Toget mod en europæisk føderation
DEBAT: Stærke kræfter i EU støtter planen om en europæisk føderation, der vil tømme vore lande for national suverænitet og demokrati. Og de EU-begejstrede partier herhjemme har ikke modet til at trodse planen, skriver Morten Messerschmidt.
Af Morten Messerschmidt
Medlem af Europa-Parlamentet (DF), Cand.jur.
"En europæisk føderation er uundgåelig, hvis vi vil beholde euroen, for en valuta afhænger af landenes soliditet, troværdigheden af dens institutioner og den politiske konstruktion bag".
Så bramfrit udtalte Kommissionsformand Barroso sig i september 2012. Jeg husker det ganske tydeligt, for aldrig før har nogen så centralt placeret eu-personlighed erklæret, at målet er Europas Forenede Stater.
Man kan ikke beskylde Barroso og hans sammensvorne for at sætte deres lys under en skæppe. De seneste 20 års største EU-projekter har ført massive problemer med sig. Østudvidelsen har givet internationalt kriminelle kronede dage, åbnet for social dumping og øget presset på vore arbejdsmarkeder. Euroen har smadret de sydeuropæiske landes økonomier, og ingen af redningspakkerne har virket. Og EU's pengeforvaltning er stadig lige syg – 70 procent går til planøkonom,i og EU's revisorer har nu 18 år i træk afvist at give en ren revisionspåtegning.
En europæisk føderation?
Men i Bruxelles lader man sig ikke sådan gå på af kendsgerninger. Her må toget mod stadig mere union rulle videre; og da euroen ikke kan fungere uden, må en føderalstat skabes. Spørgsmålet er, om europæerne ønsker dette?
I Danmark har EU-partierne indtil videre skudt debatten til side ved at bagatellisere Barrosos ønsker. Det er der imidlertid ingen grund til. Rundt i unionen er der nemlig stærke kræfter, som støtter planen. Tag eksempelvis Italiens nyudnævnte premierminister Letta, som uden at blinke erklærer, at EU må udvikle sig til en egentlig stat. Eller tag Tysklands udenrigsminister, Guido Westerwelle, der i øvrigt sammen med vores egen Villy Søvndal har udviklet en plan, hvorefter man skal samordne arbejdsmarkeder og pensionssystemer, afskaffe vetoretten, oprette en europæisk hær og udnævne en egentlig EU-præsident.
Det kan virke ironisk, at de, der har taget fejl i 20 år og har ansvaret for de politiske skandaler, der udgår fra Bruxelles, uden rødmen erklærer sig parat til at få endnu mere magt fra medlemslandene. Men sådan er det vel med revolutionære.
For dem er det aldrig projektet, der er noget galt med; det er alt muligt andet. Jeg mindes, at tidligere formand for Folketinget Thor Pedersen med vanlig ironi bedyrede, at "hvis virkelighed og ideologi viser sig modstridende, da er det oftest (!) ideologien, den er gal med".
Den form for indrømmelse er langt fra slået igennem i Bruxelles. Her går bestræbelserne videre på at tømme vore lande for national suverænitet og demokrati.
Danske partier svigter
Og desværre er det ikke bare Villy Søvndals SF, der her svigter; men det samlede kor af EU-begejstrede helt over til de konservative.
Vi hører dem fra tid til anden tale om, at der skal sættes hegnspæle for EU, og at dansk suverænitet skal beskyttes. Men de er aldeles utroværdige. Disse partier trak uden folkeafstemning både Lissabontraktaten og finanspagten ned over hovedet på os. De har hverken modet eller viljen til at trodse Barroso, Westerwelle og resten af de føderationsdrømmende fantaster.
Lad os håbe, at deres vælgere snart får øjnene op for det bedrag, de forsøger sig med. Toget kører – lad os se at komme af.
At købe lokalt
Velfærdsturismen kræver handling
