Tv skal vise mere EU-stof
EU-TV: EU-stof dækkes for lidt på tv. Derfor bør der skrives et krav om en ordentlig EU-dækning ind i public service-aftalerne med DR og TV2. Det skriver Morten Løkkegaard, Christel Schaldemose og Emilie Turunen.
Af MEP Morten Løkkegaard (V), MEP Christel Schaldemose (S), og MEP Emilie Turunen (SF).
Sig navnet EU og de fleste undertrykker en gaben. Det er en offentlig hemmelighed, at EU er kedeligt - ja, nærmest usælgeligt - og derfor i manges øjne heller ikke kan formidles. EU-projektet har på aviserne, i radio og TV alle dage været opfattet som pligtstof, der nødtvungent blev pudset af ved folkeafstemninger eller hvert femte år til parlamentsvalg.
Fordommene står i kø: Kun underlige mænd over 40 i halvnussede jakkesæt og kikset stålbrille har haft glæde af at rapportere fra Bruxelles i hverdagen. Og kun fra Magtens reelle korridorer, det vil sige fra topmødernes limousine-land eller Europa-Kommissionens skumle huler. Mickey Mouse Parlamentet (Thatchers geniale udtryk) kunne ingen journalist med respekt for sig selv drømme om at besøge i embeds medfør. En snakkeklub uden indflydelse. Kvalificeret spild af tid.
Intet under, at befolkningens billede af EU har været noget sløret. Og at dette har medført en legitim skepsis over for hele projektet og dets gyldighed. Ja-sigernes nederlag ved folkeafstemningerne i 1992 og 2000 er langt hen ad vejen resultatet af denne legitime skepsis.
Chefredaktører har jo også menneskelignende træk, og det kan derfor ikke afvises, at de er påvirket af den samme snigende ligegyldighed over for EU. Et faktum er det i hvert fald, at antallet af korrespondenter i Bruxelles er støt dalende i takt med den økonomiske krise. Fra 1.300 i 2005 til 752 i år. Antallet af danske korrespondenter følger tendensen: Korpset i Bruxelles er blevet halveret på et tiår. Nu kan de tælles på to hænder. Og de seneste rygter siger, at EU igen står for tur i DRs nyeste sparerunde. Mette Fugl ender formentlig som enlig mor i Bruxelles.
Og dette på trods af Europa-Parlamentets notorisk stigende indflydelse (80 procent af lovene passerer parlamentet, før de når til Danmark). Med Lissabon-traktaten er de sidste, uhyre vigtige områder som landbrugsstøtten og fælles udenrigspolitisk koordinering blevet et parlamentsanliggende. Parlamentet er med andre ord blevet en kæmpe aktør på den internationale scene. Det er tilsyneladende bare ikke gået op for redaktørerne og den danske offentlighed.
De ved det jo egentlig godt, chefredaktørerne, at det er væsentligt stof. Men så igen: Krisen kradser, og ingen gider jo alligevel læse eller se og høre om EU. Hvilket ikke er så mærkeligt, når ingen ved, om det kunne være spændende. Den onde cirkel er sluttet.
Hvordan kan cirklen brydes?
Ingen tvivl om, at EU er kompliceret stof, og at det indtil nu har knebet gevaldigt med at få skabt en fælles europæisk offentlighed, der for alvor kunne interessere befolkningerne i nationalstaterne. Her har politikerne og EU-systemet selv et enormt ansvar, som ikke er blevet - og bliver - taget tilstrækkeligt alvorligt. Hver gang noget går galt, er det EUs fejl - når det går godt, er det selvfølgelig den hjemlige regerings/ministers fortjeneste. Dette blame game har ødelagt troværdigheden og kan kun rettes op med en indsats på nationalt niveau.
Men pressen/medierne har også et ansvar, som ikke er blevet løftet. Først og fremmest, fordi markedet nu i snart et halvt århundrede ikke har formået at klare sagen. EU er som sagt nærmest usælgeligt.
Aviserne har egentlig gjort, hvad de kunne. Det er bare ikke lykkedes. Undtagelsen er erhvervssektionerne, hvor EU-stoffet er fornuftigt integreret i de hjemlige vinkler på historierne, sådan som det bør være, fordi det er sandheden: EU er dybest set overalt i de beslutninger, der har konsekvenser for danskerne, og derfor skal EU også behandles som sådan. Det har erhvervslivet forstået - og her læser man dagligt om EU, ikke nødvendigvis af lyst, men fordi det er en naturlig nødvendighed på samme måde som nyheder fra Christiansborg.
Radio - det vil i praksis sige DRs kanaler - har ganske lidt på EU-hylden, placeret på ydertidspunkter i fladen og på P1. Radioaviserne lever af telegramstof og telefoninterviews. Den selvstændige tilstedeværelse i Bruxelles er sparet væk.
Nettet - og mediernes onlinetjenester - har givet lidt mere plads til de hurtige telegram-nyheder fra Bruxelles og Strasbourg. Men det er i småtingsafdelingen, og bruges desværre også som argument for at skære i bemandingen, fordi den slags jo kan ordnes hjemmefra på telefon eller ved simpel kopiering af den efterhånden store mængde informationsmateriale, som EU-systemet helt legitimt sender ud i døgndrift. Og god, gennemarbejdet EU-journalistik laves altså ikke fra et skrivebord i København. Det kræver tilstedeværelse. Hvorfor skulle Christiansborg ellers være fyldt med dygtige og sultne reportere?
Der er med andre ord plads til forbedring. Det kan enhver Bruxelles-korrespondent tale med om. Der er langt hjem fra Bruxelles eller Strasbourg, når historien skal sælges til redaktionssekretærerne på den hjemlige dag-til-dag-redaktion. Klagesangen har kørt i årevis, frustrationerne er tydelige for alle - men lige meget har det hjulpet.
Politisk er mulighederne begrænsede, ja egentlig lig nul. Ingen kan eller skal blande sig i virksomhedernes frihed til at vælge EU fra af kommercielle grunde. Det handler om overlevelse.
Men så er der jo TV, altså public service-TV. Her har den bundne opgave altid været at dække samfundsdebat og politik, såvel lokalt, regionalt, nationalt som internationalt. EU er ingen af delene, og det er et problem: plantet under udland - uden at være det. Altså mellem to stole - og dermed på gulvet.
Tilbage er public service-forpligtelsen, som er blevet en møllesten om halsen på de to danske public service-broadcastere, DR og TV2. Masser af besvær og penge. Ingen seere. Kedelige kendsgerninger i en tid med knappe ressourcer og en benhård konkurrence, hvor succesen desværre kun gøres op kvantitativt. Hvor politikere helt seriøst kan se deres indsats målt op imod X Factor.
Over for dette står det faktum, at størstedelen af den danske befolkning får deres information og viden om samfundsforhold netop gennem TV. Det viser alle undersøgelser.
Noget kan og skal gøres. For public service angår os alle, og her kan man politisk legitimt se på mulighederne for at prioritere anderledes.
DR og TV2 har deres sendeforpligtelser skrevet ned i henholdsvis en public service-kontrakt (DR) og en public service-tilladelse (TV2). Disse skriftlige aftaler beskriver relativt detaljeret, hvad kravene er til de to stationer på en række områder, for eksempel med hensyn til børne-TV, TV for handicappede, dansk dramatik, og ikke mindst en alsidig, mangfoldig, væsentlig og upartisk nyhedsdækning, både nationalt og internationalt. Områder som ikke med garanti vil klare sig ordentligt i et kommercielt marked, men som danskerne alligevel prioriterer højt, og som derfor får en håndsrækning gennem politiske krav i public service-aftalerne. Systemet kendes også i andre lande med public service-TV, for eksempel Storbritannien og Tyskland.
Lige nu kører forhandlingerne om et nyt flerårigt medieforlig, og her vil denne kroniks forfattere gerne slå et slag for, at kravene til en ordentlig EU-dækning også skrives ind i public service-aftalerne. Det er på tide at se i øjnene, at den danske offentlighed aldrig vil få en seriøs, højtprioriteret EU-dækning, hvis ikke det bliver et klart defineret public-service område. Misforstå os ikke: Dette er ikke et forsøg på at gribe ind i pressens redaktionelle frihed. Politikerne skal selvfølgelig ikke bestemme, hvornår og hvordan EU-stoffet skal prioriteres. Det ville der kun komme ulykker ud af. Armslængdeprincippet skal naturligvis fastholdes.
Men TV er for vigtig en formidler til at lade stå til og lade EU-formidlingen sejle sin egen sø på noget, der reelt ligner markedsvilkår. I sidste ende handler det om prioritering, og der skal signalerne være klare.
Det har man forstået i for eksempel Storbritannien og Tyskland, hvor EU-stoffet de senere år er blevet opprioriteret. BBC - som DR altid har haft som forbillede og kopieret på en lang række områder - gennemgik for år tilbage en stor selvransagelse og konkluderede, at noget måtte gøres. I dag har man en stor EU-redaktion med en højt respekteret journalist i spidsen som EU-redaktør. EU-redaktionen er på størrelse med Washington-redaktionen, og det er blevet prestigefyldt at være reporter der. EU er også blevet sidestillet med andre britiske parlamenter på en flot, gennemarbejdet hjemmeside med direkte web-TV-streaming. Demokratiet tages alvorligt.
Tyske ARD har en hel bygning med næsten 100 medarbejdere placeret i Bruxelles, ZDF har 15 dedikerede medarbejdere. Her lægger man ikke skjul på, at det kræver ressourcer og ledelsesmæssigt mod at tage public service-forpligtelsen alvorligt. For heller ikke tyskerne synes, at EU er særlig sexet at se på. Men seertallene er dog hæderlige. Også fordi man redaktionelt har kastet overfølsomheden over bord og programlægger soaps lige op ad EU-magasiner.
Lad os nu tage forpligtelsen lige så alvorligt herhjemme. Giv danskerne en fair chance for at orientere sig om EU-forhold på lige fod med dansk politik. Vejen til bedre oplysning går over public service-TV. Det kræver handling nu.
Kommentaren er også bragt i Berlingske Tidende.
Sig navnet EU og de fleste undertrykker en gaben. Det er en offentlig hemmelighed, at EU er kedeligt - ja, nærmest usælgeligt - og derfor i manges øjne heller ikke kan formidles. EU-projektet har på aviserne, i radio og TV alle dage været opfattet som pligtstof, der nødtvungent blev pudset af ved folkeafstemninger eller hvert femte år til parlamentsvalg.
Fordommene står i kø: Kun underlige mænd over 40 i halvnussede jakkesæt og kikset stålbrille har haft glæde af at rapportere fra Bruxelles i hverdagen. Og kun fra Magtens reelle korridorer, det vil sige fra topmødernes limousine-land eller Europa-Kommissionens skumle huler. Mickey Mouse Parlamentet (Thatchers geniale udtryk) kunne ingen journalist med respekt for sig selv drømme om at besøge i embeds medfør. En snakkeklub uden indflydelse. Kvalificeret spild af tid.
Intet under, at befolkningens billede af EU har været noget sløret. Og at dette har medført en legitim skepsis over for hele projektet og dets gyldighed. Ja-sigernes nederlag ved folkeafstemningerne i 1992 og 2000 er langt hen ad vejen resultatet af denne legitime skepsis.
Chefredaktører har jo også menneskelignende træk, og det kan derfor ikke afvises, at de er påvirket af den samme snigende ligegyldighed over for EU. Et faktum er det i hvert fald, at antallet af korrespondenter i Bruxelles er støt dalende i takt med den økonomiske krise. Fra 1.300 i 2005 til 752 i år. Antallet af danske korrespondenter følger tendensen: Korpset i Bruxelles er blevet halveret på et tiår. Nu kan de tælles på to hænder. Og de seneste rygter siger, at EU igen står for tur i DRs nyeste sparerunde. Mette Fugl ender formentlig som enlig mor i Bruxelles.
Og dette på trods af Europa-Parlamentets notorisk stigende indflydelse (80 procent af lovene passerer parlamentet, før de når til Danmark). Med Lissabon-traktaten er de sidste, uhyre vigtige områder som landbrugsstøtten og fælles udenrigspolitisk koordinering blevet et parlamentsanliggende. Parlamentet er med andre ord blevet en kæmpe aktør på den internationale scene. Det er tilsyneladende bare ikke gået op for redaktørerne og den danske offentlighed.
De ved det jo egentlig godt, chefredaktørerne, at det er væsentligt stof. Men så igen: Krisen kradser, og ingen gider jo alligevel læse eller se og høre om EU. Hvilket ikke er så mærkeligt, når ingen ved, om det kunne være spændende. Den onde cirkel er sluttet.
Hvordan kan cirklen brydes?
Ingen tvivl om, at EU er kompliceret stof, og at det indtil nu har knebet gevaldigt med at få skabt en fælles europæisk offentlighed, der for alvor kunne interessere befolkningerne i nationalstaterne. Her har politikerne og EU-systemet selv et enormt ansvar, som ikke er blevet - og bliver - taget tilstrækkeligt alvorligt. Hver gang noget går galt, er det EUs fejl - når det går godt, er det selvfølgelig den hjemlige regerings/ministers fortjeneste. Dette blame game har ødelagt troværdigheden og kan kun rettes op med en indsats på nationalt niveau.
Men pressen/medierne har også et ansvar, som ikke er blevet løftet. Først og fremmest, fordi markedet nu i snart et halvt århundrede ikke har formået at klare sagen. EU er som sagt nærmest usælgeligt.
Aviserne har egentlig gjort, hvad de kunne. Det er bare ikke lykkedes. Undtagelsen er erhvervssektionerne, hvor EU-stoffet er fornuftigt integreret i de hjemlige vinkler på historierne, sådan som det bør være, fordi det er sandheden: EU er dybest set overalt i de beslutninger, der har konsekvenser for danskerne, og derfor skal EU også behandles som sådan. Det har erhvervslivet forstået - og her læser man dagligt om EU, ikke nødvendigvis af lyst, men fordi det er en naturlig nødvendighed på samme måde som nyheder fra Christiansborg.
Radio - det vil i praksis sige DRs kanaler - har ganske lidt på EU-hylden, placeret på ydertidspunkter i fladen og på P1. Radioaviserne lever af telegramstof og telefoninterviews. Den selvstændige tilstedeværelse i Bruxelles er sparet væk.
Nettet - og mediernes onlinetjenester - har givet lidt mere plads til de hurtige telegram-nyheder fra Bruxelles og Strasbourg. Men det er i småtingsafdelingen, og bruges desværre også som argument for at skære i bemandingen, fordi den slags jo kan ordnes hjemmefra på telefon eller ved simpel kopiering af den efterhånden store mængde informationsmateriale, som EU-systemet helt legitimt sender ud i døgndrift. Og god, gennemarbejdet EU-journalistik laves altså ikke fra et skrivebord i København. Det kræver tilstedeværelse. Hvorfor skulle Christiansborg ellers være fyldt med dygtige og sultne reportere?
Der er med andre ord plads til forbedring. Det kan enhver Bruxelles-korrespondent tale med om. Der er langt hjem fra Bruxelles eller Strasbourg, når historien skal sælges til redaktionssekretærerne på den hjemlige dag-til-dag-redaktion. Klagesangen har kørt i årevis, frustrationerne er tydelige for alle - men lige meget har det hjulpet.
Politisk er mulighederne begrænsede, ja egentlig lig nul. Ingen kan eller skal blande sig i virksomhedernes frihed til at vælge EU fra af kommercielle grunde. Det handler om overlevelse.
Men så er der jo TV, altså public service-TV. Her har den bundne opgave altid været at dække samfundsdebat og politik, såvel lokalt, regionalt, nationalt som internationalt. EU er ingen af delene, og det er et problem: plantet under udland - uden at være det. Altså mellem to stole - og dermed på gulvet.
Tilbage er public service-forpligtelsen, som er blevet en møllesten om halsen på de to danske public service-broadcastere, DR og TV2. Masser af besvær og penge. Ingen seere. Kedelige kendsgerninger i en tid med knappe ressourcer og en benhård konkurrence, hvor succesen desværre kun gøres op kvantitativt. Hvor politikere helt seriøst kan se deres indsats målt op imod X Factor.
Over for dette står det faktum, at størstedelen af den danske befolkning får deres information og viden om samfundsforhold netop gennem TV. Det viser alle undersøgelser.
Noget kan og skal gøres. For public service angår os alle, og her kan man politisk legitimt se på mulighederne for at prioritere anderledes.
DR og TV2 har deres sendeforpligtelser skrevet ned i henholdsvis en public service-kontrakt (DR) og en public service-tilladelse (TV2). Disse skriftlige aftaler beskriver relativt detaljeret, hvad kravene er til de to stationer på en række områder, for eksempel med hensyn til børne-TV, TV for handicappede, dansk dramatik, og ikke mindst en alsidig, mangfoldig, væsentlig og upartisk nyhedsdækning, både nationalt og internationalt. Områder som ikke med garanti vil klare sig ordentligt i et kommercielt marked, men som danskerne alligevel prioriterer højt, og som derfor får en håndsrækning gennem politiske krav i public service-aftalerne. Systemet kendes også i andre lande med public service-TV, for eksempel Storbritannien og Tyskland.
Lige nu kører forhandlingerne om et nyt flerårigt medieforlig, og her vil denne kroniks forfattere gerne slå et slag for, at kravene til en ordentlig EU-dækning også skrives ind i public service-aftalerne. Det er på tide at se i øjnene, at den danske offentlighed aldrig vil få en seriøs, højtprioriteret EU-dækning, hvis ikke det bliver et klart defineret public-service område. Misforstå os ikke: Dette er ikke et forsøg på at gribe ind i pressens redaktionelle frihed. Politikerne skal selvfølgelig ikke bestemme, hvornår og hvordan EU-stoffet skal prioriteres. Det ville der kun komme ulykker ud af. Armslængdeprincippet skal naturligvis fastholdes.
Men TV er for vigtig en formidler til at lade stå til og lade EU-formidlingen sejle sin egen sø på noget, der reelt ligner markedsvilkår. I sidste ende handler det om prioritering, og der skal signalerne være klare.
Det har man forstået i for eksempel Storbritannien og Tyskland, hvor EU-stoffet de senere år er blevet opprioriteret. BBC - som DR altid har haft som forbillede og kopieret på en lang række områder - gennemgik for år tilbage en stor selvransagelse og konkluderede, at noget måtte gøres. I dag har man en stor EU-redaktion med en højt respekteret journalist i spidsen som EU-redaktør. EU-redaktionen er på størrelse med Washington-redaktionen, og det er blevet prestigefyldt at være reporter der. EU er også blevet sidestillet med andre britiske parlamenter på en flot, gennemarbejdet hjemmeside med direkte web-TV-streaming. Demokratiet tages alvorligt.
Tyske ARD har en hel bygning med næsten 100 medarbejdere placeret i Bruxelles, ZDF har 15 dedikerede medarbejdere. Her lægger man ikke skjul på, at det kræver ressourcer og ledelsesmæssigt mod at tage public service-forpligtelsen alvorligt. For heller ikke tyskerne synes, at EU er særlig sexet at se på. Men seertallene er dog hæderlige. Også fordi man redaktionelt har kastet overfølsomheden over bord og programlægger soaps lige op ad EU-magasiner.
Lad os nu tage forpligtelsen lige så alvorligt herhjemme. Giv danskerne en fair chance for at orientere sig om EU-forhold på lige fod med dansk politik. Vejen til bedre oplysning går over public service-TV. Det kræver handling nu.
Kommentaren er også bragt i Berlingske Tidende.
9. april: Morten Messerschmidt
