V: Det handler om ret og rimelighed

DEBAT: Man kan sagtens være varm tilhænger af arbejdskraftens fri bevægelighed og samtidig stille spørgsmålstegn ved udviklingen af retten til velfærdsydelser for EU-borgere, skriver Ulla Tørnæs (V).

Af Ulla Tørnæs (V)
Spidskandidat til Europa-Parlamentet

Arbejdskraftens fri bevægelighed er et fundamentalt princip i EU, og en afgørende byggesten i det indre marked. Derfor er Venstre også varme tilhængere af arbejdskraftens frie bevægelighed.

Men det betyder ikke, at vi ikke kan eller skal stille spørgsmålstegn ved udviklingen i retten til velfærdsydelser for EU-borgere. Tværtimod forpligter det til, at vi sikrer, at arbejdskraftens fri bevægelighed afspejler udviklingen i de enkelte EU-lande.

Folkelig opbakning 
Det handler ikke om at være skeptisk overfor EU eller arbejdskraftens fri bevægelighed, men om at sikre, at der fortsat vil være bred folkelig opbakning til EU og arbejdskraftens fri bevægelighed i årene fremover.

I Venstre tager vi det meget alvorligt, når vi hører danskernes bekymringer om, at balancen mellem arbejdskraftens fri bevægelighed og det danske velfærdssamfund er ved at skride.

Det handler ikke om kroner og ører, men derimod om ret og rimelighed.

Vores samfund er gennem årtier blevet bygget op om ret og rimelighed - det er bygget op om, at man i perioder af sit liv bidrager mere til samfundet, mens man i andre perioder bidrager mindre til samfundet. Den balance skrider, når man som ung brite kan komme til Danmark og arbejde i få timer om ugen hen over sommeren, hvorefter man har ret til en gratis universitetsuddannelse med fuld SU.

Balancen skrider, når man kan komme til Danmark og arbejde og fra første dag modtage børnepenge. Her siger vi i Venstre fra.

Vi skal værne om danske ydelser
Derfor har vi i Venstre fremsat en række konkrete forslag til, hvordan vi kan sikre, at arbejdskraften kan bevæge sig frit i EU, samtidig med at vi værner om danske velfærdsydelser.

Vi har foreslået at lave en samlet løsning i den europapolitiske aftale, vi har foreslået at omdanne børnepengene til et fradrag eller en indeksering, vi har foreslået, at det kun er børn, der bor i Danmark, der kan få danske børnepenge, vi har foreslået at flytte børnepengene fra Skatteministeriet til Socialministeriet, og vi har foreslået, at regeringen går i dialog med EU-kommissionen om at finde en løsning.

Hver gang har svaret fra regeringen været det samme; nej, nej, nej. Og regeringens alternative forslag; ingen.

Genskab balancen
I Venstre mener vi, at balancen mellem arbejdskraftens fri bevægelighed og retten til nationale velfærdsydelser skal genskabes, og vi har med glæde noteret os, at også den tyske kansler, Angela Merkel, og formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, er af samme holdning.

Vejen er banet for, at vi sammen i EU-landene kan finde en løsning, der både er robust i forhold til arbejdskraftens fri bevægelighed, og som er retfærdig i forhold til de nationale velfærdssystemer.

Det paradoksale er, at det ikke er EU-systemet, men derimod den danske regering, der er den største barriere på vejen, fordi de i børnepenge-sagen har lagt sig fladt ned for kommissionen frem for at kæmpe for det danske velfærdssystem.

Forrige artikel S: Social dumping er problemet S: Social dumping er problemet Næste artikel WWF: EU-kandidater bør gribe klimachancen WWF: EU-kandidater bør gribe klimachancen