Venstre-politiker bliver forhandler på afgørende bankkrav i EU

Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre Linea Søgaard-Lidell er blevet udpeget som skyggeordfører på EU's Basel III-pakke på vegne af den liberale gruppe i Europa-Parlamentet, Renew Europe.

Linea Søgaard-Lidell (V) skal sammen med sin franske kollega Gilles Boyer repræsentere den liberale gruppe i Europa-Parlamentet og forhandle den lovtekst på plads, som skal implementere den endelige Basel III-pakke i EU’s lovgivning.

Linea Søgaard-Lidell vil gå til forhandlinger med en ambition om, at reglerne ikke skal sætte en stopper for stabile og billige lån i Danmark. Det kan nemlig være en af konsekvenserne ved Basel III-pakken, mener europaparlamentarikeren, som lægger vægt på, at pakken blandt andet vil bestemme, hvilke kapitalkrav der bliver sat til verdens banker. 

”Lige nu har vi brug for, at danske virksomheder har råd til at investere i den grønne omstilling, og vi har en generation af unge mennesker, der drømmer om at komme ind på boligmarkedet med de samme billige lån, som generationerne før dem har haft glæde af,” siger Linea Søgaard-Lidell (V).

Ifølge Linea Søgaard-Lidell lægger de nye regler op til, at banker skal lægge langt mere kapital til side, når de låner penge ud. Hun vil undgå, at netop dette leder til væsentligt dyrere banklån for danskere.

Formålet med Basel III-pakken er at undgå en ny verdensomspændende finanskrise. 

Forrige artikel Energislagsmål og coronapas-enegang sætter EU-lande på prøve Energislagsmål og coronapas-enegang sætter EU-lande på prøve Næste artikel Overblik: Den politiske kalender for 2022 Overblik: Den politiske kalender for 2022