyrkerne helt sikkert hævde, at det havde været deres. Og omvendt.

Historien om fodboldene var ikke enestående. Faktisk var besøget i zonen en lang rejse i fortællingen, om hvordan konflikten mellem de græske og tyrkiske cyprioter konstant blev dyrket ned til mindste detalje.

Jeg var i Cypern for at deltage i et møde sammen med økonomi- og finansministre fra de andre EU-lande. Øverst på dagsorden stod spørgsmålet om et fælles europæisk finanstilsyn. Turen blev på alle måder en kraftig påmindelse om, hvor vigtigt forpligtende internationalt samarbejde er for vores verden. Men også en påmindelse om de problemer, vi langt fra har løst.

Historien om Cypern er en kendt tragedie. Det er en udbredt opfattelse, at konflikten i Cypern skulle have været løst, inden Grækenland blev optaget i EU. Det hverken kan eller vil jeg gøre mig til dommer over. Men jeg kan konstatere, at konflikten stadig er uløst.

***

Jeg tror, at alle i Danmark ved, at selv om regeringen fremsætter et forslag, er der lang vej at gå, før det der blevet til virkelighed. Det kræver 90 mandater, før et forslag kan blive til virkelighed. Forslaget skal forhandles, og kompromisser skal findes. Sådan er det også i europæisk politik. Og sådan er det også med diskussionerne om bankunion og finansunion. Selv om vi i Danmark går til debatten, som om konklusionen var draget – at forslaget var den endelige aftale: Skal vi med? Afgiver vi suverænitet? Kræver det en folkeafstemning?

Men der er lang vej endnu til en endelig aftale. Der skal forhandles først. Og der gælder det om at søge indflydelse, præcis som i politiske forhandlinger herhjemme, spille sine kort godt og kaste sig ind i den politiske kamp. Radikale Venstre er et godt eksempel på, at størrelsen alene ikke afgør indflydelsen. Den største indflydelse opnås af dem – af os - som er parate til at tage ansvar, som kaster os helhjertede ind i kampen – og ikke forbliver på sidelinjen. Sådan er det også i europæisk politik. Og derfor skal Danmark blive ved bordet, når de store europæiske løsninger forhandles og gøre vores for at præge resultatet

EU er et politisk samarbejde. Men også et samarbejde, der kan udrette meget, når det fungerer. Det oplevede vi på tætteste hold under formandskabet.

Det danske EU-formandskab blev naturligvis præget af den økonomiske krise, som vi fortsat befinder os i. Men frem for at lade os hæmme af krisen eller de udfordringer, som den betød for vores formandskab, så blev den en anledning til at handle.

Vi har vedtaget finanspagten, som er et afgørende instrument for at genskabe tilliden til den europæiske økonomi. Uden denne tillid kan vi ikke skabe ny vækst i Europa. Vi har indgået en aftale med Europa-Parlamentet om ændrede rammer for den handel med derivater, som var en stærkt medvirkende årsag til krisen. Vi har ændret kapitalkravsdirektivet, således at der kommer skærpede krav til bankerne om at holde mere og bedre kapital og likviditet. Og en lang række andre resultater, som betyder, at vi i Europa i dag er bedre rustede til i fællesskab at komme ud af krisen – og begynde at bygge op igen.

EU er fredens projekt. Vækst er en forudsætning for langvarig fred og stabilitet. Ligesom samarbejde er en forudsætning for langvarig fred og stabilitet. Kun ved at tage ansvar i fællesskab kan vi løse de kriser, som er for store til vore enkelte lande. Og som ellers er som skabt til at skabe tvivl, splid og desperation.

EU står fortsat over for store udfordringer, som vil teste fællesskabet. Men arbejdet under det danske formandskab har kun bekræftet min tro på det europæiske projekt. Forpligtende samarbejde er den eneste vej for Europa. Og den eneste vej for Danmark.

***

På vej til Cypern fik jeg meldingen om, at den amerikanske ambassadør i Yemen var blevet dræbt. Og i de to døgn, vi opholdt os på øen, var vi via medierne vidne til, hvordan begyndelsen til den nye Muhammed-krise tog fart ikke mange kilometer borte.

Ingen tegning, ingen film, ingen udtalelse, ingen intellektuel eller religiøs uenighed kan berettige eller retfærdiggøre vold. Ingen.

Enhver har ret til at sige, hvad de vil.

Og det jo uanset, hvad andre måtte mene om det, de siger. Uanset hvor idiotisk, jeg eller du eller I må finde tegninger og video, så har man ret til at sige, hvad man vil.

Mon ikke arabere og muslimer er lige så kloge og lige så dumme som os andre. Mon ikke de er lige så milde og lige så brutale som os. Mon ikke de er lige så næstekærlige som os. Ingen religioner tillader vold mod sagesløse og uskyldige mænd og kvinder. Angrebet i Libyen og protesterne i en lang række andre lande er hverken udtryk for Islam eller et særkende for arabere.

Men mange borgere i de spæde demokratier står over for udfordringer, som er større end vores – og løsningerne kan være sværere at tro på, når man ikke har erfaring med fungerende demokratier, og hvordan de virker. Og alverdens fundamentalister har i dag en opskrift på, hvordan man skaber konflikt. De bruger Muhammed-tegningerne.

Vi fordømmer de urimelige og tragiske angreb på ambassader og det meningsløse tab af liv. Det er hævet over enhver tvivl.

Men vi fordømmer ikke hele Islam. Vi – kristne, jøder, muslimer og ikke-troende – må og skal danne en fælles front mod den ekstremistiske galskab. Ikke lade galskaben tage bo i os selv.

Diktaturer er væltet i Tunesien, Egypten, Libyen og Yemen – og i alle disse lande ser vi nu voldsomme og voldelige protester. Det viser med al mulig tydelighed, at demokrati er en lang proces – og ikke er gjort med et enkelt valg.

Det betyder ikke, at valgene har været forgæves. Tværtimod. De spæde demokratier står stærkere end nogen af de lande, som endnu har de første demokratiske valg til gode. For i dag er her legitime magthavere.

Årsagerne til Det Arabiske Forår skal findes mange steder. Store ungdomsårgange. Nye sociale medier. Idealister som Amira Yahyaoui, vi hørte her på landsmødet i går, som i årevis – trods umenneskelige repressalier fra magthaverne – vedholdende har fastholdt, at kvinder har rettigheder på linje med mænd, at medier skal være frie, at demokrati bygger på gennemsigtighed og ansvarlighed.

Men det handler også om brød. Om arbejde. Om at unge kan forsørge sig selv – og håbe på at forsørge en familie. Økonomisk fremgang er altafgørende for, hvorledes de demokratiske, politiske og økonomiske reformer bliver ved med at udvikle sig.

Det er afgørende, at vi støtter den demokratiske udvikling i de arabiske stater, også selv om den er svær. Vi må sætte handling bag ordene og støtte de spæde demokratier med rådgivning - men også med handelsadgang. EU skal understøtte de arabiske lande i at opbygge indbyrdes samarbejde og samhandel. Men vi må også understøtte den demokratiske proces ved at lade fremskridt følges af favorable handelsvilkår.

***

Fra altanen på hotelværelset i Cypern havde jeg udsigt til to store tyrkisk-cypriotisk flag, der prydede bjergsiden vendt mod den græske-cypriotiske del af Cypern. Om dagen kunne man se et flag, der var malet på sten. Om natten et flag, der blev dannet af lyskæder. Jeg har ladet mig fortælle, at grækerne på skråninger, der vender mod Tyrkiet, ynder at placere EU-flag.

Mine oplevelser i Cypern og i skyggen af den nye Muhammed-krise, der i disse dage eskalerer i Mellemøsten, understreger for mig kun vigtigheden af at få Tyrkiet med i EU.

Tyrkiet er Europas port ud mod verden, mod Mellemøsten og videre mod Asien. Bosporusstrædet er altid fremhævet som mødestedet mellem øst og vest. Det betyder, at Tyrkiet ikke er Mellemøsten eller Asien. Tyrkiet er også Europa.

Tyrkiets eksempel har været afgørende for Det Arabiske Forår. Fordi det har været et eksempel på en sekulær stat, hvor man har formået at skabe velstand. Dermed har de tjent som forbillede for Mellemøsten og den arabiske verden.

Eksempelvis anerkendte de liberale kræfter, som var med til at forme opstanden i Egypten, at Tyrkiet er blevet et rigt land, fordi de er frie; at der er en sammenhæng mellem demokrati, velstand og stabilitet. Tyrkiets BNP er markant større end Egyptens, selv om landenes befolkninger er næsten lige store.

Tyrkiets medlemskab af EU er en stor – og anspændt – diskussion. Både udenrigspolitisk og indenrigspolitisk. Men for mig er det en ufravigelig ambition at få Tyrkiet optaget i EU, så snart de lever op til de krav, som alle EU’s ansøgerlande skal opfylde. Tyrkiet skal ikke springe gennem hverken flere eller færre ringe end andre europæiske lande, men have adgang til at blive medlem på lige fod med alle andre. Og i den forbindelse kan vi kun håbe, at der vil opstå en mulighed for også at løse konflikten i Cypern."

***

Demokrati og vækst styrker modstandsdygtigheden, når det gælder konflikter, krige og ekstremister. Men der er ingen garantier. Vi må aldrig forfalde til at tro, at freden, demokratiet, velstanden er vundet en gang for altid. Det er sejre, som vi skal vinde igen og igen – dag for dag – år for år - generation for generation.

Konflikter som den, der i disse dage er under voldsom udvikling i Mellemøsten; som den, jeg netop har set i Cypern; som den, vi var vidne til på Balkan i 90'erne, er en kraftig og sørgelig understregning af vigtigheden af internationalt samarbejde. Af hvor vigtigt det er, at vi forpligter os over for hinanden i en verden, hvor vi kun bliver mere og mere afhængige af hinanden.

Og måske er der netop brug for, at det er de unge, der fortæller de voksne, at konflikterne må holde op og samarbejdet begynde. Som den unge soldat i buffer-zonen. Som Amira Yahyaoui.

Tak for ordet."

agnete@altinget.dk